Den fonetiske assimilering er en meget almindelig type fonetiske ændringer, der gennemgår hans kontakt med sin nabo ( kontekst ), som har tendens til at reducere forskellene mellem de to. Det består i erhvervelse af en lyd af en eller flere egenskaber, der er specifikke for en nærliggende lyd. Omvendt, når to lignende lyde i mere eller mindre direkte kontakt bevæger sig væk fra hinanden, taler vi om spredning mellem lyde, der ikke er i direkte kontakt; en fjern handling af en af lydene på den anden kaldes en udvidelse ( vokal harmoni er et eksempel).
Fænomenet med fonetisk assimilation er knyttet til en fysiologisk begrænsning, nemlig langsommelighed i taleorganerne. For at fremhæve en assimilering er det nødvendigt at kunne sammenligne to udtaler, såsom en langsom læsning og en anden hurtig eller flydende læsning.
"Je ne sais pas" udtages ofte som "chais pas" i det mundtlige sproglige sprog efter gradvis assimilering. Imidlertid er alle disse mellemprodukter almindeligt anvendte:
Sammenligningen af to udtaler af udtalelsen "af rullerne af silke" gør det muligt at fremhæve fænomenet fonetisk assimilation:
Vi bemærker, at hurtig eller almindelig udtale giver anledning til to sproglige fænomener:
For at forklare dette fænomen er det nødvendigt at analysere egenskaberne ved lydene [d], [s] og [t]. Lyden [d] er en oral og oral lamino-dental (eller lamino-alveolær) okklusiv konsonant . Elision af / ə / giver anledning til en tilnærmelse af lyden [d] med lyden [s], som er døv (eller ikke-stemme ). På grund af taleorganernes langsommelighed antager lyd [d] døvhed eller ikke-stemme af lyd [s], der følger den og bliver [t]. Den komparative fonetiske analyse af lydene [d] og [t] gør det muligt at validere denne hypotese:
Lyden [d] bliver derfor [t] ved assimilering af døvhed eller ikke-stemme af lyden (lydene), der følger den. Noteringen af en fonetisk assimilering udføres med diakritikerne ; i dette eksempel vil afvigelsen af lyden [d] blive angivet med det diakritiske [ ̥ ] : [deʁulod̥swa]. I en analyse er [t] og / d / afvigelse ikke identiske: i det andet er musklerne, der er involveret i tale, ikke så aktive (normalt er en lydlyd allerede ledsaget af glottale vibrationer, som gør mere intense) end i den første: vi siger, at [d̥] er en blød konsonant, [t] en stærk (som døve normalt er). Omvendt bliver en [k], en stærk konsonant, [k̬] når den udtrykkes, tæt på [ɡ] men stærk.
Vi skelner mellem flere typer fonetisk assimilation ved at følge placeringen af de lyde, der er påvirket i forhold til den lyd, der påvirker.
I de følgende transkriptioner betyder symbolet → "nærmer sig" og ikke "bliver".
En regressiv assimilation er en, hvor den påvirkede lyd er placeret før den påvirkende lyd:
En progressiv assimilation er den, hvormed den påvirkede lyd er placeret efter den lyd, der påvirker den:
Dobbelt assimilation er både regressiv og progressiv:
Det er ikke muligt nøjagtigt at forudsige forekomsten af assimilationer. På den anden side gør visse kriterier det muligt at bestemme deres regression eller progression:
En direkte assimilation er en, hvor to lyde er i kontakt. Man skelner mellem direkte assimilationer inden for det samme ord og direkte assimilations inden for en sætning.
Inden for det samme ordDet er svært at tale om assimilering inden for det samme ord ved krydset mellem to stavelser. Vi kan således tage tre eksempler, der logisk fremhæver denne type assimilering:
For at fremhæve en assimilering, uanset hvad det er, er det dog nødvendigt at have to udtaler. I de tre ovenstående tilfælde ville det være nødvendigt at foretage en syllabisk opdeling af udtalen for at fremhæve assimilationerne:
Denne teori om direkte assimilering inden for det samme ord, mellem to stavelser, bestrides af et bestemt antal lingvister, der foretrækker at tale om sammenhæng mellem udtryk mellem to konsonanter: hvis den første konsonant er sund, vil den anden være. Også og vice omvendt.
Assimilation er knyttet til to faktorer:
Direkte assimilationer inden for samme sætning mellem to ord fremhæves lettere:
Indirekte assimilation finder kun sted efter en elision:
Det skal bemærkes, at selv om disse assimileringer er "indirekte", er de ikke udvidelser , men lydene forbliver i direkte kontakt.