Udtrykket deklination bruges i grammatikken på bøjnings- eller agglutinerende sprog, når substantivet , adjektivet , pronomenet , determinanten eller flere af disse leksikale klasser kan variere morfologisk afhængigt af tilfældet . Det kan betegne:
Vi er imod afvisning af bøjningen , det vil sige verbets bøjning .
På mange sprog er sagsmærkerne ikke ensartede, men varierer alt efter ordet, uden at denne variation kan forudses af et mere generelt fænomen. Denne type variation er især typisk for bøjningssprog , hvor sagsmærker kan samles med andre grammatiske egenskaber såsom antal eller køn samt med det morfologiske tema for det pågældende ord i en række uanalyserbare slutninger . Disse variationer definerer morfologiske ordklasser, hvis bøjning afslører den samme række af slutninger, og som derefter kaldes "bøjninger".
For eksempel definerer vi på latin traditionelt fem forskydninger af navneord efter form af genitiv ental: navnene i genitiv ental i -ae hører til den første bøjning, dem i genitiv ental i -ī i anden bøjning, dem i genitiv ental i- er i tredje bøjning, dem i genitiv ental i -ūs i fjerde bøjning og dem i genitiv ental i -eī i femte bøjning. Nogle af disse variationer er opdelt i undertyper defineret af navnet på navnet (maskulin, feminin eller neutral) eller formen af dets tema og manifesteres af variationer af mindre størrelse.
Type | 1 e | 2. nd | 3. rd | 4 th | 5. th | ||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Køn og undertype | f., sjælden m. | Hr. generelt, sjældent f. | Hr. i -r | ikke. | m./f. parisyllabisk | ikke. parisyllabisk | m./f. imperisyllabisk | ikke. imperisyllabisk | m., sjælden f. | ikke. | f. |
Model | "lyserød" | "mester" | "Mark" | "Tempel" | "Borger" | " hav " | "Konsul" | "krop" | "Hånd" | "Horn" | "Ting" |
Enkel | |||||||||||
nominativ | ros a | dominer os | ager | templ um | civ er | Marts e | konsul | korpus | mand os | majs ū | r ēs |
vokativ | ros a | dominere e | ager | templ um | civ er | Marts e | konsul | korpus | mand os | majs ū | r ēs |
akkusativ | ros am | dominere um | agr um | templ um | civ em | Marts e | konsul em | korpus | mand um | majs ū | r em |
genitiv | ros ae | dominere ī | agr ī | templ ī | civ er | Marts er | konsul er | selskab er | mand ūs | majs ūs | r eī |
dativ | ros ae | domin ō | agr ō | templ ō | cīv ī | Marts ī | konsul ī | corpor ī | mand uī | majs uī | r eī |
ablativ | ros kl | domin ō | agr ō | templ ō | cīv e | Marts ī | konsul e | selskab e | mand ū | majs ū | r ē |
Flertal | |||||||||||
nominativ | ros ae | dominere ī | agr ī | skabelon a | cīv ēs | mar ia | konsul ES | selskab a | mand ūs | majs ua | r ēs |
vokativ | ros ae | dominere ī | agr ī | skabelon a | cīv ēs | mar ia | konsul ES | selskab a | mand ūs | majs ua | r ēs |
akkusativ | ros ās | Domins OS | agr ōs | skabelon a | cīv ēs | mar ia | konsul ES | selskab a | mand ūs | majs ua | r ēs |
genitiv | ros ārum | domineret orum | agr ōrum | templ Ørum | civ ium | mar ium | konsul um | selskab um | mand uum | majs uum | r ērum |
dativ | ros īs | domineret İş | agr īs | templ İş | civ ibus | mar ibus | konsul ibus | corporation ibus | mand ibus | majs ibus | r ēbus |
ablativ | ros īs | domineret İş | agr īs | templ İş | civ ibus | mar ibus | konsul ibus | corporation ibus | mand ibus | majs ibus | r ēbus |
Vi bemærker, at på trods af mange ligheder fra en bøjning til en anden, er det ikke muligt at definere en enkelt signifikant ved grammatisk træk ved antal, køn eller sag.
Omvendt har andre sprog "en enkelt bøjning", idet de anvender en unik række sagsmærker, muligvis modtagelige for kontekstuelle fonetiske variationer, der generelt kan forventes af morfofonologien på det betragtede sprog. Denne morfologiske type er karakteristisk for agglutinerende tunger . Den tyrkisk er et eksempel.
Model | "Hus" | "Øje" | "Hoved" | " arme " | ||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Nummer | ental | flertal | ental | flertal | ental | flertal | ental | flertal |
nominativ | ev | evler | goz | gözler | lav | başlar | kol | kollar |
bestemt akkusativ | ev jeg | evler jeg | göz ü | gözler i | baş ı | başlar ı | kol u | kollar ı |
genitiv | ev ind | evler ind | göz Un | gözler i | baş ın | başlar ın | kol en | kolları n |
dativ | ev e | evler e | goz e | gözler e | baş a | başlar a | kol a | kollar a |
udlejning | ev fra | evler fra | göz de | gözler fra | baş ta | başlar da | kol da | kollar da |
ablativ | ev hul | evler hule | goz den | gözler den | ba tan | başlar dan | kol dan | kollar dan |
På en abstrakt måde har tyrkisk kun en bøjning med fem gyldige store bogstaver for alle substantiver (nominativet er umarkeret): -I for den bestemte akkusative, -In for genitiv, -E for dativen, -dE for den lokative, -dEn for ablativet. De mange endelser, der faktisk observeres, kommer fra samspillet mellem to meget generelle fonetiske love på tyrkisk:
Vi bemærker også, at sagsmærkerne forbliver helt adskilte fra flertals ( -ler eller -lar afhængigt af vokalharmonien), hvortil de simpelthen tilføjes, mens på latin er mærkerne for det samme tilfælde i ental og flertal er uafhængige.
Casesystemerne kan variere under sprogudviklingen. De er ofte tilbøjelige til at erodere over tid: fonetisk udvikling skaber homonymer, der fører til sagssynkretismer såvel som udviklingen af andre måder at skelne mellem grammatiske funktioner, hvilket kan resultere i fuldstændigt tab af bøjninger.
Dette er en hyppig udvikling på indoeuropæiske sprog . Den fælles indoeuropæiske havde otte tilfælde: nominativ , vokativ , akkusativ , genitiv , dativ , ablativ , instrumental og locativ , dattersprogene har tendens til gradvist at tabe.
De semitiske sprog giver et andet eksempel på reduktion af deklination. De havde oprindeligt tre tilfælde: nominativ, akkusativ, genitiv, godt repræsenteret på akkadisk og klassisk arabisk . De er meget reduceret i moderne arabiske dialekter og er helt forsvundet på hebraisk og arameisk .
Omvendt kan et sprog udvikle nye tilfælde, ofte ved univerbation af præpositioner eller postpositioner med det materielle, adjektiv eller artikel, hvis grammatiske funktion de angav . Denne proces er typisk for agglutinerende sprog og observeres især i uralske sprog (f.eks. Finsk , estisk eller ungarsk ). Nogle indoeuropæiske sprog har også kendt en lignende udvikling, såsom Tokharan-sprog , Old Lithuanian eller Ossetian .