Edirne

Edirne
Adrianople
ComplexSultanBayezidIIEdirne.JPG
Enez Kalesi - Ainos Slot - panoramio (1) .jpg
Administration
Land Kalkun
Område Marmara-regionen
Provins Edirne
borgmester
Mandat 		Recep Gürkan ( CHP )
2019 -2024
Præfekt Nusret Miroğlu
2004
International telefonkode + (90)
Nummerplade 22
Demografi
Befolkning 143.459  beboere
Geografi
Kontakt information 41 ° 40 '28' nord, 26 ° 33 '39' øst
Højde 74  m
Beliggenhed
Placering af Edirne
Distrikter i provinsen Edirne .
Geolokalisering på kortet: Tyrkiet
Se på det administrative kort over Tyrkiet Byplacering 13.svg Edirne
Geolokalisering på kortet: Tyrkiet
Se på det topografiske kort over Tyrkiet Byplacering 13.svg Edirne
Forbindelser
Rådhusets websted http://www.edirne.bel.tr
Provins websted http://www.edirne.gov.tr
Kilder
"  Indeks Mundi / Tyrkiet  "

Edirne (tidligere Andrinople , fra det græske Ἁδριανούπολις / Adrianoúpolis ) er præfekturet i den tyrkiske provins med samme navn, der grænser op til Bulgarien og Grækenland . Byen har omkring 143.000 indbyggere. Det krydses af Maritsa , hebraisk af de gamle ( Meriç på tyrkisk ). Dens indbyggere er “adrianopolitanerne”.

Historie

På grund af sin placering som et overgangssted var byen stedet for mange militære sammenstød (se de forskellige artikler om slagene mod Adrianople ). I sin History of the War , John Keegan indikerer, at byen har kendt til femten vigtige belejringer eller slag. Dens geografiske placering forklarer i vid udstrækning denne særlige, da den ligger ved sammenløbet af tre floder og lige så mange dale, i et robust område, hvor passager derfor er begrænsede. Byen udgør en strategisk lås på vej til Konstantinopel .

antikken

Byen blev grundlagt i 125 af den romerske kejser Hadrian (deraf det græske navn Adrianopolis ) på stedet for en ældre thrakisk bosættelse kaldet Orestias , Uskudama eller Odrysia . Der var flere slag i Adrianopel den IV th  århundrede: i én , Konstantin besejrede Licinius i 324; i den anden, den berømte slag ved Adrianopel af 378 , hvor den romerske hær var under kommando af den romerske kejser Valens og visse germanske stammer, hovedsageligt vestgoterne (goterne Thervingues) og Ostrogoterne (goterne Greuthungues), blev befalet af Fritigern .

Middelalderen

Det 14. april 1205, var det stedet for endnu en kamp mellem Bulgaro-Wallachians og hæren til den latinske kejser af Konstantinopel Baudouin af Flandern , der blev taget til fange der. Geoffrey af Villehardouin , seneskalken Champagne og klummeskribent på 4 th  korstog, det viste sine evner som en strateg i at redde skillevejen mellem militære nederlag.

Datoen og omstændighederne for osmannernes erobring af byen kendes ikke med sikkerhed og er genstand for debat, og den mest sandsynlige dato var 1361 eller 1369. Murad I gjorde først den senere sin hovedstad. Adrianople forblev den osmanniske hovedstad indtil erobringen af ​​Konstantinopel i 1453 .

Moderne periode og nutidig periode

Under det osmanniske imperium var Adrianople hovedstad i en sandjak (distrikt) og en af ​​boliger i Beylerbey , guvernør for Pashalik i Roumélie, som omfattede de fleste af Balkan-provinserne  ; den er opgivet til Bitola ( Manastir på tyrkisk) ved XVIII th  århundrede. I det XIX th  århundrede, blev det i 1826 hovedstad pachalik Adrianopel, forvandlet til Vilayet i 1865-1867.

Det var i denne by, den såkaldte jødiske messias Sabbataï Tsevi blev arresteret og retsforfulgt af Sultan Mehmed IV i september 1666 . For at undslippe en bestemt dødsdom omfavner han islam, efterlignet af sine tilhængere, hvilket giver anledning til sabbatsbevægelsen .

Russerne og osmannerne underskrev Adrianopel-traktaten i 1829, hvorved sidstnævnte afstod Donau til munden til Rusland , gav den gratis sejlads i Sortehavet , anerkendte grækernes uafhængighed og fik fast Wallachias skæbne fra Moldova og Serbien .

Grundlæggeren af bahaismen , Mirza Husayn Ali Nuri , boede der i fire år mellem 1864 og 1868 . Det hus, han besatte (kendt som Beyaz Ev , bogstaveligt talt "det hvide hus") er et stort pilgrimssted for bahai.

Byen er stedet for et berømt slag under den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878 , som resulterede i San Stefano-traktaten . I henhold til de osmanniske statistikker fra 1908 bestod befolkningen i Adrianopel derefter af 30.000 muslimer (tyrkere, circassere, albanere, sigøjnere og andre), 22.000 grækere eller hellenofoner, 12.000 jøder, 10.000 bulgarere, 4.000 armeniere og 2000 "uklassificerende".

Under den første Balkanskrig (oktober 1912 - maj 1913 ) blev Adrianople taget af bulgarerne under belejringen af ​​Adrianople  ; men det blev overtaget af osmannerne under Anden Balkanskrig (juni-Juli 1913). To tredjedele af dens indbyggere eller omkring 60.000 mennesker måtte derefter forlade byen. De erstattes af anatolske bosættere.

I 1918 er det osmanniske imperium på den tabende side i første verdenskrig . Den Sèvres-traktaten (10. august 1920) afstår Edirne - endnu en gang Adrianople - til Grækenland . Men i slutningen af ​​den græsk-tyrkiske krig 1919-1922 vendte Adrianople - endnu en gang Edirne - tilbage til det osmanniske imperium, nu Tyrkiet , ved Lausanne-traktaten (24. juli 1923).

Edirne var den "europæiske destination for ekspertise", der blev udvalgt til Tyrkiet i slutningen af 2008- sessionen for den europæiske konkurrence for ekspertise inden for turisme, arrangeret inden for rammerne af EDEN- projektet , og som belønner en destination fra det deltagende land. Temaet for konkurrencen det år var ”turisme og lokal immateriel arv”.

Monumenter

Den røde af Adrianople

Inden for farve og farvestoffer er der en rød kaldet den røde af Adrianople.

Det er en forbindelse af blykromat og blyoxid, et giftigt pigment i eliminationsprocessen. Dens nuværende sammensætning er nøjagtig den samme som versionen af ​​den sene gule krom-orange. Faktisk svarer udtrykket "rød" fra Adrianople til et gammelt sprogligt hul. I dag vil det hellere blive klassificeret blandt de orange. Den indeholdt eosin (som den førnævnte kromgule).

Dens fremstillingsproces - lidt speciel - var en vigtig handelshemmelighed, der blev afsløret i middelalderen. Harsk fedt, olie, urin og ekskrementer, animalsk blod: produktionen var særlig beskidt. Denne farve blev primært brugt til farvning.

Adrianopels røde eller tyrkiske røde eller indiske røde betegner både en proces til farvning af bomuldsrød og resultatet af denne operation. I modsætning til hvad der sker med uld, er det ekstremt vanskeligt at farve bomuld rød med galere. Imidlertid eksisterede en ekstremt kompleks proces. Indien advarede monopol indtil XVII th  århundrede. Derfra går han til Mellemøsten og nåede Vesteuropa i XVIII th  århundrede. Det etablerede sig først i Frankrig, i Rouen og Nîmes, derefter i Alsace, Schweiz og germanske lande. England (Manchester) og Holland forbliver for deres del ikke inaktive. Den traditionelle proces, der bruger en meget lang række af særligt ildelugtende operationer (bade i harsk fedt, olier, urin og ekskrementer, animalsk blod) forenkles gradvist. Den Adrianopel rød er meget moderne i XIX th  århundrede og er en af de specialiteter fra Mulhouse farvestof.

Relaterede artikler

Galleri

Relaterede personligheder

Bibliografi

Referencer

  1. John Keegan ( overs.  Regina Langer), Krigshistorie , Perrin, koll.  "Tempus",2019, s.  120-121.
  2. Journal of Byzantine Studies , nr .  25, 1967 s.  345 [ læs online ]
  3. Gilles Veinstein , slaver i Porte i Det Osmanniske Rige. II: rekruttering, uddannelse, karriere [ læs online ] .
  4. http://ec.europa.eu/enterprise/sectors/tourism/eden/destinations-2008/index_fr.htm .
  5. Andrinople, den storslåede røde , arbejde skrevet under ledelse af J. Jacqué, La Martinière, Paris, 1995.
  6. D. Cardon, Verden af ​​naturlige farvestoffer , Belin, 2003, sp. s.  106-108 .

eksterne links