Den islamiske have er en type landskabspleje, arving til den persiske have og de byzantinske haver, som udviklede sig i Mellemøsten og i de områder, der er okkuperet af araberne omkring Middelhavsområdet og i Centralasien.
En indre del af den islamiske kultur, haven er blevet bredt afbildet i malerier og miniaturer . Islamshaven appellerer til alle sanser, skinnende keramik, blomsterparfume, raslende vind og vand, fuglesang, det giver seeren et glimt af den himmelske have, som Muhammad taler om .
Disse haver ekko klostrene i katolske kredse gennem flere almindelige aspekter: deres oprindelse i persiske haver; deres modstand mod den vilde verden omkring dem, deres indespærring mellem mure; allegorien om en ideel verden (ofte et paradis); vandet i de islamiske haver erstattes af træet i klostrene, der hver symboliserer liv. Således viser disse haver et slægtskab mellem islam og katolicisme.
Islamens haver måtte tilpasse sig vanskelige klimatiske forhold for at skabe kontrollerede naturlige rum ved hjælp af planternes kvaliteter fra syd. Åbne rum er sjældne der, ligesom de åbne stier, som er for udsatte. Vandmangel og solskins varighed har ført til en særlig typologi inspireret af udviklingen af oaser: den opdelt have .
For at beskytte sig mod vindens tørrende virkning er haven omgivet af en mur. Det kan derefter tage udseendet af en gårdhave plantet i hjertet af paladset eller bygningen.
Når haven har udsigt over landskabet, er haven lukket af en mur af arkader, der gør det muligt at kontrollere vindens passage. De er tildækket delvist af moucharabieh , perforerede vægge, der fremskynder vinden, koncentrerer det på et bassin eller en stor skål fyldt med vand og således opfrisker atmosfæren.
I alle tilfælde bruger haven ujævnheder i landet til at øge antallet af skyggefulde områder og beskyttede indhegninger. Terrasserne følger hinanden og giver et naturligt vandløb.
Vandmangel i landene i syd gør det til en dyrebar vare, der skal indsamles, opbevares og distribueres på den mest effektive og økonomiske måde. Den qanat og Norias er perfektioneret og formidles. Vidne til de arabiske hydrauliske ingeniørers viden, det er den samme dråbe vand, der snor sig i de forbløffende vandramper i Generalifes palads i Alhambra i Granada, der spreder ud i springvandene, glider i kanalerne og overrisler grøntsagshaverne og frugtplantager nedenunder.
Vandets forfriskende kraft udnyttes i rækkefølge af lagdelte effekter, der omslutter rullatoren: i øjenhøjde er dette springvandstrålene; på niveau med de hænder, de vand- ramper ; til sidst på fødderne, kanaler og bassiner, der er indsat i fortovet, og som man krydser uden at vide det.
Den norias , dyr eller menneske rensede, bringe vand til cisterner ( Aljibe ). Ved Alhambra bringer en 10 km akvædukt vand til de øvre cisterner fra en dæmning i det nærliggende Sierra Nevada. Kanalerne, der løber i fortovene, forbinder bassinerne i en kompleks tyngdekraftvej. Som i oasen irrigerer kanalerne planterne på en perfekt kontrolleret måde. Blomsterbedene er opdelt med lette jordveje krydset af terracotta-rør. De forhindres successivt af en enkelt sten og tillader, at hvert blomsterbed bliver oversvømmet.
Denne funktionelle rolle er kombineret med symbolske og religiøse værdier: Koranen pålægger bestemt visse ablusioner før bøn. Rengøringen af ligene udtrykkes af overflod og sofistikering af bade og deres bilag.
Endelig er vand et vigtigt æstetisk element, hvis refleksioner optages og ganges med keramikken, herunder den berømte keramik med metallisk glans, der overføres til araberne af byzantinerne. Puljenes knurren bringer ro og sindsro og kombineres med sangene fra fugle, der er tiltrukket af blomsterne.
Hvert udsat rum, pool eller vandseng ledsages systematisk af en skyggesti. Det giver begge vandrere mulighed for at beundre haven og beskytte sig mod solen i alle deres bevægelser. Naturlig skygge af planter eller konstrueret skygge af gallerier, orientering og placering af cirkulationer er genstand for særlig pleje.
Iagttaget på matematik, geometri og astronomi anvendte araberne viden tilegnet af forskere eller filosoffer som Avempace eller Averroes til kunsten i haven . Havernes planer er baseret på en samling af roterende firkanter ( Sebka ), der danner karakteristiske polygonale eller stjernemønstre. De gentages i mindre skala ved dekorationer af alicatados eller azulejos og ved fortovens geometri.
Hvis det ligger til grund for havenes udformning, forsvinder geometrien dog foran dekorationen: Blomstrende motiver gør væggene og stukerne levende, og Kufic-skriftets kursive udvikler sin overflod af sammenflettet løv. De indskrevne tekster kombinerer vers fra Koranen, information om konstruktionen og digte:
Hvor smuk er denne have, denne have, hvor jordens blomster konkurrerer i glans med himmelens stjerner.
Hvad kan vi sammenligne med dette alabastbassin fyldt med krystalklart vand?
Kun månen i al sin herlighed, der skinner midt i den skyfri æter.
Kummen tjener som spejle til arkitekturen, hvilket letter deres volumener og fremhæver den immaterielle og kortvarige side af jordbaserede varer.
Vegetationen optages i stiliserede mønstre af keramikken, der dækker væggene, disse mønstre bliver til skulpturelle stuketter i en formel overflod, der gengiver træhvelvet.
Forskellige af de bedst bevarede haver findes i de europæiske territorier, der tidligere var besat af araberne.