Den objektive idealisme er en metafysisk idealisme, der udgør en verden, hvor det materielle væsen er baseret på en åndelig . Det præsenterer sig som en filosofisk opfattelse ontologisk i modsætning til materialisme . Josiah Royce , en fremtrædende fortaler for denne metafysik, skrev, at det var irrelevant "om nogen kalder alt dette for teisme eller panteisme ." Platon betragtes som en af de første repræsentanter for objektiv idealisme. Uafhængig af den subjektive idealisme fra George Berkeley opgiver objektiv idealisme ting i sig selv af kantiansk dualisme .
Den idealisme i form af metafysik, er den filosofiske tanke, at sindet er den grundlæggende virkelighed. Det har antaget flere forskellige, men beslægtede former. Blandt dem er objektiv og subjektiv idealisme. Objektiv idealisme accepterer sund fornuft realisme (ideen om, at materielle objekter eksisterer) men afviser naturalisme (ifølge hvilken ånd og åndelige værdier opstod fra materielle ting), mens subjektiv idealisme benægter, at genstande materielt eksisterer uafhængigt af menneskelig opfattelse og er således imod realisme og naturalisme .
Hvis subjektiv idealisme er indesluttet i kendskabet til individualitet og den sensuelle form af dens erkendelse, går objektiv idealisme tværtimod tilbage til resultatet af menneskelig tænkning, af hele verdens kultur. 'Mennesket til et absolut, tilskriver ham et absolut uafhængigt over-personligt væsen og aktiv magt '
Schelling og Hegel foreslog former for objektiv idealisme. Men denne er først forbundet med Platon . Den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914) præsenterede således sin egen version af objektiv idealisme:
”Den forståelige teori om universet er den om objektiv idealisme, at materie er et svækket sind, uforlignelige vaner bliver fysiske love. ” (Peirce, CP 6.25).