Den verdensskaber , eller skaberen , er den guddom ansvarlig for at skabe det fysiske univers i forskellige cosmogonies . Det kan i forlængelse betegne enhver skaber af et værk.
Ordet stammer fra det græske δημιουργός , demiourgos , dannet af "demos", hvilket betyder "almindelige mennesker" (eller "people") og "ergon", "arbejde". Bogstaveligt talt betød ordet håndværker eller producent. I IV th århundrede f.Kr., Platon indebærer i sin Timaios , at den første årsag til universet og dets skaber er en god og klog "Demiurge". I den tolvte bog, kendt som “Lambda Book” Λ af metafysik , udvikler Aristoteles ideen om en bevægelsesløs årsag, en arrangør, der skabte verden ud fra allerede eksisterende sager.
I egyptisk mytologi er demiurgen Atum den kreative enhed af universet fra nonne (det primære hav). Han kommer til liv og realiserer sin eksistens, og gennem ord og tanke skaber han alle ting. Hvis dette princip er almindeligt (med nogle variationer) for alle egyptiske kosmogonier, overføres rollen som demiurge generelt til den vejledende gud for hvert større religiøst center .
De egyptiske afbrydelser:
I gnosticismen er demiurge (Yaldabaoth) en ærkeengelsk guddommelighed, stædig, irascible, "stammer fra den sande Gud", han er årsagen til det onde ved sin katastrofale skabelse, der blandede sagen med den guddommelige gnist. Denne skabelse, hvis oprindelse var oprør og dens valg for de andre engle med fri vilje (det faktum, at oprør kommer under besiddelse af fri vilje, en kapacitet, som engle normalt ikke har) skabte inden for den fysiske verden, som han skitserede den evige dualisme . Dette ufuldkomne stof frembragte ondt ved ufuldkommenhed og essens, men også ved modstand mod sjælens perfektion (gnosticisme). Den fysiske verden blev således overlejret på menneskers øjne, hvilket gjorde dem uvidende og blinde for alle sandheder, realiteter og visdomme ( gnosis ) .