Handling for klimamagtigelse svarer til et udtryk, der blev vedtaget af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) for at udpege artikel 6 i den oprindelige tekst til konventionen (1992) med fokus på seks prioriterede områder: uddannelse, uddannelse, offentlig bevidsthed, offentlig deltagelse , offentlig adgang til information og internationalt samarbejde om disse spørgsmål.
Aktion om klimamagtiggørelse Opfordrer regeringer til at udvikle og gennemføre programmer for uddannelse og offentlig bevidsthed, uddanne videnskabeligt, teknisk og ledelsesmæssigt personale, tilskynde til adgang til information om klimaændringer og deres virkninger og fremme offentlig deltagelse i behandlingen af disse spørgsmål. Derudover opfordrer det lande til at støtte denne proces gennem deres samarbejde ved at bidrage til udveksling af god praksis og erfaringer samt til styrkelse af nationale institutioner. Denne brede vifte af aktiviteter er indrammet af specifikke mål, der tilsammen betragtes som afgørende for at muliggøre en effektiv gennemførelse af tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger inden for klimaændringer og for at nå konventionens endelige mål.
Dette fælles mål er nedfældet i artikel 6 i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) vedrørende uddannelse, uddannelse, offentlig bevidsthed, offentlig adgang til information, offentlig deltagelse og internationalt samarbejde (ofte benævnt "handling for klimamagtiggørelse" - ACE) samt artikel 10 i Kyoto-protokollen og artikel 12 i Parisaftalen.
Artikel 6 har været en integreret del af konventionen siden 9. maj 1992, hvor teksten blev vedtaget. Betydningen af internationalt samarbejde for gennemførelsen af artikel 6 blev understreget i artikel 10, litra e), i Kyoto-protokollen, der blev vedtaget i 1997.
På mødet i New Delhi i 2002 vedtog den ellevte partskonference (COP 11) "New Delhi-arbejdsprogrammet" (2002-2007), der havde til formål at give en fleksibel ramme for landestyret handling i henhold til artikel 6, der svarer til den specifikke parternes behov og situationer og svarer til deres nationale prioriteter og initiativer.
I Bali besluttede COP 13 i 2007 at vedtage det ændrede New Delhi-arbejdsprogram og forlænge dets varighed med fem år (2007-2012) og anmodede konventets sekretariat om at arrangere subregionale workshops som en del af gennemgangen af arbejdsprogrammet til del erfaringer og god praksis. Der blev afholdt workshops i Europa (2009), Asien og Stillehavet (2009), Småøudviklingsstater (2010), Afrika (2010) samt Latinamerika og Caribien (2010).
Implementeringen af disse seks elementer opstod som nøglefaktoren i forståelsen af de komplekse udfordringer, som klimaforandringerne medfører, og hjælper med at imødegå dem. Handlingens betydning for klimamagtiggørelse illustreres i andre internationale instrumenter såsom målene for bæredygtig udvikling (SDGs, 2015), det globale handlingsprogram for uddannelse til bæredygtig udvikling (programmet Global Action for ESD, 2014), Århuskonventionen (2011) ) og Bali-retningslinjerne (2010).
Afsnit B (14) i Doha-arbejdsprogrammet angiver de ledende principper for tilgangen og karakteristika for de aktiviteter, der skal gennemføres under aktion for klimamagtiggørelse. Mens de 9 punkter, der er anført i afsnit B (14), alle er vigtige, er det værd at understrege punkt d) vedrørende princippet om ligestilling mellem kønnene og den generationsstrategi, der er vedtaget.
I en tilgang baseret på ligestillingsprincippet integrerer foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer kønsdimensionen og tilskynder kvinders deltagelse i beslutningsprocessen. Mens de udgør ca. 50% af verdens befolkning, er kvinder i mange lande mindre i stand til at klare de negative virkninger af klimaændringer og er mere udsat for dem, fordi deres økonomiske, politiske og juridiske vægt er lavere. Derfor kan man give en mere effektiv reaktion på klimaforandringer ved at styrke kvinder og trække på deres erfaringer, viden og færdigheder.
I en tværgenerationel tilgang er mennesker i alle aldre involveret i søgen efter løsninger på klimaforandringer, og der tages især hensyn til sårbarhedsfaktorer for unge og ældre - hvis kapacitet til at reagere uafhængigt er begrænset. Fremtidige generationer er sandsynligvis meget sårbare over for virkningerne af klimaændringer; de er dog stærkt underrepræsenteret i beslutningstagende organer vedrørende klimaindsats. Samtidig er vi vidne til en meget hurtig aldring af verdens befolkning. I 2050 vil omkring en ud af fem personer være over 60 år. Det anslås, at antallet af personer i alderen 80 år og derover vil være firedoblet.
De Forenede Nationers årti for uddannelse for bæredygtig udvikling, der blev proklameret for perioden 2005-2014, har understreget, at uddannelse i alle dens former (formel, ikke-formel og uformel) er et uundværligt element i bæredygtig udvikling. I november 2014 lancerede UNESCO, som en officiel forlængelse af dette initiativ, det globale handlingsprogram (GAP) for uddannelse til bæredygtig udvikling, hvis overordnede mål er at intensivere indsatsen for uddannelse til bæredygtig udvikling. Uddannelse for bæredygtig udvikling over hele verden.
Konventionen om adgang til information, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse i miljøspørgsmål (Århuskonventionen) udgør de vigtigste internationale rammer for disse spørgsmål.
Århuskonventionen giver offentligheden rettigheder og pålægger offentlige myndigheder forpligtelser, herunder med hensyn til offentlighedens deltagelse i miljøbeslutninger. Maastricht-anbefalingerne om, hvordan man kan fremme effektiv offentlig deltagelse i miljøbeslutninger, er offentliggjort i 2015 og er beregnet til at være et praktisk værktøj til forbedring af offentlighedens deltagelse i miljøbeslutninger og indeholder især anbefalinger om god praksis.
For at stimulere og fremskynde den effektive gennemførelse af princip 10 i Rio-erklæringen mødtes regeringer i Bali, Indonesien under den 11. særlige session i UNEPs styrelsesråd / ministerforums globale miljø. De vedtog retningslinjerne for udvikling af national lovgivning om adgang til information, offentlig deltagelse og adgang til domstol på miljøområdet. Disse frivillige retningslinjer viser regeringernes vilje til at søge mere aktiv deltagelse på alle niveauer af offentligheden i beskyttelse og forvaltning af miljøet og relaterede ressourcer.