Den præamblen til 1946 forfatningen ( IV th Republik ) fastsætter de grundlæggende rettigheder og friheder , er det blevet nødvendigt at tilføje til om menneskerettigheder og borgeren ved afslutningen af Anden Verdenskrig .
Denne tekst omfatter hovedsageligt økonomiske og sociale rettigheder.
Beslutningen 71-44 DC af 16. juli 1971 hjalp med at give teksten en forfatningsmæssig værdi efter ikrafttrædelsen af 1958 forfatningen ( V th Republik ). Siden denne dato har det franske forfatningsråd derfor også kontrolleret, om de love, som Parlamentet har vedtaget, er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne tekst, som er blevet et af de fire elementer i forfatningsblokken .
"1. I kølvandet på sejren, der blev vundet af de frie folkeslag over de regimer, der forsøgte at slavebinde og nedbryde den menneskelige person, proklamerer det franske folk endnu en gang, at ethvert menneske uden forskel på race, religion eller tro har umistelig og hellige rettigheder. Han bekræfter højtideligt menneskers og borgernes rettigheder og friheder, der er nedfældet i erklæringen om rettighederne fra 1789 og de grundlæggende principper, der er anerkendt i republikkens love.
2. Den proklamerer endvidere, som særlig nødvendigt i vores tid, følgende politiske, økonomiske og sociale principper:
3. Loven garanterer kvinder på alle områder rettigheder svarende til mænds.
4. Enhver mand, der forfølges for sin handling til fordel for frihed, har ret til asyl på republikkens territorier.
5. Enhver har pligt til at arbejde og retten til at få beskæftigelse. Ingen kan blive skadet i hans arbejde eller i hans ansættelse på grund af hans oprindelse, hans meninger eller hans tro.
6. Enhver mand kan forsvare sine rettigheder og interesser gennem fagforeningsaktion og tilslutte sig den fagforening, som han vælger.
7. Strejkeretten udøves inden for rammerne af de love, der regulerer den.
8. Alle arbejdstagere deltager gennem deres repræsentanter i den kollektive bestemmelse af arbejdsforholdene og i ledelsen af virksomheder.
9. Ethvert gode, enhver virksomhed, hvis drift har eller erhverver kendetegnene ved en national offentlig tjeneste eller et de facto monopol, skal blive samfundets ejendom.
10. Nationen giver individet og familien de nødvendige betingelser for deres udvikling.
11. Det garanterer for alle, især for barnet, moderen og de gamle arbejdere, beskyttelse af sundhed, materiel sikkerhed, hvile og fritid. Ethvert menneske, der på grund af sin alder, fysiske eller mentale tilstand, økonomiske situation ikke er i stand til at arbejde, har ret til at opnå tilstrækkelige midler til livsophold fra samfundet.
12. Nationen proklamerer alle franske folks solidaritet og lighed inden anklagerne som følge af nationale katastrofer.
13. Nationen garanterer lige adgang for børn og voksne til uddannelse, erhvervsuddannelse og kultur. Organiseringen af gratis og sekulær offentlig uddannelse på alle niveauer er en pligt for staten.
14. Den franske republik, som er tro mod sine traditioner, overholder reglerne i folkeretten. Den vil ikke føre krig for erobringens skyld og vil aldrig bruge sine kræfter mod noget folks frihed.
15. Med forbehold for gensidighed accepterer Frankrig de begrænsninger af suverænitet, der er nødvendige for organisering og forsvar af fred.
16. Frankrig danner sammen med folket i udlandet en Union, der er baseret på lige rettigheder og pligter uden forskel på race eller religion.
17. Den franske union består af nationer og folk, der samler eller koordinerer deres ressourcer og bestræbelser på at udvikle deres respektive civilisationer, øger deres trivsel og sikrer deres sikkerhed.
18. Trofast mod sin traditionelle mission har Frankrig til hensigt at lede de folk, som det har taget ansvaret for, til friheden til at administrere sig selv og demokratisk styre deres egne anliggender; eliminering af ethvert koloniseringssystem baseret på vilkårlighed garanterer det al lige adgang til offentlige funktioner og individuel eller kollektiv udøvelse af de rettigheder og friheder, der er proklameret eller bekræftet ovenfor. "
Indledningen til forfatningen fra 1946 sigter mere mod at bekræfte rettigheder af økonomisk og social karakter end individuelle rettigheder. Den indeholder i det væsentlige principperne i erklæringen om menneskerettigheder, der stod i spidsen for udkastet til forfatning afvist ved folkeafstemning om5. maj 1946. Denne erklæring bestod af 39 artikler, der skelner mellem "friheder" og "sociale og økonomiske rettigheder".
Præamblen henviser således til de rettigheder og friheder, der er anerkendt i erklæringen om rettigheder fra 1789, og til de grundlæggende principper, der er anerkendt i republikkens lovgivning, inden der er fastlagt en række økonomiske og socialpolitiske principper, "særligt nødvendige i vores tid".
Skønt de "grundlæggende principper, der er anerkendt af republikkens love" ikke præcist blev angivet af udkastene til forfatningen fra 1946, støttede forfatningsrådet sig på dette begreb for i sin retspraksis at definere et vist antal principper. af Parlamentet under III e- republikken.
Endelig definerer præamblen til forfatningen fra 1946 visse principper, der vedrører Frankrigs internationale forbindelser: Den anerkender således retten til asyl for forfulgte mennesker på grund af deres handling til fordel for frihed, minder om den franske republiks respekt for internationale folkeretlige regler og fastlægger princippet om Frankrigs samtykke til de begrænsninger af suverænitet, der er nødvendige for organisering og forsvar af fred; den definerer også rammerne for forbindelserne mellem metropolen og kolonierne med henblik på deres udvikling mod selvbestemmelse inden for den franske union.
Indledningen til forfatningen fra 1946 indeholder principper, der betragtes som "særligt nødvendige i vor tid". Disse vedrører hovedsageligt arbejdstageres rettigheder og sociale rettigheder, men de vedrører også folkeretten. Er således nævnt:
Den franske union såvel som det franske samfund, der efterfulgte den, eksisterer ikke længere, de sidste tre afsnit er forældede.