Tristan og Iseut

Tristan og Iseut er en middelalderlig litterær myte, hvor de normanniske digtere , forfattere af de første bevarede skriftlige versioner af denne legende, lokaliserede handlingen i Cornwall , Irland og Bretagne . Oprindeligt er historien en tragedie centreret om den utro kærlighed mellem Knight Tristan (eller Tristram) og prinsesse Iseut (eller Iseult, Yseut, Yseult, Isolde, Ysolde). Det går forud for Arthur-legenden om Lancelot du Lac og GuinevereHvilket er formentlig inspireret og påvirket varigt vestlig kunst (maleri, litteratur, etc.), da det dukkede op i XII th  århundrede. Selvom historien er blevet tilpasset og moderniseret flere gange, gentages forholdet og de konflikter, der opstår derfra.

Iseut med de hvide hænder var misundelig på den kærlighed, hendes mand havde til Iseut den blonde . Da Tristan, såret ihjel, kaldte Iseut den blonde til hjælp, fordi hun var den eneste, der var i stand til at helbrede ham, aftalt han, at båden ville vende tilbage med et hvidt sejl, hvis hun gik med på at redde ham. Iseut ankom derefter i et skib med et hvidt sejl, men Tristans kone fortalte ham med vrede og jalousi, at sejlet var sort. Tro på sig selv forladt af den, han elsker, og lader sig dø. Iseut la Blonde, der lærte om Tristans død, lod sig dø i sine arme.

Legendenes oprindelse

Teksterne

Teksten vises i den mundtlige tradition for Bretagne i det gamle Gwerz de Bran ("klid", der betyder krage på fransk). Han er en certificeret sang IX th  århundrede og udgivet af Théodore Claude Henri i barzaz BREIZ århundreder senere under titlen krigsfangen .

I det XII th  århundrede blev det oversat til fransk af en troubadour og kommer dermed den skrevne litteratur. Flere forskellige tekster ser derefter dagens lys, herunder de berømte versioner af Béroul og Thomas af England , hvoraf nogle er gået tabt, såsom Chrétien de Troyes  ; ingen af ​​dem, der er kommet ned til os, er komplette. Mellem 1900 og 1905 rekonstruerede Joseph Bedier en "komplet" version af legenden fra Béroul, Thomas af England, Eilhart von Oberge og anonyme fragmenter. Hans bog, der genopdagede historien, er blevet referenceversionen for den moderne læglæser.

Keltisk oprindelse

Historiens oprindelse er usikker, men legenden vil være en god del på grund af bidrag fra forskellige folks keltiske (inklusive walisisk , kornisk , britisk rustningskæde ) det kulturelle område Brythonic . Nogle kritikere som Bedier, Wolfgang Golther eller Gertrude Schoepperle  (af) er den oprindelige tekst i billedteksten i første halvdel af det XII th  århundrede. Andre som Carney spore VIII th  århundrede. Imidlertid er selve eksistensen af ​​en enkelt og komplet første konto i bunden af ​​dem, der er bevaret for os, tvivlsom. Legenden kom sandsynligvis ikke sammen på én gang. Det ville have udviklet sig gradvist oralt og overført fra generation til generation, derefter over omskrivninger, genfortolkninger og kulturelle eller geografiske berigelser eller deformationer. Baseret især på de mest arkaiske elementer i legenden, kan man dog antage, at de walisiske bards ved oprindelsen af ​​de første kendte skrifter om Tristan ( triaderne ) selv var inspireret af en legende fra den keltiske litteratur. Denne har som hovedpersoner elskere Diarmuid og Grainne . Mange motiver til stede i denne legende findes i historierne om Tristan. Legenden om Deirdre og støj er også blevet givet som en anden kilde til myten .

Blandt legendens mulige oprindelse fremkalder Philippe Walter , der citerer en walisisk fortælling, Ystoria Trystan , en sæsonbestemt læsning af den tristanianske myte, hvor "Yseut tilhører Marc i årets mørke måneder, og det tilhører Tristan i løbet af sæsonen. klar ” .

”Så Arthur fik ham til at slutte fred med March ap Meirchion. Han talte til de to efter hinanden, men ingen af ​​dem ville være uden Essylld. Så Arthur besluttede, at man ville have det, mens der er blade på træerne; den anden, når der ikke er nogen: manden skal vælge. Marts vælger det tidspunkt, hvor træerne ikke har blade, for så er nætterne længere ... ”

Indflydelse af gamle romaner

Selvom Tristans motiver er direkte knyttet til dem i keltiske myter, er det ikke svært at etablere forhold mellem gamle romaner og Tristans romaner , især Thomas. Faktisk synes de mest originale egenskaber ved sidstnævnte sammenlignet med den almindelige version, såsom multiplikation af monologer og kommentarer til skade for den rene fortælling, lånt fra den gamle roman. De er grundlaget for en refleksion over kærlighed i selve romanens hjerte, som nærmer sig bekymringerne fra visse gamle romaner. Frem for alt og her mere generelt sporer Tristans romaner, selvom ingen er komplette, heltenes rejse fra hans fødsel til hans død. De er kendetegnet ved, hvad Emmanuèle Baumgartner kalder i sit studie Tristan et Iseut: fra legende til historier i vers, en "biografisk struktur", der kopierer "historiens tid efter modellen af ​​menneskelig tid". Denne struktur arves direkte fra gamle romaner. Ifølge Goulven Peron ville de gamle romaner (især de fra Stace , Virgil og Ovid ) endda udgøre hovedkilden til fortællingsdiagrammerne for romanen Tristan og Iseut .

Tristans romaner og den høflige tradition

Tilstedeværelsen af ​​udtrykket fin'amor i Béroul-manuskriptet, ligesom det i en ægte diskurs om kærlighed i Thomas, kan vildlede og føre Tristans romaner til at blive bragt tættere på genren af hofflig romantik for hurtigt . Den største forskel er, at begær er i den traditionelle tradition ensidig (fra manden til kvinden begær) og er absolut kontrolleret og kanaliseret for at frembringe den elskede diskurs, der udgør selve materialets arbejde. Men hvad der grundlægger Tristans romaner og ud over selve Tristan og Isolde, er de to elskendes manglende evne til at kontrollere deres ønske. Når ønsket om den høflige tradition er frugtbart, fordi det aldrig bliver realiseret og giver digteren mulighed for at synge sin kærlighed, er ønsket om Tristans romaner på grund af drikken altid altid realiseret og udgør en kilde til angst mere end et emne for ophøjelse. For kultens begær i den høflige tradition erstatter Tristans romaner billedet af et destruktivt ønske, som endda udgør en modmodel, hvorfra de yngre generationer skal vendes. Historien om denne fatale lidenskab skal i Thomas forhindre nye elskere.

Mød tuiz gear af amur!

“Mod alle kærlighedens fælder! "

Imidlertid ville en rent negativ fortolkning af begær i Tristans romaner være partisk; man kan også se i kærlighedens død den højeste erkendelse af en kærlighed, der nødvendigvis overskred grænserne for menneskenes verden. Faktum er, at ønsket i Tristans romaner i modsætning til dets position i høflige romaner er både gensidigt og umuligt at kontrollere.

Legenden (i Joseph Bediers version)

Dette resumé er kun en kort syntese, da legenden kender til forskellige versioner og udviklinger, sommetider selvmodsigende.

Rivalen , konge af Loonois i Little Britain , giftede sig med Bleunwenn ( bretonsk navn, der betyder "Blanche-Fleur"), søster til Marc'h , konge af Cornwall (i det sydvestlige England). Han overdrager sin kone til sin marskal Rouhault. Senere bliver Rivalen dræbt af sin fjende, Morgan, i baghold, før Tristan bliver født. Blanchefleur, Tristans mor, døde kort efter fødslen.

Tristan tages derefter ind af Rohalt, marskal de Rivalen. Rohalt uddannet ham i syv år, så betroet ham til Gorvenal ( godsejer ). Senere blev han optaget af sin onkel, kong Marc'h , i Cornwall . Sidstnævnte måtte hylde kongen af Irland . Et par år senere beslutter Tristan at sætte en stopper for denne skik, og når han ankommer til øen, skal han kæmpe mod kæmpen Morholt , kongens svoger. Tristan får et slag fra det forgiftede sværd, men det sårer giganten dødeligt, der i sidste åndedrag fortæller ham, at Iseut, kongens datter, har magten til at neutralisere giften. Den unge pige helbreder Tristan af hans lidelser uden at hun ved, at han dræbte sin onkel Morholt. Når han er kommet sig, tager han til søs igen og vender tilbage til sin onkel.

Marc'h ønskede, at hans nevø skulle efterfølge ham i spidsen for Cornwall, men nogle herrer modsatte sig det og foretrak en direkte rækkefølge. Kongen dekreterer, at han vil gifte sig med den, som det gyldne hår tilhører, deponeret samme morgen af ​​to svaler . Tristan husker Iseut og foreslår en ambassade til kongen af ​​Irland. Knap landet kommer en forfærdelig drage frem, at han skal kæmpe og dræbe, ikke uden at være blevet såret. For anden gang plejes han af kongens datter. Iseut ser, at ridderens sværd bærer et mærke, der svarer til et stykke jern, der findes i kraniet i Morholt; hun forstår, at det er Tristan, der dræbte sin onkel, men opgiver enhver idé om hævn. Han udfører sin mission, og faderen accepterer, at hans datter gifter sig med kongen af ​​Cornwall Marc'h, hvilket er en måde at løse forskellene mellem de to kongeriger på. Iseut føler en vis vrede over den manglende interesse, som Tristan har vist ham, men begiver sig ud for Storbritannien .

Dronningen af ​​Irland giver en trylledrik til Brangien , Iseuts tjenestepige, der er på rejse. Det er beregnet til nygifte på deres bryllupsnat. Drikkens magt er sådan, at de elskende er forelsket og glade i tre år efter absorption, og at en adskillelse vil være uudholdelig, endda dødelig. Ved en fejltagelse giver denne drik Brangien Tristan, mens han navigerer mellem øen og fastlandet af en varm aften af Saint John . Tro på at slukke sin tørst med vin, Tristan drikker magisk drik og tilbyder den til Iseut. Effekten er øjeblikkelig. På trods af denne nye urokkelige kærlighed blev den unge pige gift med kong Marc'h . Men på bryllupsnatten er det tjeneren Brangien (den uerstattelige tjener, en sand tryllekunstner), der finder sted i kongens seng, fordi hun stadig er jomfru ... Dette er ikke tilfældet med Iseut, som vender tilbage til glide ind i sin mands lagner tidligt om morgenen efter at have overnattet i Tristans arme.

Efter mange eventyr tager de elskende fly og søger tilflugt i den mørke og uigennemtrængelige skov i Morrois ( Moresk-  skoven (i) nær Truro ). Efter tre år, som dronningen af ​​Irland, mor til Iseut, havde besluttet, ophører magiens magi på midsommerdagen. Efter lang tid med forskning overrasker kongen dem sovende i hulen, der beskytter dem, Tristans sværd plantet i jorden mellem dem to. Kongen synes, det er et tegn på kyskhed og respekterer deres følelses renhed. Han erstatter sværdet med sit eget, lægger sin ring på Iseuts finger og forlader. Efter opvågnen forstår de, at kongen skånede dem og tilgav dem. Efter at charmen er ophørt med at handle, accepterer de at "stor sorg" skal skilles, og Iseut vender tilbage til kong Marc'h. Men hvis de efter tre år ikke længere elsker hinanden på en magisk måde, fortsætter de alligevel med at elske hinanden på en "menneskelig" måde og kender nu det misundelsesgift, som de ikke havde kendt før.

Kong Marc'h tager sin kone tilbage med stor ære, men alligevel forviser Tristan på grund af jalousi hos nogle af hans baroner. Efter at have tøvet længe, ​​tog Tristan til Bretagne, hvor han endte med at gifte sig med Iseut med hvide hænder , hvis skønhed og navn (som havde en magisk karakter) mindede ham om Iseut den blonde. Hans vigtigste beskæftigelse er at kæmpe, og under en ekspedition er han alvorligt såret. Endnu en gang kan kun Iseut la Blonde redde ham. Han beder om hende ved at aftale, at båden vender tilbage med et hvidt sejl, hvis hun har aftalt at komme og redde ham. Skibet har faktisk et hvidt sejl, men Tristans kone, Iseut aux Blanches Mains, som han aldrig har "hædret", utilfreds med jalousi, fortæller ham, at sejlet er sort. Tro på sig selv forladt af den, han elsker, og lader sig dø. Iseut la Blonde, der ankommer nær Tristans krop, dør til gengæld af sorg. Kong Marc'h går til søs, bringer de elskendes lig tilbage og begraver dem i Cornwall, den ene nær den anden. En bramble vokser og forbinder deres grave. Andre siger, at det er en rosenbuske, der blomstrer ved Iseuts grav, og et vin, der prydede Tristans, og de er så forbundet med hinanden, at ingen, der ikke vidste og ikke vil være i stand til at adskille dem.

I kultur

Litteratur

Moderne franske versioner
  • Le Roman de Tristan et Iseut , Paris, Henri Piazza kunstredaktør, 1900 , illustreret med kompositioner af Robert Engels  : dette arbejde blev oversat til tysk i 1901 og til engelsk i 1903 - Tekst på Wikisource
  • The Romance of Tristan af Thomas digt af XII th  århundrede , 2 bind, samling "Selskabet af de gamle franske tekster", Paris, Librairie Firmin-Didot & Co., 1902-1905 - læs videre Gallica .
  • Tristan og Isolde , Den paperback, fornyet i moderne fransk fra teksterne til XII th og XIII th  århundreder af René Louis , 1972 ( ISBN  2253004367 )
  • Romanen fra Tristan og Iseut , udgave 10/18, middelalderlig bibliotekssamling. Forord af Gaston Paris og version af Joseph Bedier ( ISBN  2264003790 )
  • Tristan og Iseut de Béroul . Præsentation, noter og oversættelse til moderne fransk af Philippe Walter . Fil Corina Stanesco ( LAC 2001 ), Paperback , ( ISBN  9782253160724 )
  • Tristan og Yseut de Béroul . Præsentation og oversættelse af Daniel Poirion. Forord af Christiane Marchello-Nizia . Gallimard , klassisk Folio- samling ( BAC 2001), ( ISBN  9782070392568 )
Litteratur inspireret af legenden siden 1945
  • Pierre Garnier , Tristan et Iseult, rumligt digt (forord af Ilse Garnier , efterfulgt af Journal de composition de Tristan et Iseult ), André Silvaire , 1981 .
  • Tristran , et digt af Gérard Cartier (Obsidiane, 2010 ), genopretter tvetydigheden, som forvitringsændringer giver gamle manuskripter. Forfatteren fortolker frit legenden, transporteret til slutningen af ​​det sidste århundrede, midt i den irske krise, som derefter ryster Det Forenede Kongerige: men kun den vilde og desperate kærlighed, der forener elskere, som kun kan løses i døden: De ønsker at udholde denne lidenskab, der skader dem / Og som al deres grund fordømmer ...
  • Yann Brekilien placerer historien i sin roman Iseult et Tristan (bemærk inversionen af ​​fornavne) i sin mytologiske sammenhæng for at vise myten i sin primitive forstand. Han giver Iseut tilbage det sted, som keltiske kvinder havde i samfundet, det vil sige mænds lige (se dronning Medb, der udløser Razzia des vaches de Cooley , for at ligestille sin mand i fædre., Kong Ailill ). Hun er initiativtager til flyvningen med sin elsker og hævder sin uafhængighed, hvilket var utænkeligt for de normanniske findere. Editions du Rocher , 2001
  • René Louis 's "restitution" (1972): forfatteren vedtog et mere arkaisk synspunkt, mindre høfligt, mindre kristent også med et ord mere keltisk end Joseph Bediers. Dette fremgår især i kapitlet Den tvetydige ed - hvor det er Iseuts snedighed og endnu mere Brangiens arbejde, og ikke Gud som i Bedier med det varme jern - såvel som i episoden af ​​"The Bold" Vand "der henviser direkte til den irske tradition gennem fortællingen om Diarmaid og Grainne. Lad os ikke glemme, at Iseut er datter af kongen af ​​Irland, at hendes bror Morholt er en kæmpe, og hendes mor en tryllekunstner, der er ekspert i "urteagtige drikkevarer". Nu lærte Iseut videnskaben fra sin mor. Hvad angår slutningen, kræver den sårede Tristan hende, det er selvfølgelig for kærlighed, men også fordi hun er den eneste, der kan finde kur mod det forgiftede sår (som dronningen af ​​Irland havde gjort i årevis tidligere med skaden han opretholdt fra Morholt). Iseut er et vigtigt eksempel på disse kvinder, som den keltiske tradition viser os  : frie kvinder, der vælger deres skæbne, selvom han skulle føre dem til døden, og ikke tøve med at bruge kunstgenstande, da det i det væsentlige blandt Kelterne alle kvinder er feer. Meget interessant om dette emne noterne og kommentarerne i slutningen af ​​bogen, især om forholdet mellem kærlighedsdrikken og geis (ord med magiske dyder) så udbredt i den irske tradition. På René Louis, tjeneren Brangien tager ikke fejl, hun serverer "urtvinen" med fuld kendskab til fakta (med Iseuts fulde samtykke) mens hun udtaler "Reine Iseut, tag denne drik, der blev tilberedt i Irland til kong Mark ! Men Tristan hører intet. Dette viser også, at Brangien er meget mere end en simpel tjener. Det henviser os til de utallige "jomfruer" i Arthur-cyklussen, alle kvalificerede som kloge, fromme og rådgivende, som er en sen avatar for de utallige feer, der er allestedsnærværende i keltiske myter (se Lunette i Yvain de Chretien de Troyes ).
  • Joseph Loth var interesseret i stednavne og søgte på Cornwall steder, hvor historien finder sted, idet han identificerede en sandsynlig Malpas syd for Truro, Den tidligere / Lantyne mellem Castle Dore  (in) og floden Fowey , Blanchelande, Constantine, Tristans spring i dag siger spring fra kapellet syd for Mévagissey  (in) , Moresk-  skoven (in) ( Truro ) osv. alle disse steder er i Cornwall, se bibliografien.

Teatertilpasninger

Audiovisuelt

Filmografi TV-shows

musik

Operaer Musikalske shows

Visuel kunst

Tekstiler Maleri Dekorativ kunst Skulptur

Noter og referencer

Referencer

  1. Jacques Chocheyras, Philippe Walter, Tristan et Iseut: genesis of a litterary myth , Paris, Honoré Champion, 2019, 266  s. , ( ISBN  978-2-85203-551-5 )
  2. "Af bretonsk oprindelse spredte historien om Tristan og Iseult sig til Cornwall, Irland og Storbritannien", Arthur Cotterell, Mythologie Celtique , Celiv, Paris, 1997, ( ISBN  2-86535-336-2 )  ; Dictionary of the History of Brittany , s.  737 , artikel “Tristan”, Skol Vreizh, Morlaix, 2008, ( ISBN  978-2-915623-45-1 )
  3. Mireille Demaules, Tristan og Yseut: De første europæiske versioner , Gallimard , koll.  "Pleiade",1995, 1730  s. ( ISBN  978-0-300-13370-7 , læs online ) , "Katalog", s.  1682.
  4. Walter 2006 , s.  88.
  5. Walter 2006 , s.  26.
  6. Goulven Peron, "  Oprindelsen til Tristans roman  ", Bulletin of the Archaeological Society of Finistère ,2015, s.  351-370 ( læs online )
  7. www.aresfilms.com

Bemærkninger

  1. "Den ædle konge Mark var den eneste herre og hersker over alle folket i England og Cornwall. Kong Mark stod i hovedstaden kaldet Tintagel [i Cornwall, et amt i det sydlige England], Tristan et Iseut , red. Daniel Lacroix og Philippe Walter , samling "Lettres Gothiques", Librairie Générale française , 1989, s. 510 Se i dette arbejde de to kort, side 496 og 508, som tydeligt lokaliserer Cornouailles, kong Markus rige i det sydvestlige England.
  2. Helt efterlod sit navn på Tristan Island uden for Douarnenez . Se Gwenc'hlan Le Scouëzec , Le Guide de la Bretagne , side 203, Coop Breizh, Spézet, 1997, ( ISBN  2-84346-026-3 ) .

Se også

Bibliografi

  • Denis de Rougemont , L'Amour et l'Occident (1939, endelig udgave 1972).
  • Michel Clouscard , Treaty of Crazy Love, Scanéditions , Social editions, Paris, 1993. Reissue: Kontre Kulture editions, 2014
  • Jean-Charles Huchet, Tristan og blodets skrivning , Paris, PUF, 1990.
  • Emmanuèle Baumgartner , Tristan et Iseut, Fra legende til historier i vers , Paris, PUF, 1993, 128  s. , ( ISBN  978-2-13039-847-9 ) .
  • Michel Zink , Introduktion til fransk litteratur fra middelalderen , Paris, Le livre de poche, 1993, 189  s. , ( ISBN  9782253064220 ) .
  • Jacques Ribard, ”Le Tristan de Béroul, en verden af ​​illusion? » Fra mytisk til mystisk. Middelalderlig litteratur og dens symboler , Paris, Honoré Champion, 1995, 418  s. , ( ISBN  978-2-85203-726-7 ) .
  • Philippe Walter , Tristan og Yseut. Svinherden og soen , Paris, Imago,2006.
  • Shahla Nosrat, Tristan et Iseut og Wïs et Râmî, indoeuropæisk oprindelse af to middelalderlige romaner , forord af Philippe Walter, L'Harmattan, 2014
  • Joseph Loth , Bidrag til studiet af rundbordsromaner, 1912
  • (de) Ute Nanz, Die Isolde-Weisshand-Gestalten im Wandel des Tristanstoffs: Figurenzeichnung zwischen Vorlagenbezug und Werkkonzeption , Heidelberg, 2010, 339  s.- Anmeldelse af: Philippe Walter , “Ute Nanz, Die Isolde-Weisshand-Gestalten im Wandel des Tristanstoffs. Figurenzeichnung und zwischen Vorlagenbezug Werkkonzeption " middelalderlige civilisationspapirer , nr .  240, 2017, s.  428-429 [ læs online ] . - Første version af bogen: Münster, Westfälische Wilhelms-Universität, 2008.
  • Valérie Lackovic, Undersøgelse om romanen Tristan og Iseut , Ellipses , 1999: "Kapitel 15 - Iseut med hvide hænder", s.  69 og følgende; "Iseut med hvide hænder", s.  83  ; "Hævnen ved Iseut med hvide hænder", s.  113 ( ISBN  2729868860 og 9782729868864 ) .
  • Duby , Ladies of the XII th  century  : Volume 1: Heloise, Eleanor, Isolde and others , Gallimard, 1995, Chapter 4.
  • Bernard Belin, Den sande historie om Tristan og Yseut, Paris, Editions du Cygne, 2017.
Romaner / historier
  • Robert Bossuat , Tristan og Isolde - Tale af XII th  århundrede , Hatier 1951 (bemærk: rekonstitueret af Robert Bossuat )
  • René Louis , Tristan et Iseult , LGF - Livre de Poche, Paris, 1972, ( ISBN  978-2253004363 )
  • Yann Brekilien , Iseult et Tristan , Éditions du Rocher, Monaco, 2001, ( ISBN  978-2-26804-007-3 )
  • Joseph Bedier , Tristan og Iseut , Éditions Beauchemin, koll. “Journey of a Work”, Montreal, 2001 ( ISBN  978-2-76161-228-9 )
  • Jacques Chocheyras , Le Roman de Tristan et Iseut la Blonde , Cristel, Saint-Malo, 2002, ( ISBN  978-2-84421-026-5 )
  • Thierry Jigourel , Merlin, Tristan, Is og andre brittoniske fortællinger , Jean Picoullec, Paris, 2005, ( ISBN  2-86477-213-2 )
  • Gottfried de Strasbourg , Tristan , oversat fra mellemhøjtysk for første gang til assonanserede vers af Louis Gravigny, Göppingen, Kümmerle Verlag, 2008, ( ISBN  978-3-86758-000-7 )
  • Bernard Belin , Den sande historie om Tristan og Yseut, Paris, Éditions du Cygne, 2017. ( ISBN  978-2-84924-484-5 )
Tegneserie
  • Xavier Josset, Frédéric Bihel, The Quest for the Girl with Golden Hair , Éditions du Lombard, koll. “Histoires et Légendes”, Bruxelles, 1991 ( ISBN  2-8036-0908-8 ) .
  • Chauvel, Lereculey, Simon, Arthur et keltisk epos , t.  5 , Drystan og Esyllt , Éditions Delcourt, koll. "Conquistador", Paris, 2002 ( ISBN  2-84055-806-8 ) .
Gallica

eksterne links