Idéen med stablede tårne er at finde to tårne i træk, den ene bag den anden, men med det andet tårn placeret over det første, så det andet tårn kan skyde over det første. Denne konfiguration betyder, at de to tårne foran eller bagpå kan skyde mod ethvert mål i deres sektor, selv når målet var i samme lodrette plan som tårnene.
Historien om store overflade krigsskibe viser, at de danner generiske klasser som slagskibe og underklasser som præ-dreadnoughts og dreadnoughts . Perioden med teknisk udvikling fandt sted omtrent fra 1900 til 1945. En del af den tekniske udvikling var motiveret af behovet for at samle så mange våben med stor ildkraft som muligt i det mindste rum. I tidlige design var store kanontårne alle placeret på det samme skydeplan på den ene eller den anden side. Til fyring fremad eller bagud kan normalt kun det forreste eller bageste tårn skyde, især i små vinkler.
Den første bekymring var, at trykket og chokket fra det øverste tårn ville skade det nederste, når der affyres fra det øverste. Test udført af den amerikanske flåde ved hjælp af USS Florida- monitoren som en testbed viste, at konceptet med overlejrede tårne var sikkert. Resultatet var designet af det såede slagskib i South Carolina-klasse .
Den første bygning med overlejret artilleri (dog ikke af samme kaliber) var det franske slagskib Henri IV , der blev lanceret i 1899. Stablet tårne var ikke begrænset til kun to tårne, for eksempel på lette krydsere af Atlanta-klassen , som blev udviklet og bygget til brug i Anden Verdenskrig . Disse skibe brugte et tredobbelt overlapningssystem både for og bag. Hvert tårn husede to 5-tommer / 38-kaliber kanoner , der havde en næsten helt klar, næsten bue-brandazimut.
Den Henri IV, den første slagskib i verden med overlejrede tårne.
Den USS Atlanta , tredobbelt har overlejret tårne.