Teheran تهران (fa) | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Administration | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Land | Iran | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Provins | Teheran | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Borgmester | Pirouz Hanachi (en) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
International telefonkode | + (98) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Demografi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Pæn | Teheran | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Befolkning | 8.846.782 beboere (September 2015) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Massefylde | 12.896 beboere / km 2 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Befolkning i bymæssigt | 15.232.564 beboere (September 2015) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Geografi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kontakt information | 35 ° 40 '51' nord, 51 ° 24 '50' øst | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Højde | 1.100 til 1.980. m |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Areal | 68.600 ha = 686 km 2 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Beliggenhed | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Geolokalisering på kortet: Iran
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Forbindelser | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Internet side | www.tehran.ir | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kilder | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Mundi-indeks | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Teheran [ t e e ʁ ɑ ] (på persisk : تهران / Tehrān [ t ʰ e h ɾ ɒ n ] ) er hovedstaden og den største by i Iran . Beliggende i den nordlige del af landet ved foden af Elbourz- bjergene giver byen sit navn til den provins, hvor den også er hovedstad. Teheran har set sin befolkning øges 40 gange, siden den blev hovedstad efter skiftet af dynastiet i 1786 . I 2015 havde byen cirka 9.000.000 indbyggere; og bymæssigt mere end 15.000.000. Byen har en metro (i øjeblikket med 7 linjer) og et tæt motorvejsnet .
Denne meget vigtige vækst i Teheran skyldes hovedsagelig forbedringen af levevilkårene samt den tiltrækning, som indbyggerne i provinserne udøves . Det accelererede kraftigt fra 1974 efter den kraftige stigning i olieprisen under det første oliechok . Byens forstæder voksede derefter meget hurtigt; endelig blev ejendomspresset bedre med byudviklingspolitikken, der blev sat i 1969 .
Teheran er hjemsted for næsten halvdelen af landets industrielle aktivitet: bilindustrien, elektrisk og elektronisk udstyr, våben, tekstiler, sukker, cement og kemikalier. Byen og dens basar er markedsføringsnavet for tæpper og møbler produceret over hele landet.
Oprindelsen af navnet Teheran er stadig diskuteret, og flere fortolkninger er tilgængelige. En af de populære etymologier er, at navnet på byen kommer fra Tah + rān , hvilket betyder "den, der jager eller skubber (folk)" eller "der graver". For general Albert Houtum-Schindler er det en afledning af udtrykket Tir-an , baseret på elementet Tir . Dette element har betydningen af "almindelig, ørken slette", som er relateret til Shemrān af Schindler. Historikeren og sprogforskeren Ahmad Kasravi har den samme idé og modsætter sig Tahrān , "hot place" til Shemrān , "cold place". Orientalisten Vladimir Minorsky foreslår for sin del en anden forklaring baseret på betydningen af tah, der betyder "bund, dybde" i iranske dialekter, som ville være forbundet med navnet på byen Ray , hvilket ville betyde, at Teheran betyder "Hvem er bag Ray ". Xavier de Planhol , professor emeritus i geografi , understreger i Encyclopædia Iranica, at disse forslag synes gætte, og at det er forgæves at søge oprindelsen til byens navn. Selv stavningen af hans navn har ændret sig siden før XX th århundrede , blev Teheran skrevet med Ta ' ( ط ), da det nu er skrevet med Ta' ( ت ), som menes at bedst repræsenterer udtalen af sine indbyggere.
Teheran ligger i en slette, der skråner sydpå ved foden af Elbourz- bjergene . Byen har en højde på 1.100 m i syd og 1.200 m i centrum til 1.700 m i nord. Byen og dens forstæder dækker et areal på 86.500 ha .
Byens fundament blev oprindeligt begrænset ved grænsen for to zoner, der har sletteegenskaber: den øverste zone er sammensat af grove og gennemtrængelige grusarter, og den nedre zone består af finere og mere uigennemtrængelige alluviale aflejringer. Området hvor Teheran er bygget gør overgangen mellem den ufrugtbare ørken ( kavir ) og bjergkæden i Elbourz.
Byen har ikke meget vigtige vandressourcer. Det er placeret i lige afstand fra to vigtige hydrografiske bassiner, der samler vandet, der kommer fra bjergene, der ligger opstrøms. Disse to bassiner er Karaj i vest og Jājerud, omkring tredive kilometer mod øst, der fodrer Varamin og de omkringliggende landsbyer. Mellem byområderne Karaj og Varamin var der tidligere kun en større by, Ray , som lå ved krydset mellem vejene mellem de to bassiner.
De nordlige distrikter i byen, der ligger højt ved foden af Elbourz , er mindre forurenede og lidt køligere om sommeren. Dette er boligområderne i den velhavende befolkning i hovedstaden. Størstedelen af udenlandske ambassader er der såvel som paladset og parken for den eks- Shah . Mod syd, nedenunder og mod ørkenen er de mere populære og industrielle distrikter. Det er yderst syd for den nuværende bymæssige placering, at Ray (Rhagès) ligger. Ray har længe været den regionale hovedstad og er fødestedet for den abbasidiske kalif Hâroun ar-Rachîd i 766 .
Byen er ved foden af bjergene, og en svævebane forbinder byens nordlige udgang til Mount Tochal ved 3966 m . Længere mod øst og 50 km fra centrum af Teheran ligger Mount Damavand , hvis kegle bevarer nogle spor af sne indtil juli og stiger til 5.671 m .
Teherans placering mellem bjerge og et ørkenbassin har stor indflydelse på byens klima. Teherans klima er en lokal steppeklima. Köppen-Geiger-klimakortet klassificerer Teherans klima som BSk. Bjergklimaet er ret køligt og halvfugtigt, mens de sydlige områder af byen, næsten i direkte kontakt med Dasht-e Kavir-ørkenen, er varme og tørre. De varmeste måneder er sommermånederne (medio juni til medio september), med gennemsnitlige temperaturer mellem 35 og 40 ° C . De koldeste måneder er december og januar, med en gennemsnitlig temperatur på ca. 1 ° C .
Nedbør er omkring 200 mm om året, koncentreret (i faldende rækkefølge) om vinteren, foråret og efteråret. Sommeren er meget tør. Det sner, nogle gange i overflod i vintermånederne.
Teherans klima er påvirket af tre geografiske hovedfaktorer:
Forskellen i temperatur mellem bjerge og sletter cirkulerer luft fra bjergene til sletterne om natten og fra sletterne til bjergene i løbet af dagen.
Måned | Jan. | Feb. | marts | April | kan | juni | Jul. | august | Sep. | Okt. | Nov. | Dec. | år |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Gennemsnitlig minimumstemperatur ( ° C ) | −2.7 | 0 | 3.8 | 9.8 | 14.4 | 18.8 | 22.2 | 21.6 | 17.7 | 11.6 | 6.1 | 0,5 | 10.2 |
Gennemsnitlig maksimumtemperatur (° C) | 7.2 | 10 | 15 | 21.6 | 27.7 | 33.6 | 37.2 | 36.1 | 32.2 | 24.4 | 17.2 | 10.5 | 22.7 |
Optag kulde (° C) | −20,5 | −15.5 | −8.8 | −2.2 | 2.7 | 7.7 | 13.8 | 11.1 | 7.7 | 3.3 | −7.2 | −12.2 | −20,5 |
Varmepost (° C) | 18.3 | 22.7 | 29.4 | 32,7 | 37.2 | 41,6 | 42,7 | 42,7 | 38.8 | 33.8 | 28.8 | 20 | 42,7 |
Antal dage med frost | 20.5 | 15.6 | 5.1 | 0,1 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 2.7 | 15.5 | 59,5 |
Nedbør ( mm ) | 45 | 38 | 45 | 35 | 12 | 2 | 2 | 2 | 2 | 7 | 20 | 30 | 240 |
Antal dage med nedbør | 3.7 | 3.2 | 3.6 | 3 | 1.2 | 0,3 | 0,3 | 0,3 | 0,3 | 0,8 | 1.7 | 2.6 | 21 |
Klimadiagram | |||||||||||
J | F | M | PÅ | M | J | J | PÅ | S | O | IKKE | D |
7.2 −2.7 45 | 10 0 38 | 15 3.8 45 | 21.6 9.8 35 | 27.7 14.4 12 | 33.6 18.8 2 | 37.2 22.2 2 | 36.1 21.6 2 | 32.2 17.7 2 | 24.4 11.6 7 | 17.2 6.1 20 | 10.5 0,5 30 |
Gennemsnit: • Temp. maks og min ° C • Nedbør mm |
En stor fejl er placeret under kæden af Elbourz , ved foden af Teheran. Flere fejl i mindre dimensioner findes på sletterne syd for byen. Teheran udsættes derfor for jordskælv , som har fundet sted i cyklusser på omkring 150 år. Intet større jordskælv har fundet sted i Teheran i mere end 175 år. Specialister mener, at et større jordskælv kunne forekomme i Teheran i den nærmeste fremtid. Ifølge en undersøgelse foretaget i 1999-2000 kunne et sådant jordskælv medføre mellem 120.000 og 380.000 dødsfald.
Den metropol af Teheran, hvis areal er steget markant i løbet af anden halvdel af det XX th århundrede nu spænder over flere afdelinger af provinsen Teheran : Teherans afdeling indeholder størstedelen af byen, der strækker sig så på departementerne Eslamshahr , Ray og Shemiranat . Udtrykket "metropol" eller "bymæssig anvendelse" her har ingen administrativ værdi. Det bruges i geografisk forstand til at henvise til byen Teheran og dens byområde, der svarer til kommunen Teheran og provinsen Teheran .
Afdelingen (eller shahrestān ) i Teheran grænser op til departementet Shemiranat i nord, Damavand i øst, Eslamshahr , Pakdasht og Ray i syd og afdelingerne Karaj og Shahriar i vest.
Kommunen Teheran ( shahrdāri ) er opdelt i 22 kommunale distrikter ( mantagheh ), hver med sit eget administrative centrum. Bydelene er nummererede, der skal identificeres, som på kortet overfor. Teheran er opdelt i 112 distrikter ( nāhiyeh ), hvoraf de vigtigste erindres nedenfor:
Abbas Abad , afsariyeh , Amir Abad , Bagh FEIZ , Baharestan , darakeh , Darband , Dardasht , Darabad , Darrous , Dibaji , Jannat Abad , Elahiyeh , Evin , Farmanieh , Gheytarieh , Gholhak , Gisha , Gomrok , hasanabad , Jamaran , Javadiyeh , Jomhuri , Jordan , Lavizan , nazistiske Abad , Niavaran , Park-e Shahr , Pasdaran , Punak , Ray , Sadeghiyeh , Shahrara , Shahr-e Ziba , Shahrak-e Gharb , Shemiran , Tajrish , Tehranpars , Vanak , Velenjak , Yaft Abad , Zafaraniyeh osv . Disse distrikter svarer til administrative opdelinger afhængigt af et distrikt.
Selvom administrativt adskilt, betragtes Ray , Shemiran og Karaj ofte som en del af metropolen Teheran.
Teheran var engang en landsby syv eller otte kilometer fra den historiske store by Ray. Det var en af de første landsbyer i den nordlige del af denne by, hvis indbyggere søgte tilflugt i Shemiran, Qasran og ved foden af Elbourz for at undslippe ørkenens sydvarme . Spor af bosættelse, der stammer fra yngre stenalder og endnu tidligere perioder, er blevet opdaget på Teheran-stedet og på Ray (såsom Cheshm-e Ali-stedet, der ligger i det centrale Ray).
Teherans historie er bedre kendt fra det øjeblik, dens navn er nævnt i historiske skrifter, såsom dem fra Yāqut, der nævner byen i 1220. Zakariyā Mohammad Qazvini's skrifter, der stammer fra 1275 , giver os mulighed for bedre at kende byen på den tid. Begge beskriver det som en ”kommerciel by” ( qurā ) eller endda en ”vigtig kommerciel by” ( qariyaton kabiraton ), opdelt i tolv distrikter ( mahaleh ). Qazvini tilføjer, at hvert distrikt drives af en ældste. Ifølge ham var de ældste i krig med hinanden, og indbyggerne var tilbageholdende med at gå til et andet distrikt end deres eget. På det tidspunkt havde byen en særlig fysiognomi, der ramte disse to forfattere. Faktisk er troglodyte- eller semi-troglodyte-habitat almindeligt i Teheran, hvilket giver beboerne et tilflugtssted fra den usikkerhed, der hersker i byen. Denne type habitat findes også i det nordlige Iran for at bekæmpe vinterens hårdhed.
Byens økonomi på dette tidspunkt var baseret på handel med frugt og grønt, der voksede i byens haver, fodret af floderne fra Alborz og traditionelle vandingssystemer (såsom qanat og Kariz ).
Teheran begynder at få større betydning efter mongolernes ødelæggelse af Rhages (Ray) i 1228 . Teheran lider også under den mongolske invasion, men Ray's tilbagegang skubber dens indbyggere til at bosætte sig i Teheran, som tilbød flere bekvemmeligheder med sine haver og dets vandingskanaler. I 1340 beskrev Hamd-Allah Mostawfi Teheran som en "lille vigtig by", men ikke så befolket som før. I XIV th århundrede er Varamin som er den vigtigste by i den mongolske provins, der består af fire afdelinger, herunder i Teheran. Ray er på dette tidspunkt en del af distriktet Teheran, og Teherans fremtrædende plads på Ray ser ud til at stamme fra denne tid.
Don Ruy Gonzáles de Clavijo , en castiliansk ambassadør , er sandsynligvis den første europæer, der besøger Teheran og stopper der vedJuli 1404, under en tur til Samarkand (nu i Usbekistan og som dengang var den mongolske hovedstad). Han beskriver Teheran som en stor by ( gran ciudad ), udstyret med en kongelig bolig ( posada ). Ray beskrives som en forladt by ( agora deshabitada ). Den kongelige residens er en Timurid- bolig , og det ser ud til, at paladset blev bygget i den nordlige del af Teheran. Den nøjagtige placering af byen Timurid kan rekonstrueres fra placeringen af nogle Imamzadehs : den sydlige grænse for byen var på det tidspunkt ved Imamzadeh Sayyed Esma'il (bygget før 1481 og i øjeblikket det ældste monument i byen, der ligger i distriktet af Chaleh Meydan ), og den nordvestlige grænse var Timurid Palace, der ligger på det nuværende sted for Golestan Palace .
Fra Timurid-perioden udviklede byen Teheran sig nordpå på jagt efter renere luft og vand. Denne dybe bevægelse har været en konstant i den historiske udvikling af Teheran siden den tid, en tendens, der har formet byens sociale geografi. Det var også fra denne tid, at Teheran erhvervede alle de vigtigste byfunktioner.
Shah Tahmasp , anden hersker over Safavid- dynastiet , fik en basar bygget i 1553 - 1554 samt en omgivende mur med 114 tårne (afhængigt af antallet af suraer i Koranen ). Årsagerne til valget af safaviderne til Teheran er flere: det faktum, at en forfader til safaviderne, Sayyed Hamza, er begravet i Ray, eller at Teheran i flere århundreder har været et tilflugtssted for shiamuslimerne var vigtig; men det er frem for alt de historiske situationer, der skubbede safaviderne til at befæste Teheran. Shah Tahmasp var allerede blevet tvunget til at flytte sin hovedstad fra Tabriz til Qazvin på grund af osmanniske trusler . Den befæstede by Teheran, der ligger 150 km øst for Qazvin , ville derefter tilbyde en god tilflugt i tilfælde af presserende fare. Xavier de Planhol understreger, at muren var overdreven og uforholdsmæssig stor i forhold til en lille bys behov: den strakte sig over 8 km lang og omgav et område på 4,5 km 2 , mens befolkningen ikke overstiger 15 000 til 20 000 mennesker på det tidspunkt . Beskrivelserne taler om det som en storby, der har store haver fyldt med alle slags frugt.
Under Safavid-æraen var Teheran et regionalt administrativt center, der var vært for en beğlerbeği og en provinsguvernør. Imidlertid har byen ikke en stor moske, en fabrik eller noget andet spor af Safavids urbanisering.
Chah Abbas II bor også et par gange i Teheran og har en bolig kaldet Chāhār bāgh bygget der . Chah Suleyman fik bygget et kejserligt sekretariat ( Divān Khāneh ) der i centrum af byen ( Chenārestān ). Det var her, at den osmanniske sultan Ahmet III 's ambassadør mødtes i 1721 Chah Sultan Hossein , den sidste konge i Safavid-dynastiet før den afghanske invasion. Ved slutningen af det XVIII th århundrede , Teheran er ikke længere en lille provinsby, men er vokset i betydning for iranske magthavere.
I 1722 invaderede Mir Mahmoud Hotakis tropper Isfahan, og Iran gik ind i en periode med uro, hvorfra Teheran og dens region også led.
Under Zand- dynastiet bliver Teheran et militært center, da Zand- og Qadjar- stammerne kæmper for magten i landet. Mellem 1755 og 1759 , Muhammad Karim Khan planer om at gøre Teheran hovedstaden i landet; han havde bygget bygninger inden for murene i det kongelige distrikt ( Khalvat-e Karim Khani for eksempel). Det kongelige kvarter får derefter alle kendetegnene ved Arg , et befæstet kongeligt kvarter. Endelig foretrækker Karim Khan at navngive Shiraz som hovedstad i landet.
Da Karim Khan døde i 1779 , blev Teheran omtvistet mellem Qafur Khan (loyal over for Zands ) og Agha Mohamad Khan Qajar . Byen faldt i hænderne på en allieret af Qajars i 1785 , og Agha Mohamad Khan Qajar, den første konge i dynastiet, vendte tilbage til byen den12. marts 1786og gør det til sin kapital. Teheran skylder sin status som Irans hovedstad under Qajar-æraen til geostrategiske bekymringer: Russerne truer landets nordlige grænser og turkomanerne dem i nordøst. Teheran har en privilegeret beliggenhed ved krydset mellem øst-vest-vejen, der løber langs foden af Elbourz og veje, der fører til oaser i det centrale Iran og Fars- bassinerne .
I 1797 havde Teheran stadig tilsyneladende en ny by og havde få indbyggere. En europæisk rejsende, GE Olivier, taler om en by med 15.000 indbyggere inklusive 3.000 soldater, der strækker sig over 7,5 km 2, hvoraf kun halvdelen er bygget, mens den anden stadig er besat af haver og frugtplantager.
Fath Ali Shah (1797 - 1834) er den første bygherre af Teheran. Han pyntede Arg ( kongedistriktet ) og byggede Emarat Bādgir og Takht-e Marmar (Marmorpaladset) inden i den. Han byggede også mange vigtige bygninger som Shah-moskeen ( Masjed-e Shah ) inde i basaren og paladset Negarestan og Lalezar. Byen tiltrækker flere og flere indbyggere, og befolkningen er fordoblet på 20 år. I 1834 , i slutningen af hans regeringstid, blev konstruktionerne dog stadig ikke afsluttet.
Under Mohammad Shah (1835 - 1848) fandt de første konstruktioner sted uden for murene. Fyrste- og kongeboliger er bygget i den nordlige del af Teheran. Derudover bygges moskeer og imamzadeh inden for bymuren. Vidnesbyrd fra udenlandske rejsende, der kom til Teheran på det tidspunkt, beskriver stadig en by "uden attraktioner".
Nasseredin Shah (1848 - 1896) ændrede virkelig Teheran fra status som provinsby til hovedstad. I 1868 beskyttede byen 155.736 mennesker, koncentreret i de gamle distrikter. I 1870 - 1871 ødelagde han de gamle befæstninger for at bygge nye. Den nye mur får derefter form af en uregelmæssig ottekant, 19,2 km i omkreds og gennemboret med 12 monumentale døre dekoreret med keramik. Nasseredin Shah renoverer mange bygninger og qanats for at forsyne hovedstaden med vand. Han udfører også større Haussmann -værker ved at bore store retlinede veje, der er egnede til motorkøretøjer i centrum. Store firkanter blev også bygget, såsom Tupkhāneh Square ( kanonplads , 275 m × 137 m ). I slutningen af Nasseredin Shahs regeringstid gennemgik Teheran en større ombygning, og byen strakte sig derefter over 18,25 km 2 .
Teheran, på tidspunktet for Qajars, er koncentreret omkring basaren, der udgør hjertet af byen. Et par skridt væk ligger den kongelige by ( Arg-e-sāltanati ) med shahens bopæl og gården. I begyndelsen af XX th århundrede , Teheran praktisk har 250 000 indbyggere, hvoraf de fleste ligger uden for murene.
Med magtovertagelsen af Reza Shah Pahlavi i 1925 blev staten en vigtig aktør i Teherans arkitektur, hvis modernisering var en integreret del af det program, som den nye konge ønskede for sit land. Væggene bygget af Nasseredin Shah blev ødelagt i 1932 og gav plads til brede retlinede boulevarder; kun en af dørene er tilbage den dag i dag. Reza Shah opfordrede iranske og udenlandske arkitekter til at konstruere mange officielle bygninger i løbet af 1930'erne . Vi kan nævne Nikolai Markov, der byggede Lycée Alborz , André Godard, der byggede Irans Nationalmuseum , Maxime Siroux til visse fakulteter ved Teheran Universitet , Mohsen Forughi for Bank-e Melli og Det Juridiske Fakultet ved Teheran Universitet, Vartan Avanessian til Reza Shah Apartment Complex og Vartan Orphan School. Mange nye statsbygninger så så dagens lys: postkontoret, telegrafkontoret, politistationen, Udenrigsministeriet, Teheran togstation osv.
Efter udvidelsen og moderniseringen af byen øges dens overfladeareal til 46 km 2, hvilket er elleve gange, som den havde i Fath Ali Shah-perioden. Byens nye arterier tillader biltrafik og omdanner det urbane stof.
I 1943 var byen vært for Teheran-konferencen , der samlede den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt , den sovjetiske statschef Joseph Stalin og den britiske premierminister Winston Churchill . Denne konference foregriber de beslutninger, der vil blive taget i slutningen af Yalta-konferencen . Det garanterer Irans uafhængighed og territoriale integritet .
Byen udviklede sig stærkt efter anden verdenskrig og især fra 1960'erne. I 1966 forlod den kongelige familie det kongelige distrikt i det centrale Teheran for at flytte til Niavaran ; den voksende by bliver mere kvælende, og suverænerne vil bosætte sig permanent i de nordlige distrikter (de nordlige boliger var tidligere midlertidige boliger til sommeren). Rey og Shemiran, som blev forstæder til Teheran, blev omgrupperet administrativt i samme år.
Teherans første byplan blev defineret i 1969 . Det favoriserer udviklingen af byen på en øst-vest-akse, der står i kontrast til den nord-syd-tendens, der er observeret i flere århundreder. Byplanen giver mulighed for oprettelse af nye boligområder ( Shahrak ), nye industrielle distrikter vest for byen mod Karaj , flytning af det kommercielle og administrative centrum uden for den gamle bys grænser samt oprettelsen af en ret tæt netværk af motorveje inden for byerne, efter modellen fra Los Angeles .
I 1970'erne blev Irans økonomi styrket af olie "boom", og nye konstruktioner blev udført i et hurtigt tempo: opførelse af nye distrikter som Ekbatan, metro , motorveje osv. Mohammad Reza Shah ønskede derefter at gøre Teheran til en by med et internationalt kald og planlagte konstruktioner for at matche hans ambitioner. Fra 1975 begyndte Pahlavi opførelsen af en ultra-moderne by på 554 ha inden for Teheran, ved navn Shahestan Pahlavi ("den kongelige by Pahlavi"). Denne by, der er bestemt til at blive centrum og symbolet for Pahlaviernes magt, vil ikke se dagens lys: projektet stopper på købstidspunktet og servicering af jord på grund af budgetproblemer og den iranske revolution .
I 1977 måtte regeringen opgive byplanen fra 1969: de bygrænser, der var defineret af planlægningen, blev nået, og ejendomspresset steg.
I 1978 begyndte den iranske revolution i Teheran efter en demonstration undertrykt af hæren i september. Det var under denne revolution, at den iranske gidskrise fandt sted , som begyndte den4. november 1979og varer 444 dage. Mere end halvtreds gidsler forblev låst i den amerikanske ambassade indtil20. januar 1982. Ambassadebygningerne har siden været besat af iranerne, der har kaldt det "spionernes rede". "Imams linjestuderende" (gruppen, der organiserede gidstagetagningen) har siden udgivet en bog, der indeholder CIA og udenrigsministeriets dokumenter hentet fra ambassaden under titlen Dokumenter fra US Spionage Den ( Asnad-i lanih-'i Jasusi ) . Nogle af dens dokumenter er stadig klassificeret som "hemmelige" eller "fortrolige".
Indtil årene 1975-1980 havde Teheran ikke en byforstad, men kun en satellitby, Karaj og en landlig forstad bestående af store byer. Indvandrerbefolkningen i den første periode med byudvikling (1955-1970) trængte sig ind i elendige bygninger i udkanten af centrum, især i den sydlige del af byen. Efter tendensen begyndt i XIX th århundrede , Syd værter de fattigere klasser, de rige nord og middelklassen flyttet mod øst og især i den vestlige del af byen.
Teheran-Karaj-industrizonen udvikler sig meget hurtigt langs den første motorvej, der er bygget i Iran, og arbejdere fra det nordvestlige Iran foretrækker at slå sig ned omkring Karaj, som om få år bliver en populær forstad, der betjener fra satellit til hovedstaden. I 1970'erne var Teheran en kompakt by uden en byforstad: vi gik uden overgang fra ørkenen eller bjergdalene til forurening af hovedstaden.
Den økonomiske ekspansion, der fulgte oliebommen i 1974, førte især til en acceleration af byudviklingen i Teheran. Den meget høje boligpris gør det umuligt at rumme arbejdstagere, der hovedsagelig kommer fra provinserne Aserbajdsjan og Kurdistan . Middelklassen finder heller ikke bolig i det centrale rum. Alle disse indbyggere, der er på udkig efter bolig, begynder derfor at bosætte sig i landsbyerne i udkanten uden for de administrative grænser for Teheran, hvor forskellige regler gælder med hensyn til byggetilladelser. Byen Teheran forsøger derefter at begrænse den anarkiske ekspansion ved at ødelægge de huse, der er bygget ulovligt. I sommeren 1977, i Teheran, gjorde de mange slumkvarterer oprør mod udsættelserne og trodsede den terror, der blev opretholdt af det politiske politi, Savak og dets utallige netværk af informanter. Den iranske revolution fandt sin umiddelbare oprindelse der efter alvorlige hændelser i det sydlige Teheran.
I løbet af den revolutionære periode forstærkes " rurbaniseringen " af regionen Teheran, og det revolutionerende habitat udvikler sig i udkanten af byerne. Det nye Teheran-folk bygger hus uden tilladelse, på jord, der er huklagt eller købt uden formaliteter. Bygningerne er beskedne, men af hæderlig kvalitet, organiseret efter en ofte sammenhængende overordnet plan. Bernard Hourcade bemærker, at denne fremkomst af forstæderne ikke giver anledning til opførelse af slumkvarterer, bortset fra et par små holme. Teheran er omgivet af en forstad til landsbyer beboet af byboere siden den iranske revolution, og nogle af landsbyerne bliver ægte byområder med 200.000 indbyggere på femten år.
"Greater Teheran" blev oprettet i 1986 , men dens ledelse er stadig ret inkonsekvent. Der er ingen administrativ eller økonomisk struktur på denne skala, hvilket skaber vanskeligheder mellem rådhuset i Teheran og forstæderne, der ikke har en administrativ virkelighed. Fra nu af er udviklingen af Greater Teheran bedre planlagt. Nye byer eller boligområder ( shahrak ), der er beregnet til at rumme titusinder af mennesker, og finansieret af forvaltninger eller boligkooperativer , dukker op tredive eller fyrre kilometer fra centrum af Teheran. For at begrænse tilstrømningen af migranter forbød myndighederne i Teheran opførelse af fabrikker der, hvilket skubbede iværksættere til at slå sig ned på bygrænserne og dermed påvirke fordelingen af befolkningen. Fremkomsten af forstæderne til Teheran er mere en konsekvens af omfordelingen af befolkningen i byområdet end en konsekvens af stigningen i befolkningen. Faktisk er den nye forstad tæt på Teheran ikke befolket af nylige migranter, men af indbyggere i elendige distrikter i syd, der i denne fordrivelse i forstæderne ser for en bedre kvalitet af levesteder, en social forfremmelse. Disse forstæder forbliver dog marginale, for så vidt infrastruktur og offentlige faciliteter forbliver utilstrækkelig udviklet. Den Iran-Irak-krigen og de interne konflikter, der fulgte det blokerede byplanlægning. Derudover har den islamiske republik styrket bazar og præster i byen.
I Maj 1985, Teheran berøres for første gang siden begyndelsen af krigen mellem Iran og Irak i 1980. Irakerne skyder luftbomber og overflade-til-overflade missiler mod byen inden for rammerne af angreb på de vigtige bycentre i Iran ( de angriber også andre byer i Iran med langtrækkende artilleri). Yderligere angreb finder sted i 1988 under det, der er blevet kaldt ”Byernes krig”: 190 missiler blev lanceret af irakerne i Teheran over en periode på seks uger. Dette angreb fandt sted som reaktion på den iranske bombning af Bagdad ; menneskelig og materiel skade var minimal, men angrebene tvang midlertidigt næsten 30% af byens befolkning til at flygte, især til det nordlige Iran.
Bernard Hourcade bemærker, at migration af befolkninger til forstæderne udgør en afstand fra det dominerende politiske system, som det fremgår af de sociale bevægelser og optøjer, der brød ud i forstæderne til Eslāmshahr i 1995.
Da Teheran erhvervede sin status som hovedstad i 1786, steg befolkningen til 20.000 indbyggere. I begyndelsen af XXI th århundrede , metropol Teheran overstiger 10 millioner indbyggere. Gange med halvtreds af befolkningen siden begyndelsen af det XX th århundrede skyldes i høj grad migration til by migration , industriel udvikling og tiltrækningskraft hovedstaden. Teherans befolkningsvækst var højest mellem 1930 og 1956 .
I 1956 implementerede den iranske regering en decentraliseringsplan, der gjorde det muligt at flytte visse administrative og industrielle centre ud af byen. For at klare landets befolkningsvækst fremmede regeringen familieplanlægning , som sænkede befolkningsvæksten til omkring 4% i 1970'erne.
I løbet af 1980'erne mindskede afmatningen i industriel vækst, krigen mod Irak og en ny familieplanlægningspolitik Teherans tiltrækningskraft i potentielle migrants øjne. I 2000'erne faldt Teherans befolkningsvækst til 1,1%.
Den pendler migration (det vil sige strømmen af dem, der kommer til Teheran hver dag for at arbejde, selv om de bor i de omkringliggende byer og landsbyer) vedrører 1,5 til 2 millioner mennesker.
1891 | 1922 | 1932 | 1956 | 1966 | 1980 | 1986 | 1991 | |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Befolkning ( beboet ) | 160.000 | 210.000 | 249.504 | 1 512 082 | 2.719.730 | 5 361 335 | 6 042 584 | 6.475.527 |
Densitet ( bebygget / Km 2 ) | 6540 | 8.590 | 10.200 | 15 120 | 9,610 | 9.600 | 8.430 | 8 990 |
Årlig vækstrate (%) | 3 | 4 | 4.6 | 5.9 | 5.8 | 4.1 | ||
Migrantpopulation ( beboet ) | 3.800 | 1.700 | 24.900 | 25.900 | 47.500 | 35.000 | ||
Kilder: Atlas of Teheran og Mansour Ohadi |
Siden 1966-folketællingen er antallet af personer under 15 år faldet i Teheran. Dette fald skyldes til dels succesen med familieplanlægningspolitikker og de økonomiske forhold, der eksisterede før den iranske revolution. Krigen mellem Iran og Irak blev ledsaget af en stigning i fødselsraten, opmuntret af regeringen. Efter krigens afslutning blev der indført nye præventionstiltag over hele landet, hvilket ville være særlig effektivt i Teheran.
I 1991 var antallet af personer pr. Husstand 4,3. Ohadi specificerer, at dette tal skal vægtes, idet han ved, at Teheran både er et tiltrækningscenter for økonomiske aktiviteter og for videregående uddannelse (unge enlige mennesker eller små husstande) og også tiltrækker landdistrikter (hvis husholdninger traditionelt tæller et større antal mennesker) .
Mænd | Aldersklasse | Kvinder |
---|---|---|
92,268 | 108.450 | |
75.706 | 69.539 | |
88.500 | 90 435 | |
115,194 | 93.796 | |
121,292 | 106.080 | |
136 853 | 123 135 | |
171.597 | 156,125 | |
223 678 | 212.496 | |
280,264 | 270,483 | |
319 923 | 306.845 | |
303 453 | 310.549 | |
299,241 | 282.077 | |
380,257 | 360.465 | |
474,063 | 458 315 |
I 1986 var befolkningens læsefærdighed 81,9%. Som i resten af Iran, har læsefærdighed i Teheran udviklet sig hurtigt i løbet af anden halvdel af det XX th århundrede , men på et højere niveau (61,8% i resten af landet). Fremskridt inden for kvindelig uddannelse er med til at øge læsefærdigheden. I samme år var ægteskabets gennemsnitlige alder i Teheran 20,7 år, og det er steget siden (det blev etableret til 25,1 år for hele Iran i 1996). Fertilitetsgraden var 3,05 i 1991, den forventede levetid på 68,5 år og den rå dødsrate på 6 ‰ .
Med hensyn til etniske grupper svarer befolkningen i Teheran til befolkningen i Iran som helhed: flertallet af indbyggerne er muslimer, og der er små kristne samfund ( armeniere , assyrere ), bahá'ier , jødiske og zoroastriske . Den Persiske er det sprog mest anvendte, selv om en fjerdedel af befolkningen taler aserbajdsjanske .
Derudover har ustabilitet i Pakistan , Afghanistan og Irak i de senere år drevet strømmen af migranter fra disse lande.
Teherans befolkning er over 90% muslimer, ligesom resten af Iran .
Ikke-muslimske religiøse mindretal blev historisk etableret på deres respektive områder, men begivenhederne i XX th århundrede har øget andelen af medlemmer af religiøse mindretal i Teheran, hvor fællesskaber forblive dynamisk. Der er flere kristne tilbedelsessteder i Teheran, herunder Saint-Sarkis-katedralen for den armenske apostolske kirke eller Saint-Abraham-kirken , der holdes af Dominikanerne . De zoroastrianere af Teheran repræsenterer således 23% af den Zoroastrian befolkning Iran. De jøder Teherans repræsenterer 64% af jøderne i Iran ; de assyrisk-kaldæiske så vel som de armenierne tegner sig for tre fjerdedele af deres befolkning i Teheran. Der er kun få statistiske data om muslimsk praksis i Teheran.
Byen har mange pilgrimsrejser kaldet imamzadeh (grave af "hellige mænd" af shiismen), såsom Imam Zadeh Saleh . Den vigtigste af disse er helligdommen Shahzadeh Abdolazim i Rey . Imam Khomeinis mausoleum er også blevet et nationalt pilgrimssted for iranere. Denne helligdom ligger i den sydlige del af byen nær en 400 ha kirkegård kaldet Behesht-e Zahra ("Paradiset i Zahra"). Denne kirkegård er det første sted, Khomeini besøgte efter sin tilbagevenden fra Neauphle-le-Château , og er også vært for mange døde fra krigen mellem Iran og Irak . Der er også kristne kirkegårde i byen, såsom den britiske kirkegård, hvor de allierede WWII- soldater hviler i den nordlige del af byen eller den polske kirkegård i Dulab, i den sydlige del af byen, der stammer fra samme periode.
Teheran er et vigtigt sted i det iranske religiøse og politiske landskab, fordi det er stedet, hvor der holdes fredagsbønner , i lokalerne ved universitetet i Teheran . Fredagsbønprædikenen leveres af den øverste leder af den islamiske revolution selv (i øjeblikket Ali Khamenei ), der er stedfortræder af formanden for dømmekraftrådet og et andet rådsmedlem af talsmanden for ekspertforsamlingen og af Rådet for værger . Teherans fredagsbønprædiken, der sendes på iransk fjernsyn, fungerer som et redskab til de beskeder, som det iranske regime ønsker at formidle til folket. Publikum til denne ugentlige religiøse begivenhed er faldet siden Den Islamiske Republiks tidlige dage.
Siden grundlæggelsen af Dar-ol Fonoun i 1851 har Teheran oplevet udviklingen af en række videregående uddannelsesinstitutioner. Den Teheran Universitet , grundlagt i 1933 , er den første iranske stat universitet, og også den største universitet i landet. Der er nu omkring halvtreds videregående uddannelsesinstitutioner i Teheran.
|
|
Universiteter i Teheran, som i hele Iran, er statskontrollerede. På trods af denne kendsgerning forbliver de hotbeds for modstand mod magten, og især i Teheran, hvor de studerendes befolkning er den største i landet. Studerende, hvad enten det er islamister eller ej, udfordrer regeringens politik og praksis siden afslutningen af krigen med Irak (1988). I løbet af sommeren 1999 førte protesterne til et studenteropstand, der startede ved universitetet i Teheran og spredte sig til andre universiteter i landet. Protesterne varer kun seks dage, undertrykkes voldsomt, men ryster den islamiske republik. I 2003 fandt nye studenterprotester sted på sidelinjen af fjerde årsdagen for dette oprør, denne gang endnu mere krævende og opfordrede til det islamiske teokratis fald. Som med det tidligere oprør er universiteterne i Teheran oprindelsen til denne bevægelse.
I 1995 levede ca. 27% af Teherans befolkning under fattigdomsgrænsen . De fattige befolkninger i Teheran er stadig mere fordelagtige end de fattige befolkninger i resten af Iran. Faktisk er HDI i Teheran 0,842 sammenlignet med 0,758 for resten af landet i 1996; Teherans læsefærdigheder sats (84,7%) og den forventede levealder (70,5 år) er også den bedste i Iran.
De fattige befolkninger, kaldet mostazafin (på persisk : ﻣﺴﺘﻀﻌﻔﻴﻦ , "berøvet" ), bor for det meste i den sydlige del af byen, ofte i slumkvarterer . De uformelle bosættelser i slumkvartererne kaldes zageh og deres beboere koukhnishinān ( persisk : ﻛﻮﺥﻧﺸﻴﻨﺎﻥ , "dem der bor på sten" ). Nogle kilder nævner 3 millioner slumboere i og omkring Teheran i mere end 200 uformelle samfund. Den mégabidonville af Islamshahr (sammensat af Islamshahr med 350 000 indbyggere Chahar Dangesh med 250 000) ville være den 21 th største slumkvarter i verden. Teherans slumkvarterer er for det meste besat af indvandrere, flygtninge af udenlandsk oprindelse (30% af flygtningene i Iran bor i Teheran) og krigere . Udviklingen af disse slumkvarterer er hovedsageligt gået fra en " pirat- urbanisering ", ledet af fattige befolkninger, der infiltrerer byen fredeligt og i lille skala.
Fænomenet med huk er parallelt med den hurtige urbanisering af Teheran i 1970'erne. De første sammenstød mellem politiet og husbukkerne fandt sted i 1977. Den iranske revolution i 1979 gav fænomenet nyt skub: dårligt stillede befolkninger besatte bygninger. Jord til fordel for revolutionen og revolutionerende boliger udviklede sig derefter i udkanten af byen, huse blev bygget ulovligt, ofte om natten. I begyndelsen af 1980'erne var 100.000 husstande i Gowdinishinan og squats. I 1986 opstod mere end tyve nye samfund i udkanten af byen med en befolkning på over 460.000 indbyggere. Faktorerne, der skubber underprivilegerede befolkninger til at bosætte sig i Teheran, er forskellige: krigen mellem Iran og Irak forårsager fordrivelse af 2,5 millioner mennesker i Iran; to millioner afghanske flygtninge kom til at bosætte sig i Iran fra 1980'erne, heraf 120 til 300.000 i Teheran; den landlige udvandring af iranere skubber 1,5 millioner af dem til hovedstaden. De nyankomne sidder på plads og efterspørger derefter kommunale tjenester (især drikkevand og elektricitet) gennem andragender, demonstrationer og sit-ins , kampagner ofte ledet af kvinder. Hvis dette ikke er nok, opretter squatters ulovlige forbindelser.
Regeringen eller kommunen planlægger undertiden at ødelægge slumkvartererne. Den planlagte ødelæggelse gav anledning til oprør af disse stakkels besættere: iAugust 1991i Bagher Abad (syd for Teheran) forårsagede den planlagte ødelæggelse oprør; politibetjente blev gruslagt og biler brændt. IMarts 1992300 demonstrationshæmmede krigsveteraner demonstrerer og får følgeskab af nyligt udviste krigere, der forårsager optøjer og plyndringer. To demonstranter og seks politifolk dør, tre hundrede mennesker arresteres, og fire af dem vil senere blive henrettet. I 1995 udbrød optøjer i Eslamshahr. Der ville være mange mindre demonstrationer, der ikke blev anerkendt, fordi de er en del af hverdagen.
Teheran er hovedkvarter for IRIB , Den Islamiske Republik Irans radio-tv; byen er også vært for hovedkvarteret for mange nationale aviser som Keyhan , Ettelaat , Jam-e Jam , Iran eller endda Iran dagligt og Teheran Times, der udgives på engelsk.
Kommunen Teheran har grundlagt sin egen daglige avis, Hamshahri , som også er den mest læste daglige i Iran (400.000 oplag).
IRIB har kun udsendt Teheran TV siden 1998 i provinsen Teheran . Denne kanal er kendt af indbyggerne i Teheran som den ”femte kanal” (Teheran TV var faktisk den femte kanal, der var tilgængelig i Teheran) og udsendte programmer, der var meget populære blandt seerne i Teheran ( f.eks. Pavarchin ).
Paraboliske antenner, der gør det muligt at fange udenlandske kanaler, blomstrede først på tagene i Teheran fra 1993 . Selvom det er forbudt siden en lov afSeptember 1994, deres ekspansion vokser og er hovedsageligt koncentreret i Teheran og i de store provinsbyer. Myndighederne er bekymrede over denne udvidelse og bybefolkningernes begejstring for parabolantenner; programmer, der udsendes via satellit fra udlandet, kan ikke kontrolleres af offentlige tjenester.
Teheran var den første by i Mellemøsten til vært på 7 th Asian Games i 1974, hvor vi oplevede deltagelse af 3010 atleter fra 25 lande.
Det nationale fodboldstadion ligger i Teheran på Azadi Sports Complex , som har en kapacitet på 100.000 pladser. I 2005 , FIFA pålagt Iran til at begrænse antallet af tilskuere tilladte ind på stadion på grund af utilstrækkelige sikkerhedsprocedurer, som resulterede i dødsfald blandt flere tilhængere i marts. De andre stadions af betydning i Teheran er de Shahid Dastgerdi , Takhti og Shahid Shirudi stadions . Teheran havde i 2016 fem fodboldklubber, der spillede i den iranske første division:
To minutter fra Teheran ligger Tochal- skisportsstedet , bygget i 1976. Det strækker sig mellem 2.820 m og 3.850 m over havets overflade og er tilgængeligt med en svævebane nord for Teheran, som har 3 mellemstationer. Resortets højde og placering gør det muligt at sne det i 8 måneder om året. Et sportskompleks ligger ved foden af svævebanen, og det er vært for forskellige aktiviteter: bueskydning, gymnastik, tennis, klatring, paintball.
I nærheden af Teheran er også skisportsstederne Dizin og Shemshak .
Iran har været et opiumproducerende og forbrugende land i århundreder. I 1949 repræsenterede stofbrugere 11% af befolkningen; regelmæssige opiumbrugere var 1,3 millioner, og der eksisterede derefter 500 opiumhuller i Teheran.
Teheran ligger på den rute, som opium og heroin tager fra Afghanistan og Pakistan. De vigtigste menneskehandelsruter går gennem Khorassan og Sistan og Balouchestan , bjergrige og ugæstfrie regioner, inden de fortsætter til Teheran, derefter til Tyrkiet , hvorfra stofferne rejser til Europa via " Balkanruten ". Opiumbeslag, der er foretaget i Iran, repræsenterer således 25% af de globale opiumbeslag.
I 1999 blev det anslået, at 240.000 indbyggere i Teheran var stofbrugere. Dette tal kan være langt under virkeligheden, da prævalensen af meget lejlighedsvis anvendelse af opium anslås til 60% af en fælles rapport fra sundhedsministeriet og De Forenede Nationer. I 2002 blev 150 til 200 forhandlere og brugere arresteret hver dag i Teheran.
Migration inden for landet, urbanisering, kriminalitet og sociale problemer er steget, hvilket giver plads til udvikling og udvidelse af narkotikarelaterede problemer. Årsagerne er flere: stoffer er bredt tilgængelige (opium, heroin, hash ; derudover er der kommet kokain og syntetiske stoffer), depression er almindelig, arbejdsløshed rammer 14 til 25% af befolkningen afhængigt af estimaterne. Andre årsager er også avancerede; især rapporterer Samii ordene fra iranske stofbrugere i sin artikel: ”Unge mennesker bliver stofmisbrugere. Vi har ingen frihed, intet job, ingen steder at gå for at have det sjovt. Så vi er bedøvede. " .
Vi kan nu se, at der opstår et politisk risikoreduktion i Iran, og især i Teheran, hvor bevægelsen er mest bemærkelsesværdige: åbning af en større ambulant behandling center, til etablering af programmer levere af substitutionsbehandling , forebyggelse af AIDS blandt stofmisbrugere , etc . .
Teheran er en nylig by sammenlignet med andre vigtige byer i Iran, de få gamle monumenter er i Ray ved den sydøstlige kant af byen. I selve Teheran går de ældste monumenter tilbage til Qajar-æraen.
Den særlige udvikling af Teheran betyder, at der i byens centrum er både boligkvarterer og monumentale arkitektoniske konstruktioner.
Byen er vært for mange museer, og siden revolutionen er flere paladser åbne for offentligheden.
I den sydvestlige del af byen, på vejen til Qom , nær Behesht-e Zahra kirkegård er begravelseskomplekset Ayatollah Khomeini .
Milad Tower ( "Milad Tower") er den højeste struktur i Iran og 6 th største fritstående tårn i verden. Det er beliggende i Gisha- distriktet. Det indeholder et kulturelt kompleks og verdens højeste roterende restaurant. Tårnet har været åbent for offentligheden siden 2010.
Banay-e Azadi ( frihedsmonumentet ), symbolet på Teheran (i det mindste før opførelsen af Milad), ligger vest for hovedstaden.
Den store " Bazaar of Teheran ," en by i byen, stammer fra det XIX th århundrede, ligger syd for Teheran.
Avenue Vali-ye AsrAvenue Vali-ye Asr er den længste avenue i Teheran og også en af de største i verden. Det måler 18 kilometer mellem Teheran station (1.100 meter over havets overflade syd for byen) og Tajrish Square (1.600 meter over havets overflade i den nordlige del af byen). Denne avenue ser en flok teheranere i alle aldre, der kommer til trendy restauranter eller traditionelle spisesteder for at smage Kaleh Pācheh (fårehoved), kødkebab med ris eller bare for at gå en tur. Skygge af tres år gamle plataner. Disse platantræer er plantet i jub , de udendørs kanaler, der fører vand fra Elbrus-massivet til centrum af byen.
Udviklingen af avenuen følger og krøniker Teherans byudvikling. I 1870 blev alléen hovedaksen i byens centrum. Indtil 1950'erne byggede de velhavende forhandlere fra basaren store huse der. Med Reza Shahs Haussmannian-arbejdspolitik udvidede avenuen sig over 1,5 km mod nord i 1930'erne og fik navnet Avenue Pahlavi . Denne nye del af alléen bliver centrum for det kejserlige distrikt, der betjener 2 e centrum. De store Teheran-familier forlader syd og bosætter sig i dette nye eksklusive kvarter. Vandringen af eliter mod nord er også delvis motiveret af søgen efter et bedre miljø.
I 1950'erne , under regeringstid af Mohammad Reza Shah, udvidede avenuen endnu længere mod nord til det, der nu er Beheshti Avenue. Teheran ekspanderer længere mod nord efter udvidelsen af alléen. I 1970'erne udviklede urbaniseringen sig så højt som muligt: landsbyerne Vanak og Shemiran blev integreret i hovedstaden. Det er i denne del, at den vestliggørelse af Iran, som shahen ønsker, er mest synlig. Der var restauranter i vestlig stil som den berømte Chattanooga eller natklubber.
Under den midlertidige regering blev avenuen omdøbt til " Mossadegh ". De religiøse, der kommer til magten efter den iranske revolution, vil give det sit nuværende navn: Vali-ye Asr , der betyder "tidens mester", med henvisning til Mahdi , den tolvte shiitiske imam .
Efter 25 år i den islamiske republik har teheranerne gjort denne avenue til et rum med social og seksuel mangfoldighed inden for det iranske samfund, der er styret af islamiske love: arbejdere gnider skuldre med unge ledere, kvinder i skabere med unge trendy piger og unge mennesker mødes der flirt.
Religiøse bygningerDer er få meget bemærkelsesværdige religiøse bygninger i Teheran, især med hensyn til byer som Isfahan eller Shiraz . Dette skyldes til dels Teherans relative ”ungdom” som en iransk hovedstad. Vi kan dog nævne nogle vigtige monumenter fra et historisk, kulturelt og arkitektonisk synspunkt:
Den palads Golestān er slottet af Qadjare dynasti. Det er et stort sæt bygninger, der omkranser en have. Restaureringer med en ukendt slutdato er i gang. Det ligger i Bazaar-distriktet.
Sa'd Âbâd- paladset var den officielle residens for Pahlavi- familien beliggende i en skovklædt park i højderne af byen indeholdende flere paladsmonumenter, hvoraf den ældste dateres tilbage til Qajar- dynastiet . Endelig paladset i Niavaran , Shahs sidste opholdssted, er det også et kompleks, der indeholder flere monumenter fra Qajar-æraen, som paladset Sāhebgharanyeh og Koushk-e Ahmad Shahi . Disse to palaskomplekser ligger i højderne nord for byen, steder valgt for deres relative friskhed og bedre luftkvalitet.
HaverDet samlede areal af parkerne, der forvaltes af kommunen Teheran, er 1130 ha. Kommunen Teheran har en organisation dedikeret til vedligeholdelse af parker i Teheran, City Parks Organization .
Mange af de gamle haver i det nordlige Teheran tilhørte tidligere sommerhuse for højtstående iranske embedsmænd. Da sidstnævnte flygtede fra landet med revolutionen , overtog regeringen overvågning og vedligeholdelse af haven, der blev omdannet til offentlige parker.
Under industrialiseringen af byen i 1960'erne valgte regeringen og kommunen at kontrollere udvidelsen af byen ved at etablere peri-urban skove i områderne ud over bygrænsen: 7.300 ha skove omgiver byen. IJuli 1973, vedtog det iranske parlament en lov til fordel for beskyttelse og udvidelse af grønne områder, som forbød anarkisk hugning af træer, som det var tilfældet i Teheran på det tidspunkt.
Det iranske folks kultur er tæt knyttet til naturen og landbruget, og denne egenskab findes i Teheran, hvor lokalbefolkningen nyder grønne områder og deltager i træplantningsprogrammer.
Da Qolamhossein Karbaschi var borgmester, hjalp han også med at skabe mange parker og offentlige haver til befolkningen i Teheran. Disse parker og haver bruges som mødesteder, underholdning eller picnic. Ifølge nogle forskere har ændringer i de senere år forstærket brugen af det offentlige rum som et politisk, økonomisk og fritidsprodukt.
Den store og velholdte Teheran Public Gardens ligger overalt i byen og er et fristed for ro i en støjende metropol. De vigtigste er:
Teheran er vært for flere store museer i Iran. Vi kan citere følgende:
Teheran indviede sin første biografhal i 1904 . I 1993 var der 74 biografer i Teheran. Det filmiske billede er nu en del af den iranske dagligdag, og folk i Teheran kan regelmæssigt gå i biografen, se iranske film eller udenlandske film (alt efter forudgående tilladelse fra kulturministeriet, kaldet Ershad , og muligvis censur .)
Den Teheran Symfoniorkester , der blev grundlagt i 1937 , optræder på Roudaki Hall eller "Unity Hall" ( Talar-e Vahdat ). Iranske og udenlandske stykker er regelmæssigt programmeret på teatret i byen Teheran ( Theatr-e Shahr ) eller på Talar-e Vahdat siden 1971. Teatret kender en vis genopblussen af succes i Iran, delvis forårsaget af fraværet af mødesteder for unge mennesker. Teheran City Theatre programmerede 17 stykker i 1998 og mere end 35 i 1999 . Bahman Cultural Center, der blev åbnet i 1992 i det sydlige Teheran, programmerer også spil. De tre nævnte teatre er de eneste i Teheran, der programmerer stykker; andre kulturcentre hovedsageligt afsat til musik.
En anden form for teater er især bemærkelsesværdig i Teheran og mere generelt i hele Iran , ta'ziyeh . Ta'ziyeh er en rituel teatralsk genre, der har sin oprindelse i shiitiske religiøse traditioner : Iranerne repræsenterer i disse skuespil Imam Hosseins martyrium , dræbt under slaget ved Kerbala af tropperne fra kalif Yazid . Denne genre spilles i Muharram- måneden og især i anledning af Achoura . Dette teatralske genre havde sin storhedstid under XIX th århundrede , under regeringstid af Shah Nasseredin , som vil bygge Tekiyeh Dowlat , Teherans kongelige teater (dengang den største Tekiyeh Iran). Den Tekiyeh Dowlat eksisterer ikke længere i dag, men den tradition Ta'ziyeh forbliver observeret i Teheran som andre steder i Iran i anledning af Ashura.
Teheran er vært for flere vigtige kulturelle begivenheder. Vi kan citere følgende:
Som hovedstad i landet er Teheran vært for de vigtigste institutioner i Den Islamiske Republik Iran: Majlis (parlamentet), Rådet for værger , dømmekraftrådet og ekspertforsamlingen (officielt oprettet i Qom, men som også mødes i Mashhad og Teheran).
Teheran styres af det islamiske kommunalråd i byen Teheran ( persisk : شورای اسلامی شهر تهراﻥ , Shorā-ye Eslami-ye Shahr-e Tehrān ). Dette råd består af 21 mennesker valgt ved almindelig valgret. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for valget af borgmesteren i Teheran, ledelsen og budgettet for byen Teheran.
Borgmesteren, bistået af kontorer og kommissioner og af otte kommunalrådsmedlemmer (detaljer i diagrammet nedenfor), er ansvarlig for ledelsen af kommunen Teheran.
Ved afslutningen af krigen mellem Iran og Irak indrømmer den iranske regering med offentliggørelsen af sin første femårsplan ( 1989 - 1994 ) implicit en styringskrise i landet: planen fremhæver svækkelsen og forsvinden af statsborgerskabet ud over mange økonomiske problemer. Kommunen Teheran gennemgår store forandringer under mandat fra borgmester Qolamhossein Karbaschi, der har til formål at løse denne styringskrise inden for rammerne og de grænser, der er pålagt af femårsplanen.
Qolamhossein Karbaschi blev borgmester i Teheran i 1990 og vedtog hurtigt en strategi, der havde til formål at forny den urbane struktur, mens den integrerede en befolkning desillusioneret med sine politikere. Når Karbaschi bliver borgmester, vokser Teherans befolkning med 100.000 mennesker om året. På trods af sit statsstøttede budget er kommunen på randen af konkurs. Kommunale tjenester er sklerotiske af bureaukrati (kun 29% af budgettet er afsat til investeringer, resten går til administrative omkostninger). Karbaschi opstiller derfor en transformationsplan for kommunen. Det transformerer byens ydelser: opdelt med 6 af antallet af medarbejdere, personalets motiveringsforanstaltninger og anvendelse af underentreprise. Borgmesteren planlægger også at opkræve skat for at bringe indkomst til byen: til gengæld for skatter giver byen tilladelser til at opføre kommercielle zoner, boliger til boliger og industrianlæg, hvilket giver ham mulighed for at kontrollere byudviklingen.
Samtidig er befolkningen mere involveret i byens beslutninger. Imidlertid er det frem for alt indehaverne af den kapital, der investeres i byens udvikling, der kan deltage i "folkelig deltagelse". Byen opretter også sit eget distributionskredsløb for forbrugerprodukter (betragtes som en opposition til den traditionelle basar ), udgiver sin avis, Hamshahri , forbedrer folkesundheden (forbedret affaldsindsamling osv.), Transportsystemet offentligt. Derudover transformerer kommunen det offentlige rum: skabelsen af offentlige rum, der ikke kontrolleres af private interesser eller af staten, er et af de elementer, der letter fremkomsten af et bymæssigt, moderne og demokratisk samfund i Iran. Karbaschi åbnede Bahman kulturcenter på stedet for de tidligere slagterier i det sydlige Teheran i 1992 . Kommunen åbnede 138 kulturelle steder, 1.300 sportscentre, hovedsageligt i den sydlige del af Teheran mellem 1990 og 1995 . Antallet af parker ganges også med 3,5 og når 628 i 1998 . Disse parker tillader by- og moderne unge af begge køn at mødes bortset fra deres familier. Disse elementer bidrager til fremkomsten af verdslige og individualistiske normer for en urban middelklasse.
Teheran er hjemsted for forsvarsministeriet og hovedkvarteret for de iranske regulære hære og paramilitære organisationer.
Det huser i 2005 hovedkvarteret for 1 st Army of the Army of Iran og garnisoner i 18 th panserdivision , den 30 th infanteridivision, den 23 th afdelingen for Special Forces (dannet mellem 1993 og 1994, omfatter 5000 personer) , den 55 th faldskærm division, 351 th brigade af jord-jord missil og måske den af 75 th brigade logistik .
Den hær af iranske Air har sit hovedkvarter på luftbase Doshan Tappeh ( 12 th Flyvertaktisk Base) i den østlige del af byen og har den luftbase Mehrabad ( 1 st Tactical Air Base) på den internationale lufthavn Mehrabad i den vestlige del af byen med femten krigere MiG-29 og transportfly, tankning, der forbinder alle grene af de væbnede styrker og iranske sikkerhed samt base-Ghale Morghi ( 11 th taktisk luftbase), sydlige metropol huser helikoptere i flyvevåbnet og politi.
De islamiske Revolutionsgarden har også deres hovedkvarter på luftbase Doshan Tappeh og implementere dem i 2004 en st pansrede division og 1 st infanteridivision.
De pansrede divisioner i Teheran-regionen anses ikke for at være fuld styrke, og formatet for store iranske enheder er ikke homogent.
Den iranske hær indsætter i 2009 til luftbeskyttelsen af hovedstaden, blandt andet fem batterier af S-200 Angara ( NATO-kode : SA-5) og fem Hawk-batterier (det iranske militær anvender generelt kun tre positioner med batteriskydning ) samt fire HQ-2B / Sayyad-1 missilsteder (kinesisk og iransk version af S-75 Dvina ).
Hæren har også Nohet-træningscenteret og Teheran-missilcentret i Hemmat.
1976 | Aktiver | Medarbejdere | Arbejdsløs |
---|---|---|---|
Mænd | 65.2 | 62.9 | 2.3 |
Kvinder | 9.9 | 9.4 | 0,5 |
Total | 39.3 | 37.8 | 1.5 |
1986 | Aktiver | Medarbejdere | Arbejdsløs |
Mænd | 67.4 | 58,6 | 8.8 |
Kvinder | 9.2 | 6.8 | 2.4 |
Total | 38.9 | 33.3 | 5.6 |
Før Teheran blev hovedstad i Iran i XVII th århundrede , var det en stor landsby-orienteret landbrug, med sine gårde, frugtplantager og dens kilder. Dets økonomi var derefter baseret på den ene side på landbrug, på den anden side på byområder (hovedkvarter for landets militære og politiske organer), hvis indkomst hovedsageligt kom fra skatter, der blev opkrævet i regionerne.
Olieproduktionen i XX th århundrede har ændret det økonomiske grundlag i landet, også gør det muligt at industrialisere. Olieudnyttelse tillod også stærk vækst i landets indkomst, hvilket førte til velstanden i byen, som blev landets industrielle og politiske centrum. Frugtplantagerne og de grønne områder er derfor gradvist blevet omdannet til industri- og boligområder.
Teheran er et meget vigtigt økonomisk og industrielt center i Iran. Mere end halvdelen af forbrugsvarer, herunder tekstiler, cement, bordservice, sukker og elektriske apparater (som den franske SEBs fabrik ) fremstilles på fabrikker i byen. Der er oprettet en industrizone mellem Teheran og Karaj langs motorvejen. Byens fabrikker producerer også kemikalier, biler og våben.
Den basar centrale Teheran domineret det nationale økonomiske system. Faktisk specificerer Soussan Mobasser, at "i alle basarer [i Iran] sendes ethvert produkt, der ikke er beregnet til lokalt salg, hverken til den endelige forbruger eller til detailhandlerne, til Teheran".
Teheran har også været vært for Teheran-børsen siden 1968 . I 2005 var der mere end 420 virksomheder med en kapitalisering på 327.417 milliarder iranske rials , svarende til 45 milliarder dollars.
Shoppingcentret ligger i den sydlige del af byen og den traditionelle basar i centrum. Industrier, der producerer byggemaskiner, er koncentreret i højlandet i den sydlige ende af Teheran. Fabrikker og industrier er mod vest.
Ifølge Ebrahimi beskæftiger den uformelle sektor en betydelig del af arbejdsstyrken. Hourcade anslog denne befolkning til 10% af den aktive befolkning i hovedstaden i 1970'erne. Aktivitets- og beskæftigelsestallene for befolkningen i Teheran i folketællingerne 1976 og 1986 er vist modsat.
Et metronsystem , der var planlagt siden 1970'erne, åbnede to af de syv linjer, der var planlagt til 2001 - selvom byen ligger i en seismisk zone . Udviklingen af Teheran-metroen blev forsinket af den iranske revolution og derefter af krigen mellem Iran og Irak . Teheran har nu 4 metrolinjer (linje 1, 2, 4 og 5). Forsinkelsen i metroarbejdet har ført til, at busforbindelserne gradvist påtager sig rollen som metroen med tjenester på meget lange linjer.
Den taxier , hvis nummer er meget vigtigt for Teheran til at tillade kortere ture. Kollektive taxaer ( māshin-e savāri ) kører på bestemte linjer. Taxien er så almindelig og bærer flere personer under rejsen. Det er den bedste, billigste og hurtigste måde at transportere i Teheran på. Mange mennesker, der ikke har et fast job, eller som vil have enderne, tager deres personlige biler og tager taxa.
Antallet af lette biler og lette erhvervskøretøjer i Teheran blev anslået til over to millioner i 2003.
Bilen spiller en meget vigtig rolle for Teherans husstande; både for deres mobilitet og for deres økonomi. De fleste af myndighedernes foranstaltninger til forbedring af bilbevægelser har haft en negativ indvirkning på befolkningen i Teheran: trafikken er meget tæt og ofte overbelastet, sikkerhedsproblemerne for fodgængere og cyklister er meget vigtige, og luftforurening er meget vigtig. Derudover er antallet af tilgængelige parkeringspladser ikke stort nok sammenlignet med antallet af køretøjer, der cirkulerer i Teheran.
Kommunen Teheran, for at forsøge at begrænse problemerne med biltrafik, skabte en begrænset zone i centrum af Teheran: denne zone er forbudt for køretøjer uden tilladelse til at tage dertil, den er dog tilgængelig for alle fredage, hvilket er ugentligt -arbejdsdag i Iran.
Der er også seks elektriske buslinjer i det sydlige Teheran, der transporterer omkring 150.000 passagerer om dagen.
Udviklingen af det offentlige transportnet | indtil 1990 | 1990 - 1998 |
---|---|---|
Antal udvekslinger, broer og undergrundsbaner | 33 | 200 |
Hurtigveje og motorveje (km) | 90 | 300 |
Offentlig transport (bus, taxaer, minibusser) | 22.000 | 32.500 |
Kilde: Qolamhossein Karbaschi, Mohakemeh va defa ' , Farhang-o Andisheh, Teheran, 1998; Teheran Kommune, Tahavol-e Edāri dar Shahrdāri-ye Teherān , Teheran 1997 |
Teheran betjenes af Mehrabad International Airport , byens første lufthavn, kombineret med en militærbase, der ligger vest for byen, nu midt i et byområde. Den Imam-Khomeini International Airport , 50 kilometer syd for byen, blev indviet i 2004 og er i sidste ende har til formål at imødekomme internationale flyvninger, mens Mehrabad ville være forbeholdt indenrigsflyvninger.
Teheran har også en centralstation og 4 busterminaler, der tilbyder rutefart til alle byer i landet (Syd-, Øst-, Vest- og Bei-haghi-terminaler).
Ifølge data indsamlet af AQCC (Tehran City Air Quality Control Company) og det iranske miljøministerium er byen Teheran en af de mest forurenede i verden. INovember 2006, luftforurening i den iranske hovedstad siges at have forårsaget 3.600 dødsfald, hovedsageligt som følge af hjerte-respiratoriske patologier. Ifølge Japans internationale samarbejdsagentur (JICA) tegnede mobile emissionskilder sig for 71% af al luftforurening i metropolen.
Kulilte tegner sig for en betydelig del af de 1,5 millioner tons forurenende stoffer, der frigives i Teheran i 2002 , og dets direkte ansvar for at øge indlæggelser af hjertesygdomme hos byhospitaler er dokumenteret. Emissioner fra mere end to millioner private køretøjer og gamle transportmidler er hovedårsagen til luftforurening i Teheran. Den daværende præsident Mohammad Khatami sagde, at biler bygget i Iran bliver nødt til at overholde mere miljøvenlige standarder og lovede at skifte til blyfri brændstof. Faktisk er flåden for det meste gammel, nogle gange over 20 år (med modeller fremstillet i Iran som Peykan ). Kommunen Teheran, tilknyttet det iranske miljøministerium, har gennemført foranstaltninger til at reducere forurening: I 2002 kørte for eksempel næsten alle Teherans 30.000 taxaer på LPG .
Teheran har også problemer med vandforsyningen, hvilket ikke er tilstrækkeligt til byens behov. Derudover er der stadig utilstrækkelige kloaksystemer, og det meste menneskelige affald dumpes i jorden eller i vandveje. I 2003 blev evakueringen af spildevand i Teheran udført af:
For at afhjælpe dette problem har Teheran kommune lanceret et større projekt til opførelse af et kloaknetværk, som forventes at vare indtil 2029.
Kommunen Teheran er venskab med: