Saadia Gaon

Saadia Gaon Biografi
Fødsel Juli 882
Medinet el-Fayoum ( abbasidisk kalifat )
Død 21. maj 942(kl. 59)
Soura
Navn på modersmål סעדיה בן יוסף פיומי
Tid Middelalderlig filosofi
Aktiviteter Rabbi , oversætter , digter , filosof , bibeloversætter , filolog , Posseq
Andre oplysninger
Områder Filosofi , naturfilosofi , Bibel
Religion Jødedommen
Mestre Eli Ben Yehuda ha-Nazir ( in )
Primære værker
Tafsir

Saadiah Gaon (\ sɑ.dja ɡa.ɔ \) ( hebraisk  : רב סעדיה בן יוסף גאון סורא Rav Saadia ben Yosef Gaon Soura , arabisk  : سعيد إبن يوسف الفيومي Sa`īd ibn Yusuf al-Fayyumi ), sagde Rassag ( רס ") ג ), er en rabbiner X th  århundrede ( Egypten , 882 eller 892 - Babylon , 942 EF ).

Hans liv er en række kampe og kampe for at sikre overlevelse og bæredygtighed af den babyloniske rabbinske jødedom i lyset af assimilering i den erobrende arabisk-muslimske civilisation, kamp om indflydelse mellem akademierne i Israels land og Babylon til de modsatte den exilarch (leder af jødiske landflygtige fra Babylonien) til scholarcs osv Han er frem for alt den første store modstander af karaitterne , tilhængere af en scripturalistisk jødedom, der afviser den mundtlige Torah fra rabbinerne.

Han reagerede på disse udfordringer med et rigeligt og innovativt arbejde og blev den første tilhænger af rabbinsk jødedom, der var interesseret i den tids verdslige videnskab uden at opgive traditionelle felter. Hans mest kendte værker i dag er det Tafsir , den første rabbinske kommentar til Bibelen, og Sefer Emounot veDeot , den første store forsøg på at forene den jødiske rabbinske tradition og græsk filosofi.

Saadia Gaons liv og arbejde gør hende til en af ​​de højeste åndelige og videnskabelige autoriteter i Gueonim-perioden . Hans værker bidrog stærkt til den gyldne tidsalder for jødisk kultur i Spanien og sikrede ham et sted i den arabisk-andalusiske jødedom, som kun Moses Maimonides kunne hævde derefter.

Biografi

De vigtigste kilder til Saadia liv var indtil det XIX th  århundrede , den Letter of Sherira Gaon og Bog transmission af Abraham Ibn Daud , der vedligeholder indholdet.
Tilhængerne af Wissenschaft des Judentums ("videnskab om jødedommen") tager derefter ud over disse kilder hensyn til den tidens kontroversielle litteratur og historien om Nathan HaBavli , lidt senere end Sherira.
Undersøgelsen dokumenterer Geniza Cairo (en samling af blade, fragmenter og middelalderlige tekster jødisk litteratur er lagret i en tidsplan, der er fastsat brugen af Ben Ezra synagogen i gamle Cairo ), et selskab i slutningen af XIX th  århundrede , men faktisk startede på i begyndelsen af XX th  århundrede og frem til i dag stadig i gang, genvinder tabte værker mentes, andre forblev ukendt og stykker af korrespondance og dokumenter kaster et nyt lys på livet af Saadia Gaon og hans tid.

Unge år

De tidligste visse fakta om Saadia stammer fra 921 CE. Alle ovenstående er stort set spekulative uden for nogle fakta, som hans fødested, landsbyen Dilatz i Fayoum .

Saadia skrev i sin Sefer HaGalouï ned af Shela søn af Juda og Haninas Ben Dosa , en Hassidéen det jeg st  århundrede fejret i mange historier om Talmud (en af hans søn er også opkaldt Dossa ). Hans modstandere insisterede på, at hans familie var blevet konverteret til jødedom af den seneste dato, og at hans far var et forbilleder; ifølge Henry Malter er det kun Saadias proselyte-oprindelse, der er hævdende, de andre påstande er ærekrænkelse. Sherira Gaon hævder, at Saadias far var en from og veluddannet mand.

Det fremgår af Saadias korrespondance, at han havde grundlagt en familie og en skole i Egypten, og at han havde forladt dem for at studere under mestrene i Vesten (i Israels land ), hvortil de jøder i Egypten var knyttet. Det er muligt, at Saadia blev tvunget til at rejse efter gengældelse fra karaitterne . Ifølge kommentatoren Abraham ibn Ezra ville han faktisk have debatteret offentligt med karaitiske lærde og skrevet i en alder af 23 år Bogen om tilbagevisning af Anan , frontangreb mod Anan ben David , forløberen, hvis ikke grundlæggeren af Karaisme.

Under sit ophold i Israels land korresponderede Saadia med de babylonske akademier.
Derudover bemærker den arabiske historiker og rejsende Al-Mas'ûdî , at han har argumenteret med en bestemt Abu Kathir Yaḥia al Kathib, der har Saadia som en discipel. Abu Kathir kunne have været en Masorète - og ville have lært Saadia massoraen (system til læsning, udtale, recitation og bevarelse af den bibelske tekst), som han bruger i sine værker, især grammatisk - eller en filosof; under alle omstændigheder er han ikke hans første mester.
Disciplene af Israels israelske nævner korrespondancen mellem deres herre og Saadia, før sidstnævnte ankom til Babylonia, og han ville også have mødt filosofen David ibn Merwan Al-Mukkamas . Der er dog intet, der tyder på, at de inspirerede ham, selvom det sandsynligvis er, at Saadia læste Al-Mukkamas 'værker, før han komponerede sine egne.

Tilegnelsen af ​​videnskabelig, litterær, rabbinsk og karaitisk viden om Saadia, tydeligt fra hans første værker, og identiteten af ​​hans første mestre, er derfor fortsat underlagt forskellige spekulationer, hvoraf nogle klart falder inden for den kontroversielle legende.

Kalendertvisten

Saadia er i Aleppo, når han får at vide, at Rav Aaron ben Meïr , den højeste autoritet for jødedommen i det hellige land, har udstedt en ny regel vedrørende beregning af molad ( måneforbindelse ). Dette påvirker i høj grad bestemmelsen af ​​datoer i den hebraiske kalender , især da de babyloniske vismænd har sikret det i århundreder, og de nægter denne ændring.

Den efterfølgende tvist vedrører derfor ikke kun et rituelt punkt, men også politisk indflydelse, fordi den, der formår at overbevise medlemmerne og fortiori lederne og bemærkelsesværdige jødiske samfund, de facto fremherskende over dem.

Overbevist om rigtigheden af ​​de babyloniske beregninger prøver Saadia at argumentere med Ben Meïr uden succes og skriver et antal cirkulære breve for at anbefale til mange samfund ikke at vedtage den foreslåede innovation (dette faktum alene er et tegn på den prestige, som nyder allerede i den jødiske verden). Striden eskalerer, og personlige angreb formerer sig.
De babyloniske religiøse myndigheder, der ikke er i stand til at indeholde Ben Meïr, planlægger endda at appellere til regeringen, inden de instruerer Saadia om at skrive i 922, på højden af ​​krisen, et mindesmærke for samfundene i diasporaen, hvor der ikke kun er fragmenter. Saadia komponerer også Book of Fixed Times .
Uroligheden aftager, jøderne i Israels Land vedtager bestemt den babylonske beregning, og Ben Meir nævnes ikke længere. Ifølge Alexander Marx blev de to bøger skrevet, efter at kontroversen allerede var blevet afgjort.

Kontroversens afslutning markerer en stor milepæl i etableringen af ​​den babyloniske Talmud som en standard for alle jødiske samfund. Hvad Saadia angår, sikrede han sig fordel for exilarch David ben Zakkaï og akademierne.

Akademisk karriere og udnævnelse til stillingen som Gaon

I Poumbedita

De ydelser, der blev leveret til det babylonske samfund, såvel som anerkendelsen af ​​hans jødiske og verdslige viden, fik Saadia til at blive hævet til rækkerne Alouf og Resh Kalla på Poumbedita- akademiet , en af ​​de to videnspoler . Jødisk i Babylonien .

Saadia påtager sig sit uddannelsesmæssige arbejde: mens han fortsætter sin polemik med karaitterne , lærer han sine studerende, overvældende arabisktalende, at genopdage den hebraiske bibel i henhold til den rabbinske tradition.
Det letter på den ene side deres læring i bibelsk hebraisk , ved at skrive de første systematiske værker af hebraisk grammatik , og på den anden side forståelse af teksten ved at komponere den Tafsir ( arabisk  : تفسير eksegese), første oversættelse af Bibelen i Bibelens arabisk ledsaget af en kommentar, der for første gang er baseret så meget på teksten som på traditionen. Han kæmper også mod kættere fortolkninger ved at udarbejde en afvisning af de 200 spørgsmål om Hiwi al-Balkhi , der nu er tabt.

Saadia fortsætter også sin opgave med at forene samfundet og komponerer også en bønebog, hvor han tilbyder en unik bønritual, der gælder hele året og for hele den jødiske diaspora . Han inkluderer også mange af hans liturgiske stykker .

I Soura

På død Gaon Yom Tov Kahana bar Yaaqov, i 926 , Akademiet for Soura nået et sådant fald, at den exilarch David ben Zakkaï overvejes, efter råd fra den gaon af Poumbedita, Mar Cohen Tzedek , for at lukke denne skole. På trods af sin prestigefyldte fortid. Kandidatens død til æresgonaten, der finder sted selv før tiltrædelsen, fraråder ham.

Exilarch påtvinger Saadia to år senere på trods af de stemmer, der hæves for at protestere mod nomineringen af ​​en "udlænding" (en egyptisk jøde og ikke babylonisk ) til et indlæg, der traditionelt er delt mellem visse familier og på trods af modvilje af Nissim Nahrawani , Resh Kallah fra Soura, som forudser de kommende konflikter mellem exilarch og Gaon , meget mindre føjelig end David ben Zakkaï ønsker.

Saadias aktivitet fokuserer på jødisk lov og skriver mange responsaer, men også de første monografier om emnet, hvor jødisk-arabisk for første gang er privilegeret over jødisk-aramæisk babylonisk af hensyn til tilgængeligheden. Akademiet i Soura er ved at komme sig i sin pragt.

Imidlertid bryder et argument mellem Saadia og Ben Zakkaï, som frygtet af Nissim Nahrawani.

Læreren og exilarch

Ifølge Nathan HaBavlis beretning begyndte argumentet med et arvsspørgsmål (skønt spændinger sandsynligvis var opstået på forhånd) og eskalerede.
David ben Zakkai, støttet både økonomisk og ideologisk af Aaron ibn Sarjadou , afsætter Saadia og udnævner i hans sted Yoseph ben Yaacov ibn Satya , mindre forsker men bror til den tidligere Gaon, Yom Tov Kahana. Saadia, støttet af Netiras sønner , afsætter David og udnævner i hans sted sin yngre bror, Yoshia (Hassan) ben Zakkai.

Sagen, der blev drøftet i to år ved kalifen Al-Muqtadirs domstol , tog en afgørende vending i 932, fordi den nye kalif, Al-Qahir , havde behov for midler og glædede sig med tilfredshed af den "gave", der blev bragt af tilhængerne af exilarch , mens indflydelsen fra Saadias tilhængere aftager.
Hassan ben Zakkaï bliver forvist og dør i Khorassan . Saadia, også forvist, skrev under sin eksil kommentaren til Sefer Yetzira , afsluttet i 931, og hans store arbejde, Emounot veDeot to år senere.
Sagen oplevede en genopblussen i 937 . Bishr ben Aaron opfordrer exilarch til at afslutte skænderiet.
Forsoningen finder sted på dagen for Esters faste . Saadia overtog ledelsen af ​​Soura et stykke tid senere.

Svækket af et liv i kampe døde Saadia Gaon i Soura den 26. iyar 4602 (21. maj 942) af "  sort galde  ", ifølge en tradition rapporteret af Abraham ibn Dawd , hvis kilde sandsynligvis er Dossa . Den rejsende Benjamin de Tudèle siger, at han så sin begravelse i Mata Mehassia .

Efter Saadia

Efter Saadias død overtog Ibn Satya ledelsen af ​​Soura, men han havde ikke sin statur mod Ibn Saradjou, der blev Gaon af Poumbedita, og akademiet lukkede i 45 år. Et sidste forsøg, ledet i fællesskab af kollegiet i Soura og Poumbedita, for at lindre Soura finder sted under vejledning af Samuel ben Hofni , der blev indledt i nødsituation af hans stedsøn, Haï Gaon . Dossa efterfulgte ham i 6 år.

Ifølge Abraham ibn Dawd blev fire studerende fra Soura, der gik til søs for at indsamle tilskud , fanget til søs og indløst af samfundene i forskellige lande, hvor de ville have rejst vigtige Talmudiske akademier (historien om denne beretning er kontroversiel af flertallet af forskere fra Wissenschaft des Judentums , der kun ser det som en etiologisk myte at retfærdiggøre stigningen af ​​videncentre i Europa og Nordafrika). En af disse, Moshe ben Hanokh , overfører arv fra gueonim til Spanien og gør Hasdai ibn Shaprut kendt for Saadias arbejde. Andre elever, især Dounash ben Labrat , populariserer Saadias undervisning i Spanien, hvor det har en revolution. Derfra blev den gyldne tidsalder for jødisk kultur født i Spanien .

Kunstværk

Saadias produktion anslås til omkring hundrede værker, hvoraf de fleste mistes eller endnu ikke er opdaget. Skrevet på jødisk-arabisk og ofte påvirket af arabisk kultur, berører det mange områder, som Saadia ikke, som det traditionelt krediteres, er opfundet. Hans indflydelse var imidlertid sådan med sine tilhængere og modstandere, at han fik de fleste af sine forgængere til at glemme.

Kontrovers

Saadias hele arbejde er rettet mod den spirituelle overlevelse af en jødedom, der er tro mod sin tradition i en ny verden, som det er muligt at opnå et gensidigt fordelagtigt forhold til. Karaismen, der foreslog en sådan integration til skade for traditionen, kunne derfor kun imødekomme dens naturlige modstander. Saadia Gaon modsatte sig også Hiwi al-Balkhis ekstreme rationalisme , kritiker af den mundtlige Torah, men også af den skriftlige Torah.

Arbejdet i Saadia efterlod sådan en dyb spor i Karaite bevidsthed, indtil det XIX th  århundrede , en karaïtologue af den tid Samuel Poznanski , havde samlet fragmenter af værker af mere end fyrre-ni forfattere ledes mod hans idéer. Omvendt blev den blotte omtale af en forfatter i en diatribe fra Saadia betragtet af mange lærde, herunder Graetz, som bevis på denne forfatters overholdelse af karaismen .

Saadia skrev også Sefer haGalouï under hendes kontrovers med David ben Zakkaï.

Sproglig

Saadias hovedværker i dette område er i kronologisk rækkefølge Sefer HaEgron ( hebraisk : ספר האגרון Book of the Collection), hvis anden version er den første prototype hebraisk-arabisk ordbog, Kutub al-Lughah ( arabisk  : كتب اللغة , " Sprogets Bog "), en 12- binders grammatikafhandling og Kitāb al-Sabʿīn Lafẓa al-Mufrada , der sigter mod at belyse betydningen af ​​90 udtryk, der kun vises en gang i det bibelske korpus  ; andre noter om emnet prikker hans arbejde, især kommentarerne til Sefer Yetzira .

At være "den første grammatiker" indeholder Saadias arbejde mange fejl. Dounash demonstrerer, at hans lærer ofte misforstår betydningen af ​​et udtryk eller en passage i sin arabiske oversættelse af Bibelen, og at han i sin filologiske forskning er afhængig af overfladiske ligheder mellem hebraiske og arabiske rødder, selvom deres faktiske betydning er helt anderledes. Imidlertid var disse fejl ifølge Graetz “nyttige for hans efterfølgere. "

Eksegese

Saadia genindfører eksegesen af ​​den hebraiske bibel. Den producerer en kommenteret oversættelse af Bibelen (med tilsyneladende undtagelse fra Krønikebog) på arabiske og arabiske tegn, der er tilgængelige for alle, jøder såvel som arabiske kristne og muslimer.

Oversættelsen er ret gratis, i syntaksen, Saadia tøver ikke med at oversætte vers og fragmenter af vers i ét stykke for at danne en forståelig helhed. Saadia ønskede, at det skulle være en kommentar i sig selv, deraf navnet Tafsir (arabisk: تفسير Kommentar ). Tæt efter den traditionelle rabbinske fortolkning, især Pseudo-Jonathan Targum , får den ofte "teksten til at sige mere og noget andet end den faktisk siger" for at beskytte mod kritik fra muslimer, der dømmer jøderne. Ude af stand til at forstå deres egne skrifter hvis Tafseeren er for kompliceret.

Saadia tilføjer også en kommentar, der er baseret på tradition og filosofi, som fastlægger den traditionelle fortolkning af teksten og tilbageviser indvendinger fra karaitter og skeptikere såvel som antropomorfe aflæsninger.

Den Tafsir fortrolig den jødiske ånd med arabisk kultur på et tidspunkt, hvor de blev anset for uforenelige. Saadia nærmer sig filosofisk spekulation og reagerer på argumenter fra rationalistiske skeptikere.
Denne oversættelse introducerer den jødiske ånd, og Saadia, i den arabiske verden Gentile: Al-Masudi , en moderne muslim Saadia giver detaljerede oplysninger om hans liv, og en forfatter af X th  århundrede , Muhammad ibn Ishak al Nadim , giver i sin Fihrist al-'Ulum , en liste over elleve værker af Saadia.

Den Tafsir forblev i lang tid den grundlæggende arabisk oversættelse af de jødiske samfund i Yemen, som omfattede det sammen med Targum af Onkelos . Den hebraiske oversættelse af Torah-kommentaren er offentliggjort i Torat Hayim fra Mossad HaRav Kook.

Poesi og liturgi

Saadias mest kendte bidrag til liturgien, inden studiet af Cairo Geniza- manuskripterne , er hans siddur , Kitāb Jamīʿ al-Ṣalawāt wa al-Tasabīḫ ( Book of the Collection of All Prayers and Roses ). Hans kommentar, skrevet på jødisk-arabisk, synes populær, skønt arrangementet af det ritual, som Saadia foreslog, aldrig blev accepteret.
Bogen genudgives på basis af et næsten komplet manuskript, der er bevaret i Oxford , og af fragmenter fundet i Gueniza af Davidson, Assaf og Yoel under titlen Siddur Rav Saadia Gaon ( Jerusalem , 1941 ), med en hebraisk oversættelse af sektionerne skrevet på jødisk-arabisk i de modsatte kolonner.

Saadia er kendt for sine liturgiske digte, komponeret i alle genrer ( baḳḳashot , hoshanot , azharot osv.). Hans tilgang er et moderat vellykket forsøg på at komme fri fra den anerkendte, men hermetiske stil hos Eleazar Hakalir og hans forgængere. Bacher , der citerer Zunz , beskriver det som "en nysgerrig blanding af bibelsk enkelhed og Payytanisk påvirkning ", idet han låner dens fortællende former og ordforråd fra Bibelen, idet den tager stilistiske genstande fra sine forgængere. Abraham ibn Ezra vil rose Saadia i sin kommentar til Prædikeren 5: 1, da han engagerer sig i en ødelæggende kritik af de gamle liturgiske digtere.
Saadia var den første til at introducere filosofiske temaer og ideer i sine digte og inspirerede store spanske liturgiske digtere, herunder Solomon ibn Gabirol og Judah Halévi .

Den azharot på 613 bud og Shir shel HaOtiyot (digt af breve) indtager en særlig plads i hans arbejde: det første optages og forstærkes af Yerouham Fischel Perla, der gør ham til en rigtig Sefer Hamitzvot laRassag ( Bog af Rassag Bud ) med en komplet kommentar, der sammenligner beregningen af Saadia Gaons 613 mitzvot og rabbinerne fra den høje middelalder  ; det andet skiller sig ud for dets emne, grammatisk snarere end liturgisk, og dets beherskelse af masoretiske læresætninger , som kan læses som en mindeværdig metode til antallet af hvert bogstav i Toraen eller en opbyggende salme.

Halacha

Det meste af Saadias arbejde om Halacha (jødisk lov) er stadig i manuskript, spredt blandt tusinder af fragmenter af Gueniza, der venter på at blive undersøgt eller opdaget. Det lille, vi ved, giver os mulighed for at få en generel idé om deres art og størrelse.

Saadias vigtigste bidrag på området består af afhandlinger om fordomme, økonomiske og ellers, lån, arveafgift osv. Samt rituel renhed og urenhed relateret til menstruation , rituel slagtning og menstruation. Kød uegnet til forbrug , incest , festivaler og proklamation af den nye måned. Kun Kitab al-Mawarith ( afhandling om arv ) og afhandling om lovene om slagtning er delvis bevaret og redigeret.
Med disse afhandlinger er Saadia en af ​​pionererne, hvis ikke skaberen, af rabbinsk litteratur , den første til at skrive "bøger" i den moderne forstand af udtrykket og etablere en systematisk tilgang til sit arbejde. Ved at tildele et emne pr. Bog opfinder han den halachiske monografi. Ved at opdele disse bøger i sektioner og underafsnit, som han definerer, præciserer og trækker på talmudiske beviser, giver han en reel struktur, i modsætning til koderne for den gaoniske æra, Halachot Guedolot og Halakhot Pesoukot , som var modelleret efter Talmudiske diskussioner. Hans metode og brugen af jødisk-arabisk blev vedtaget af hans efterfølgere.

Saadia bidrog til flagskibet i den Gaoniske litteratur, responsaen (svar på spørgsmål oftest på et punkt i Halakha , adresseret af et individ eller et samfund), hvoraf halvtreds er bevaret; skrevet på hebraisk følger de samme struktur som dens afhandlinger.

Saadia var en af ​​de første til at skrive lærebøger beregnet til at lette indlæringen og forståelsen af ​​den babyloniske Talmud . Hans kommentar til de tretten hermeneutiske principper, der tilskrives Rabbi Ishmael , kun bevaret på hebraisk, er medtaget i komplette værker . En anden metode nævnes af HYD Azoulai som "  Klalei haTalmud ", men er kun kendt fra de få citater fra Betzalel Ashkenazi i et lignende værk.
Ifølge den rejsende Petahia Regensburg , ville Saadia har produceret en oversættelse af Mishnah i jødisk-arabisk, der anvendes i Bagdad i XII th  århundrede .

Jødisk filosofi

Ud over de mange filosofiske noter spredt i hans værker skrev Saadia mod slutningen af ​​sit liv to bøger viet til filosofisk spekulation inden for rammen af ​​jødedommen.

Den Tafsir Kitab al-Mabādi' ( Kommentar til Bog Creation ), skrevet i 932, præsenteres af forfatteren som en arbejdet med at etablere teksten i Sefer Yetzira , hvoraf der er mange versioner. Selvom denne bog, hvis første kapitel indeholder læren om Sefirot , betragtes som et af de grundlæggende værker af Kabbalah , ser det ud til, at Saadia, som afviser læren om metempsychosis , ikke har nogen viden om de esoteriske teorier, der er undervist i. Gaonisk periode til meget begrænsede cirkler af indviede. Hans kommentar, der afslører doktrinen om skabelse ex nihilo, som han forsvarer ved hjælp af tradition og rationalisme mod fortalerne for verdens evighed, sigter mod det modsatte at begrænse spekulation, filosofisk og mystisk, om emner, der nærmer sig i bogen, og synes især rettet mod teorien om Ideer , det vil sige, den platoniske filosofi, de provencalske Kabbalister udlede XII th  århundrede den mystiske fortolkning af Sefirot.
Bogen blev oversat i 1891 af Mayer Lambert på fransk under titlen "Kommentar til Sefer Yesira af Gaon Saadya." "

Den Kitab al-Amanat wal-l'tiḳādāt ( Bog om trosartiklerne og doktriner Dogma ), skrevet i 934 er værker af Saadia hvis holdbarhed er det vigtigste. Bærer mærket for Motazilite- skolen i al-Dubbaï i sin metode, som i dens opdeling og i dets valg af temaer, viser den også stoisk , platonisk og aristotelisk indflydelse . Dens formål er mindre at etablere det "første komplette system for religiøs filosofi" (hvilket det desuden ikke er) end at forklare, hvordan filosofi, der ofte bruges til at destabilisere jøden i sin tro, kan modsætte sig, styret af tro, bekræfte sandheden af åbenbaring og tilbagevise indvendinger fra ikke-troende.
Afvisning af karaiternes argumenter, skeptikere som Ḥiwi al-Balkhi, kristne og i øvrigt muslimer støder op til de rationelle "bevis", der har til formål at forstærke dogmerne fra den skriftlige Torah og den mundtlige Torah, og indtager en plads, der er lige så vigtig.
Saadia afslører og udvikler en personlig vision om filosofiske punkter, herunder en teori om viden, skabelsen af ​​verden, Guds natur, menneskets og det ondes problem; det opnår den første systematiske præsentation af principperne for tro på jødedommen .
Ligesom Philo , som han ofte er blevet sammenlignet med, integrerer Saadia elementer fra græsk filosofi i jødedommen. Årsagen til at være, med Saadia, underlagt Åbenbaringen, er filosofi kun et redskab, der bekræfter traditionen, og den, der gør brug af den, er i kontinuitet med den, i henhold til princippet om, at "en vismand er at foretrække frem for et menneske. Profet.
Denne bog, oversat til hebraisk af Judah ibn Tibbon under navnet Sefer haemounot vehadeot , "Book of beliefs and convictions") sætter et dybt spor i den jødiske verden. Hans ideer påvirkede neo-platoniske jødiske filosoffer , herunder Baḥya og Abraham ibn Ezra , og op til Abraham ibn Dawd , en tilhænger af Aristoteles . Maimonides kritiserer sin kalamitiske tilgang, som består i at producere rationelle "beviser" i henhold til foruddefinerede doktrinære forudsætninger, en sådan metode, der i Maimonides øjne ugyldiggør hans egne resultater og uforenelig med en seriøs filosofisk tilgang. Den Emounot veDeot ofte citerede op til Haskala , og selvom overskygget af Maimonides 'Guide til Lost , filosofiske modstandere af sidstnævnte brug det som en alternativ doktrinære kilde.

Påvirker

Saadia deltager, både gennem sine skrifter og de reaktioner, de vækker, i fødslen af ​​en rig jødisk-arabisk litteratur , der adresserer både sekulære og traditionelle emner. En tvist om hans skrifter, ledet af hans discipel Dounash ben Labrat mod Menaem ben Sarouḳ , er oprindelsen til en vigtig udvikling af hebraisk grammatik, filologi og poesi. Ifølge Alexander Marx repræsenterer Moses Maimonides selv kulminationen af, hvad Saadia startede.

Saadias indflydelse er oprindeligt mindre i det fransk-tyske centrum for Ashkenazi-jødedommen, hvor jødisk-arabisk er et fremmedsprog. Rashi kender sandsynligvis ikke Saadia, skønt han blev indirekte påvirket af det gennem de grammatiske og leksikografiske værker af Menaḥem ben Sarouḳ og Dounash ibn Labrat, der er citeret flere gange i sin bibelske kommentar.
Et århundrede senere er Saadias værker kendt af Tossafisterne , som forbeholder dem en reception, der kan sammenlignes med jøderne i Spanien.

Wissenschaft- forskere og deres efterfølgere ser ham som initiativtager til middelalderens og moderne jødiske civilisation.

Saadia er en vigtig skikkelse i den moderne ortodokse jødedom , en hård modstander af assimilering (men ikke akkulturering) af jøder, og alligevel forbliver åben for verden og videnskab, forkæmper for et jødisk folks enhed, der overholder forskrifterne i Bibelen og tradition.

Bibliografi

Værker oversat til fransk

  • Bogen med tro og meninger. Kitâb al-amanat wa'l'i'tikadat. Sefer émunot we-dé'ot , 1934.

Undersøgelser

Ud over de bøger, artikler og websteder, der er nævnt i referencerne, blev også konsulteret:

Se også

Relaterede artikler

eksterne links

Noter, referencer og citater

Bemærkninger

  1. Ifølge Sefer HaQabbala , betragtet som en af ​​de traditionelle kilder til det jødiske folks historie, var Saadia Gaon "omkring halvtreds år gammel" ved sin død, men en fihrist (opgørelse) af Saadias værker oprettet af hans sønner, dateret 1113 e.Kr. og udgravet af Jacob Mann i 1921 i Cairo geniza , indikerer at hans død fandt sted i hans "tres år mindre end fyrre ... dage", hvilket placerer hans fødsel 882 ( Mann 1921 ).
    Henry Malter afviser denne dato, som han tilskriver en kopi af tungen, og som ifølge ham fører til konflikter med andre vigtige begivenheder i Saadias liv ( Malter 1921 , s.  421-428), men 882 forbliver den dato, der generelt bevares , fordi fragmentet af guenizaen er tættere på dens død i tid som i rummet.
  2. Begge taler om de samme karakterer, men Sherira kender ikke Nathan - (han) Yehouda David Eisenstein , Otzar Israel , Nathan Habavli
  3. Jf. Yesod Mispar af Ibn Ezra; dette svarer til afslutningen på Toulounids regeringstid , under hvilken karaisme blev opmuntret i Egypten - Moshe Gil, op. cit. , s. 353, note 211
  4. Fra en note fra Juda ben Barzilai i hans kommentar til Sefer Yetzira - Henry Malter, op. cit., s. 67
  5. Karaitterne tilskrev ham som mester sin fremtidige antagonist, Salman ben Yerouham - jf. Anmeldelse: Milḥamōth ha-Shēm af Salmon ben Jeroham af Leon Nemoy , The Jewish Quarterly Review , New Series, bind. 28, nr. 1 (jul. 1937), s. 91-94; Nemoy rapporterer om en rabbinsk modlegende, ifølge hvilken Salman ben Yerouḥam ville have været en af ​​dem, der blev karait efter en personlig konflikt med sin rival Saadia; Det kan dog være, at Abu Kathir var karait , Simhah Pinsker identificerede ham med grammatikeren Juda ben Eli - jfr. S. Stroumsa, 2003
  6. Dette er for eksempel tilfældet med Aaron ben Asher , Masorète, hvis kode er autoritativ i forbindelse med skrivning af Torah-bøger . Aron Dotan fremførte imidlertid argumenter til fordel for Aaron ben Asers overholdelse af rabbinsk jødedom og hævdede, at Ben Asher forbandet af Saadia er en bestemt Abul Tayyib Samuel ben Asher al-Jabali - Moshe Gil, A History of Palestine, 634-1099 , s. 182.
    Den akademiske kontrovers fortsætter den dag i dag.
  7. Simhah Pinskers opfattelse af, at enhver lærd af Pre- Saadia-teksten var karait, er imidlertid meget overdrevet - Bernard Revel , Karaite Halakah og dens forhold til Sadducean, Samaritan og Philonian Halakah , s. 2, Philadelphia 1913
  8. Der er flere omtaler af Saadia i Rashis kommentarer. Ikke desto mindre er det for Salme 45:10 en interpolering af kopister - (han) A. Dotan , Niqqud rav Seʿadya: fakta eller fiktion? , Tarbiz 1997, bind. 66, nr. 2, s. 247-257. Med hensyn til Saadia, som Rashi siger, at han personligt mødtes, ville han være blevet identificeret af Ḥayyim Michael med en navnebror, Saadia ben Naḥmani (Executive Committee & M. Seligsohn, SAADIA BEN NAḤMANI , i Jewish Encyclopedia , 1901-1906)

Referencer

  1. "Vokalen er fordoblet til at sige har længe været i følgende navne: [...] Saadia eller Saadias (CA-dia, CA-Diass) , forsker i Egypten, 892-942. […] " MIN. Lesaint , komplet afhandling om fransk udtale i anden halvdel af det XIX th århundrede , Wilhelm Mauke, Hamborg, 1871 sekund helt ny udgave, s. 13
  2. Salo W. Baron , "Saadias kommunale aktiviteter", Saadia Anniversary Volume (1943) s. 9-74
  3. (he) Simha Bounam Urbach, Rabbenou Saadia Gaon, manden og hans litterære arbejde
  4. SAADIAH (BEN YOSEF) GAON, en artikel fra Encyclopedic Dictionary of Judaism, pp. 889-891, red. Cerf, Paris 1996
  5. Élie Barnavi et al., Universal jødernes historie , "tidspunktet for ghe'onim", s.87, red. Hachette, Paris, 1992, ( ISBN  978-2-01-235617-7 ) .
  6. Malter 1921 , s.  27
  7. Iggeret deRav Sherira Gaon (Sherira-brev), red. Neubauer i middelalderens jødiske krønikebog I, 40
  8. Jf. Moshe Gil , jøder i islamiske lande i middelalderen (oversat af David Strasler), s. 350, Brill 2004, ( ISBN  90-04-13882-X )
  9. Rabbi Saadia Gaon på chabad.org
  10. Abraham ibn Ezra, kommentar til 2. Mosebog 21:24, “Øje for øje. »- se (han) Ben Zouta , på siden
  11. Alexander Marx , "Saadia Gaon" i Jacob Neusner , Understanding Rabbinic Judaism, from Talmudic to Modern Times, pp. 149 - 171
  12. Solomon L. Skoss, Saadia, den tidligste hebraiske grammatiker , i Proceedings of the American Academy for Jewish Research
  13. Henry Malter, op. cit., s. 36
  14. Jf. Dunash ibn Tamim og Jacob ben Nissim , i Jewish Encyclopedia
  15. Sarah Stroumsa, Saadia og Jewish Kalam , i Frank, Daniel H. & Leaman, Oliver, The Cambridge Companion to Medieval Jewish Philosophy , Cambridge: Cambridge University Press, pp. 71–90, ( ISBN  978-0-521-65207-0 )
  16. Heinrich Graetz , Jødernes historie, tredje periode, anden periode, kapitel 1
  17. Gil, op. cit. , s. 350
  18. Henry Malter, op. cit. , pp. 70-88, tilgængelig online
  19. Eksekutivkomité for redaktionskomitéen, Wilhelm Bacher , Kaufmann Kohler & J. Frederic McCurdy, bibelsk eksegese , i Jewish Encyclopedia , 1901-1906
  20. Prayers, Book of , i Encyclopedic Dictionary of Judaism , s. 819, red. Deer, Paris, 1998
  21. Ahbar Bagdad i Abraham Zacuto , Youḥassin , afsnit 3
  22. Iggeret af Rav Sherira Gaon , s. 39-40 af Oxford Edition  ; Abraham ibn Dawd, Sefer HaKabbala, red. Cohen 1967, 79
  23. Encyclopedia Judaica (red. 1972), SAADIAH (Ben Joseph) GAON, pp. 543 - 555
  24. Aflevering af R. Saadia Gaon
  25. Rejseplanen til rabbin Benjamin af Tudela , Berlin, 1840, s.111
  26. Moshe Gil, jøder i islamiske lande i middelalderen , pp. 404-405
  27. Ernest Renan , General History and Comparative System of Semitic Languages , s.170 , citerer S. Munk, Notice sur Aboulwalid pp. 4-10
  28. Ordbog over Targumim, Talmud og Midrashic Literature af Jastrow , 1926
  29. Morris Jastrow, Jr. , jødiske grammatikere i middelalderen , i Hebraica, bind. 4, nr. 2 (jan. 1888), s. 118-122, University of Chicago Press
  30. Ibn Ezra, Kommentar til Første Mosebog 2:11
  31. Naomi E. Pasachoff, Store jødiske tænkere, deres liv og arbejde , s. 15, Behrman House, Inc., 1992 , ( ISBN  0874415292 )
  32. Keter Torah , Jerusalem, 1894-1901
  33. Abraham ibn Ezra, kommentar til Prædikeren 5: 1, se artiklen Eleazar Haqalir på stedet daat (he)
  34. Derenbourg (generel red.), Komplet værk bind 9, s. 1-53, 1897
  35. Gabrielle Sed-Rajna, Saadia ben Joseph eller Saadyah ibn Yusuf al-Fayyumi , Universalis Encyclopedia
  36. Komplet værk bind 9, s. 87-142
  37. ibid. , pp. 73-83
  38. Sem haGuedolim, 2:16
  39. Dette arbejde blev udgivet af Alexander Marx i Festschrift zum Siebzigsten Geburtstage David Hoffmann (1914)
  40. Guershom Scholem , Origins of the Kabbalah, Princeton University Press, 1987, s. 363
  41. Aryeh Kaplan , The Bahir: Illumination , introduktion s. xx
  42. David Neumark, Saadyas filosofi , i Saadiah Gaon (samling af artikler af Steven T. Katz), Ayer Publishing, 1980, s. 521
  43. Verdier udgaver note til Sefer Yetzira Commentary
  44. TB Baba Batra 12a; se Harold Weil, Reason and Revelation - Hyldest til de store mestre: Saadia Gaon
  45. Ivry, Alfred L., Alexander Altmanns bidrag til studiet af middelalderlig jødisk filosofi, i The Leo Baeck Institute Year Book XXXIV , London, Arnold Paucker,1989( genoptryk  Secker & Warburg), 433–440  s..
  46. Moses Maimonides, Guiden til de forvirrede , s. 174-175, red. Verdier
  47. jf. Malter, op. cit. , s. 294
  48. (han) Menahem ben Sarouk og Dounash ben labrat: den kontrovers , på sitet daat
  49. Robert Gordis, Saadia i lyset af i dag, i Rab Saadia Gaon: Studies in His Honor , kapitel VI, s.171
  50. Saadia Gaon , i det jødiske virtuelle bibliotek
  51. (han) SK Mirski, Rav Saadia Gaon (årtusinde for hans død), red. Vaad Haḥinoukh Haḥaredi, New York, 1942
  52. (han) Yehezqel Isidore Epstein , Rav Saadia Gaon og vores generation
  53. Forord af rabbiner Dr. Tzvi Hersh Weinreb til Udfordringen Skabelsens af Nosson Slifkin
  54. Jf. Emounot veDeot 3: 7: “Vores nation er kun en nation gennem sine love. "

Citater

(fr) PD-icon.svgDenne artikel indeholder uddrag fra "SAADIA B. JOSEPH (Sa'id al-Fayyumi)"  af Wilhelm Bacher fra den jødiske encyklopædi 1901-1906, hvis indhold er offentligt .