I lingvistik er opsigelse den individuelle handling for at frembringe en udtalelse , der er rettet til en adressat , under visse omstændigheder .
I al kommunikation, både mundtlig og skriftlig, er der både en udtalelse og en opsigelse. Udtalelsen er det sproglige resultat , det vil sige det talte ord eller den skrevne tekst, mens udsagnet er den sproglige handling, hvormed sprogelementer orienteres og gøres specifikt betydningsfulde af udsenderen. (Og dens medfæller, der er ikke en simpel adressat) for at frembringe den nævnte udtalelse: Vi siger generelt, at udtalelsen er den "sagde", mens udsagnet er "siger". For at opsummere, "det er ytringen, der gør ytringen".
Erklæringen er væsentlig . Derfor kan det forstås af en af vores fem sanser (oftest hørelse , i tilfælde af mundtlig og syn , skriftlig eller tegnsprog ) og desuden reproducerbar først og fremmest mundtligt, derefter skriftligt og endelig ved hjælp af moderne tekniske midler såsom optagelse, analog eller digital.
Udtalen er derimod meget mindre materiel og derfor meget sværere at definere og transkribe. Ikke altid direkte synlig, det kan være genstand for en undersøgelse eller et fradrag, men det undgår altid os, i det mindste delvist: bestående af en individuel og unik handling , " opsigelsen kan af natur ikke reproduceres ".
Fra et strengt grammatisk synspunkt kunne man på forhånd tro, at kun udsagnene vedrører denne disciplin, og at udsagnet derfor er irrelevant. Dette er ikke korrekt. Først og fremmest tjener udsagnet netop til at afgrænse grænserne for morfosyntaks , så dets placering er afgørende for studiet af visse kategorier , såsom substantiver , pronomen , adverb .
Den udsigelse Situationen er den situation, hvor en tale er blevet sagt, eller hvor en tekst er blevet produceret. Dette gør det muligt groft sagt at bestemme, hvem der taler til hvem (eller: hvem skriver til hvem), og under hvilke omstændigheder .
Den handling udsigelsesbaserede stadier aktanter og omstændigheder (vi kan opsummere dem på følgende måde: " Jeg ", " du ", " her " og " nu "). Afhængigt af om aktanterne og omstændighederne i opsigelsessituationen er til stede eller ikke i en given udtalelse, vil sidstnævnte siges at være forankret eller ellers afskåret fra opsigelsessituationen .
En udtalelse, der er afskåret fra ytringssituationen (vi siger også: et plan ikke engageret ) inkluderer ikke noget indeks (eller kobling ), der gør det muligt at identificere det. Det er ofte historien , men også følsomme udsagn, juridiske tekster, ordsprog, brugsanvisning, tekniske beskrivelser, videnskabelige demonstrationer osv. (og generelt vedrører dette det skrevne ord ):
(1) Mandag10. januar 2005ved foden af Eiffeltårnet sagde Solange Martin til Charles Dupuis: ”Pariserne greb Bastillen den 14. juli 1789. " Erklæringen " Pariserne greb Bastillen videre14. juli 1789. Er produceret af følgende ytringssituation.En udtalelse forankret i ytringssituationen (vi siger også et "gearet plan") omfatter mindst et indeks (eller kobling ), der gør det muligt at lokalisere det. Det er ofte mundtlig tale:
(3) Mandag 10. januar 2005ved foden af Eiffeltårnet sagde Solange Martin til Charles Dupuis: ”I morgen venter jeg på dig her. "Erklæringen "I morgen venter jeg på dig her" er produceret af den samme ytringssituation som den for de to udsagn ovenfor, men i modsætning til hvad der sker for de første to, indeholder denne tredje erklæring et vist antal 'koblinger, der gør det muligt at sætte det i forhold til sin egen opsigelsessituation.Omstændighederne svarer til omstændighederne ved udtalelsen. Aktanterne for opsigelsen som for dem er på den ene side forkynderen , det vil sige den, der taler eller skriver, på den anden side adressaten , det vil sige den anden, til hvem erklæringen er adresseret, talt eller skrevet.
Ledetrådene, der gør det muligt at identificere enukatorens deltagelse i ytringssituationen, tilstedeværelsen af adressaten samt omstændighederne for sted og tid, hvori ytringen produceres, kaldes gearkasser .
Den enunciator er den skuespiller, der siger (eller kunne sige) " I ". Det kaldes også afsenderen eller emnet for udtalelsen .
Lad os passere bemærke, at emnet for opsigelsen ikke bør forveksles med emnet for udtalelsen, hvor sidstnævnte svarer mere eller mindre til det grammatiske emne: Bernard er væk. Emnet for udtalelsen er navnet " Bernard " (det er også det grammatiske emne); emnet for udtalelsen er på den anden side den person, der udtaler denne udtalelse.Den Modtageren er den aktant til hvem enunciator siger (eller kunne sige) " du ". Han kaldes også en co-enunciator .
De omstændigheder væsentlige refererer til omstændighederne plads og tid , som vurderes i forhold til det at udsigelse:
Men omstændighederne betegner også i en bredere forstand det sæt af omstændigheder, der bestemmer en opsigelseshandling (nogle sprogvidenskabere taler om en enunciativ sammenhæng ):
Kan du huske disse ferier i Brasilien? Befaleren minder modtageren om deres fælles ferie i Brasilien, sandsynligvis relativt fjernt i tide ("Kan du huske? ..."). Den demonstrative " disse " bør ikke vildlede: ferien i Brasilien er tilsyneladende forbi, men denne demonstration er der for at vidne om, at de ved tanke altid er til stede i udsagnssituationen og er en del af det sociokulturelle miljø og det fælles minder om de to involverede aktører.I en dialog (i teatret , i en roman ...) med hver ny linje ændres opsigelsens situation, da udsenderen og modtageren også ændrer sig. I historien er det lidt mere kompliceret.
I dimensionen af historien (eller fortællingen ) bliver fortælleren (mere præcist, forfatteren, da der oftere end ikke er skrevet en historie ) fortælleren , det vil sige den, der fortæller historien. Han kan deltage i den historie, han fortæller. Nogle gange smelter det sammen med forfatteren, for eksempel i tilfælde af en selvbiografisk historie . Andre gange fortæller forfatteren tværtimod under navnet på en karakter , ægte eller fiktiv: i dette tilfælde anbefales det at skelne forfatteren fra fortælleren.
For eksempel er detektivromanen Mordet på Roger Ackroyd forfatter af Agatha Christie , men det er den fiktive karakter Doctor Sheppard, der er fortælleren.Normalt får fortælleren karaktererne til at tale om sin historie ved at rapportere deres ord. Denne proces, kaldet nøjagtigt rapporteret tale , gør det muligt at høre en flerhed af stemmer (nogle lingvister i denne henseende taler endda om polyfoni ).
Den rapporterede tale kan antage direkte eller indirekte. Den direkte tale er det nøjagtige citat (normalt anførselstegn) den tale, der leveres af en tredjedel, mens den indirekte tale er inkorporeringen (med transponering og uden anførselstegn) af en tredje tale i syntaksen for hovedtalen, fortællerens:
(1) Jacques meddelte mig: ”I morgen skal jeg på ferie. " [Direkte tale] (2) Jacques meddelte mig, at den næste dag skulle han på ferie. [Indirekte tale]Vi vil derfor fremsætte følgende bemærkninger:
Lad os tage et eksempel på fablen om La Fontaine Le Corbeau et le Renard . Fra start til slut er La Fontaine både forfatter og fortæller . Helt i begyndelsen af teksten er La Fontaine også en forkynder (" Master Raven, på et træ, perched ... "). Men når ræven siger: " Hej hej, Monsieur du Corbeau ... ", er det et beslægtet ord (til direkte tale), og i dette tilfælde er taleren faktisk ræven og ikke længere forfatterens fortæller.