Effi Briest

Effi Briest
Illustrativt billede af artiklen Effi Briest
Original udgave
Forfatter Theodor Fontane
Land Tyskland
Venlig Roman
Oprindelig version
Sprog tysk
Titel Effi Briest
Udgivelsessted Berlin
Udgivelses dato 1894
Fransk version
Oversætter André Cœuroy
Redaktør Bibliophile Club of France
Kollektion Den universelle komedie
Udgivelsessted Paris
Udgivelses dato 1957
Antal sider 318

Effi Briest (en original titel: Effi Briest ) er en tysk romanaf Theodor Fontane , der blev offentliggjort i seks separate dele i tidsskriftet Deutsche Rundschau d 'Oktober 1894 på Marts 1895, før den blev udgivet som bog i 1896 . Dette arbejde repræsenterer et vendepunkt for den tyske litteraturs poetiske realisme. Handlingen finder sted i det nordlige Tyskland i årene 1885-1895.

Tegn

Resumé

Effi Briest, 17, en ung aristokrat, "et halvt barn" (s. 214), fører et stille liv i kongeriget Preussen i Hohen-Cremmen, en fiktiv lille by i Mecklenburg (Nordtyskland). Forløbet af hans liv spores af hans forældre, hvis beslutninger igen er underlagt datidens skikke.

Det første kapitel præsenterer samtaler og erhverv (sving ved dammen, s. 24) med den unge dame og hendes venner, Hulda, og tvillingerne Bertha og Hertha. Da baron Geert von Innstetten, distriktsadministrator  (of) , ("Han er til en dag eller derom, mors alder, [...], otteogtredive år" (s. 28)), og som engang fostrede sin mor (s. 29), beder hende officielt om sin hånd (s. 35), hun ender med at bøje sig uden at protestere.

De går på deres bryllupsrejse (kap. 5), så snart de er gift: München, Innsbruck, Verona, Vicenza, Padua, Venedig, Capri, Sorrento ... En ivrig historie og kunstelsker, baronen taler hele turen uden at hans viden imponerer hans unge kone.

Ved afslutningen af ​​deres orlov (kap. 6) bosatte de sig permanent i Kessin , en lille fiktiv by i Pommern , cirka 60 kilometer nord for Hohen Gremmen, ved bredden af Østersøen , i Landrat- huset , hvor alt gulvet er ledigt, som har forskellige andre dekorative nysgerrigheder (båd, haj, crorcodile), men hvor der også bor en kærlig hund, Rollo (s. 70). Meget hurtigt har hun mistanke om, at deres fælles hjem er hjemsøgt. Når Geert fortæller hende legenden om et kinesisk spøgelse, der siges at bo hos dem, og at hun fortæller ham, at hun er bange, skælder han hende ud: Hvis offentligheden indser hendes smerter, kan sladderne hindre hendes karriere. Denne bebrejdelse sår uenighed.

Forholdet mellem parret og adelsmændene i byen er fjerne: Effi betragtes som barnlig. Apotekeren, Gieshübler, er den eneste, der viser sig at være bindende, og det er ved ofte at se ham, at hun endelig formår at få en ven. Af generøsitet og som en forholdsregel ansætter hun Roswitha som en fremtidig barnepige.

Fødslen af ​​datteren Annie overvældede hende, men meget hurtigt gav glæden plads til galden. Derefter bliver hun venner med Crampas, der lige er ankommet til byen med sin familie. Hun ved, at en krise har forstyrret majorens ægteskab, og at hans kone, der forfærder ham, har lidt meget.

Hans legende luft forfører Effi. Fra starten er de i relativ åndsforening. Deres plot slutter med en kødelig forening: hun svømmer, når han rører ved hende og fortæller hende, hvad hun skal gøre med hende. Hun bevæger sig væk fra sin mand, hvis beskedenhed oprører hende, og desuden arbejder han så hårdt, at han overdriver lidt kærlighed. Hun er så bedrøvet, at hun næppe kan skjule sin vrede, selv ikke i julen.

På den anden side, når baronen forfremmes til Berlin, som ministerattaché, glæder den unge kvinde på 19 år sig: flytningen sætter en stopper for både hendes isolation og hendes (ulovlige) flirt, hvoraf den offentlige tilståelse eller opdagelsen ville være et problem. På afrejsedagen vinkede majoren hende farvel, selvom hun havde slået op med ham i et citeret brev.

Syv år senere, stadig i Berlin, er parret veletableret, Effi (26) opdrager sin datter. Efter en hændelse, der involverede Anne, opdager baronen tilfældigt (kap. 27) de bløde billetter, hans kone har modtaget fra majoren. For at "vaske sin ære" henter baronen selskab med en venkollega, Wüllersdorf, der anser det for forhastet og meget sent - fordi kærligheden til Effi Briest er syv år gammel, alt kan glemmes - men han ender med at acceptere . Da Geert besluttede at betro sig til sin ven, kræver tidens standarder, at familiens ære skal vaskes for enhver pris. Wüllersdorf tager af sted for at organisere duellen, og den næste dag tager Geert ud for at duellere med sin gamle rival, den gammeldags måde.

Han dræber majoren, afviser sin kone, holder Annie, som han rejser i afvisningen af ​​Effi. Det korte møde mellem Effi (29 år) og Annie (kap. 32 til 34), tre år efter skilsmissen, er behæftet med det had, der er indbragt i Annie. Og Roswitha opdager, at Effi blev ødelagt: "hun virkede livløs" (s.316).

Geert er ikke den eneste, der jagter Effi. Hendes forældre forbyder hende igen, fordi de, der ændrer familienavnet, fremmedgør deres forældre eller simpelthen trækker sig tilbage for ikke at miste deres verdslige (og andre) forhold i deres lille region. Effi er nødt til at isolere sig selv, ensomhed vejer hende, sorg underminerer hende, og den (lave) godtgørelse, som hendes forældre giver hende, begrænser hendes ambitioner, hendes erhverv og hendes forhold.

De bekymrede læger opfordrer hendes forældre til at tage hende tilbage. Endelig taget ind i familiens hjem, visner hun i flere måneder (kap. 34): forbuddet er visnet hende til det punkt, at hun dør. Det har været år siden hun så sin mand igen, men hun siger, at hun har tilgivet alt. I mellemtiden har rådgiver Innstetten fået Red Eagle- dekorationen og kan håbe på at blive direktør i ministeriet. Han giver efter for Roswithas anmodning om, at Rollo-hunden overdrages til Effi.

I scenen, der lukker romanen (kap. 36), spekulerer de modigste forældre på, om deres egne handlinger bidrog til deres datters undergang. Men denne detalje er så skabende, at diskussionen ikke tager lang tid at trætte dem.

Reception

Gennemgangen er meget gunstig. Succes følger. Indflydelsen virker, selv på Thomas Mann .

Mere end hundrede år efter udgivelsen bevarer bogen sin stemningsfulde magt.

Elementer af analyse

Fortællingen i fortiden ledes af en ekstern fortæller, alvidende, men praktisk talt fraværende, eller rettere sagt, der nægter at gribe ind. De scener, hvor Effi ikke eller næppe griber ind, kunne være realistiske.

Beskrivelserne er generelt lavet af hovedpersonen, næsten unik.

Adelenes eller borgerskabets virkelige funktioner er uklare, ligesom deres aktiviteter og indkomst.

Aldersforskellen ser ikke ud til at være et problem.

Forholdet mellem mestre og tjenere var eksplicit og realistisk for tiden.

Effis forhold til hunden Rollo er relevant sammenlignet med andre kæledyr fra fiktive fiktive helte eller heltinder.

Hoveddelen af ​​teksten består af samtaler, dialoger hovedsageligt, undertiden monolog (er), muligvis interiør (er). Visse dele af teksten har en vanskelig oprindelse at finde, hvilket får en til at tøve fra en instans af fortælling til et aspekt af Effis personlighed.

Hovedhandlingen, utro lidenskab, er skjult. Den moderne fransktalende læser (2017) tænker på fornøjelsesprincippet ( id ) og den fysiske krop, der henviser til Flaubert ( Madame Bovary ), Maupassant ( Une vie ) eller Zola ( Nana ), til seksualitet (Zola), eller lidenskab (Flaubert).

Fontanes tekst fungerer på superegoen  : dette burde ikke eksistere, så der er ikke noget spørgsmål om det eller meget lidt. Effi vender tilbage fra sin ensomme vandretur ved havet, hullerne , slutter regelmæssigt med et ubesvaret møde med Roswitha (inklusive s. 202). Lidenskab efterlader næsten ingen spor undtagen det brudbogstav, som Effi skriver (s. 224) og især Crampas 'brevpakke. Alt sker næsten som om intet var sket indtil opdagelsen af ​​disse breve. Det ville have været nok at brænde alt dette bevis på det rigtige tidspunkt ... eller ikke få det til at eksistere.

I modsætning til et dukkehus af Henrik Ibsen , til den evige mand Dostoevsky, i Anna Karenina af Leo Tolstoy , løjtnant Gustel af Arthur Schnitzler eller romanerne om Elfriede Jelinek , er alt i orden, hver enkelt fratræder sig at gennemgå, en form for dødsfald, hvad enten det drejer sig om raseri eller fortabelse: forsoning. Alle tilgiver alle.

Citater

Tilpasninger

På biografen

På fjernsynet

Noter og referencer

  1. "  (de) Effi Briest  " , på inhaltsangabe.de (adgang til 3. marts 2017 )
  2. (De) Gotthard Erler, "Elisabeth von Ardenne - die reale Effi Briest", i: Schriften Brandenburg , Preußen-Museum 4, Wustrau, 2009, s.  22-23 , 56-57.
  3. https://www.cairn.info/revue-de-litterature-comparee-2009-4-page-425.htm
  4. https://germanica.revues.org/2150

Tillæg

Bibliografi

eksterne links