Dialogues des carmélites er enfransk opera i tre akter af Francis Poulenc . Komponistens libretto tager et posthumt scenarie af Georges Bernanos inspireret af Gertrud von Le Fort's novelle The Last on the Scaffold ( Die letzte am Schafott ) og tilpasset scenen af Jacques Hébertot i 1952.
Operaen havde premiere den 26. januar 1957på La Scala i Milano i en italiensk version af Flavio Testi. Den franske version havde premiere i Paris Opera den21. juni samme år.
Handlingen begynder om April 1789. Blanche de la Force, en ung parisisk aristokrat, men særligt bange, meddeler sin far, at hun har til hensigt at komme ind i Carmel of Compiègne . Klostermor modtager hende og beder hende om at forklare grundene, der skubber hende til at slutte sig til denne religiøse orden. Efter at være blevet en novice, vil Blanche leve de sidste dage i menigheden undergravet af den franske revolution . Tropperne invaderer klosteret, men Blanche formår at flygte. De religiøse ordrer blev opløst og religiøse dømt til døden. De går op til stilladset og synger Salve Regina . Efter meget tøven, tvivl og den tilsyneladende sejr af hendes frygt over hendes raison d'être slutter Blanche sig til dem.
Gertrud von Le Forts novelle, udgivet i 1931, havde givet ideen om et manuskript til filmskabere Philippe Agostini og Raymond Leopold Bruckberger . Georges Bernanos udtænkte dialogerne lige før sin død i 1948, men projektet blev endelig opgivet. Jacques Hébertot besluttede ikke desto mindre at bringe Bernanos 'arbejde på scenen og skabte Dialogues des carmélites le23. maj 1952på Hébertot-teatret .
I 1953 bestilte direktøren for Ricordi- udgaverne Francis Poulenc at producere en ballet på Saint Margaret of Cortona til La Scala i Milano. Poulenc afviser tilbudet, men stopper ved den libretto, som Flavio Testi tog fra spillet, repræsenteret af Hébertot året før. På trods af problemer med rettigheder (disse er i mellemtiden blevet købt af den amerikanske dramatiker Emmet Lavery, der havde instrueret sin egen teatertilpasning) og sundhed, starter Poulenc hovedet ind i et emne, der snart besatte ham. stod over for hendes ledsagers, Lucien Rouberts lange smerte. Han tilpassede selv Bernanos 'tekst til en fransk version og afsluttede sin score iAugust 1955.
I henhold til aftalen har værket premiere på italiensk på La Scala i Milano den26. januar 1957med Virginia Zeani (Blanche), Gianna Pederzini ( M me de Croissy), Leyla Gencer ( M me Lidoine), Gigliola Frazzoni (Mor Marie) og Eugenia Ratti (søster Constance) under ledelse af Nino Sanzogno . Den originale franske version blev opført fem måneder senere i Paris Opera med Denise Duval (Blanche), Denise Scharley ( M me de Croissy), Régine Crespin ( M me Lidoine), Rita Gorr (Mère Marie) og Liliane Berton (søster Constance) under ledelse af Pierre Dervaux . Den første amerikaner, der blev afholdt i september samme år i San Francisco Opera med Leontyne Price , der gjorde sin første optræden på en stor sceneopera i rollen som M me Lidoine.
Bernanos 'tekst er blevet tilpasset flere gange til film og tv. Vi kan citere:
Den dato, der er angivet øverst på hver post, svarer til datoen for den pågældende post.