En tromme (fra latin orcus , "helvede", kvindelig ogress ) er en karakter fra folkeeventyr og traditioner , en slags kæmpe, der lever af frisk kød og fortærer små børn.
Det etymologi af ordet "trold" er usikker.
Den ældste bevis på begrebet går tilbage til slutningen af det XII th århundrede i Perceval, historien om Gralen af Chrétien de Troyes :
| og skrev, at det stadig er at toz li reaumes de Logres , hvem jeg sagde fu jorden som ogres, ødelægges af denne lanse. - Chrétien de Troyes , Perceval eller Tale of the Grail . | Og der er skrevet, at dagen kommer hvor hele kongeriget Logres , som engang var ogres land, vil blive ødelagt af dette spyd. - nutidig oversættelse. |
Navnet på kongeriget Logres er en tilpasning baseret på Lloegr eller Lloegyr , et ord på det britiske og walisiske sprog, der betegner England i denne Arthur-roman . Den fantasifulde etymologi i kongeriget, det gamle ”land ofres” , giver Chrétien de Troyes et rim ”let, men rig” i betydning. Faktisk er digteren formentlig henvise til to litterære værker: den Historia Regum Britanniae (circa 1136 ) af den anglo-normanniske biskop Geoffrey af Monmouth og romerske de Brut ( XII th århundrede) Norman digter Wace . Sidstnævnte trækker på det anglo-normanske sprog tilbage den legendariske historie om et England, der tidligere var beboet af giganter, indtil ankomsten af den mytiske Brutus, trojanske grundlæggende helt .
Den Ordbog over det franske sprog (1872-1877) af Émile Littré nævner en formodning om ordet "trold" angiveligt stammer fra " ungarsk ", med henvisning til de grusomheder, der er begået i middelalderen af dette folk sommetider forveksles med hunnerne , og af hvilke litterære ekko resonerer i gestusange . Dog understreger Littré den fejlagtige karakter af denne " etymologiske fantasi ", da "ordets form på de romanske sprog ikke egner sig til denne afledning" . Afvisning er udviklet af Sándor Eckhardt (hu) , ungarsk leksikograf og litteraturhistoriker, derefter taget op af den franske mytograf Henri Dontenville .
Det er mere almindeligt accepteret i dag, at udtrykket stammer fra metatese fra det latinske Orcus , et udtryk "knyttet til de dødes verden", men hvis præcise betydning forbliver ukendt på trods af forsøg på at assimilere det til Pluto eller Dis Pater .
"Ogre" oversættes til orco på italiensk. Romerne ville blive inspireret heraf af etruskerne, der i deres guddommelige panteon repræsenterer en dæmon fra underverdenen på Tomba dell'Orco (undertiden forkert oversat "gravens grav" i betydningen infernal guddom) ved siden af andre helvede guder fra deres mytologi .
Et tidligt eksempel på orco på italiensk vises i 1290 i Jacomo Tolomei : orco ... mangia li garzone ("ogre ... [who] eats boys"), I den syttende sang af Ludovico Ariostos episke italienske digt , Orlando furioso ( Roland rasende , 1516 ) , " orco " er beskrevet som et bestialt og blindt monster, sandsynligvis inspireret af Cyclops fra Odyssey .
Giambattista Basile (1575-1632) senere brugt i hans Pentamerone (1634-1636; fortælling No. I-1) udtrykket napolitanske af uerco .
Det var fra 1697 , da det dukkede op i Les Contes de ma mère l'Oye af Charles Perrault , at udtrykket blev populært på det franske sprog. Forfatteren giver følgende definition i en fodnote til en af sine fortællinger: "Vilde mennesker, der spiser små børn" . Madame d'Aulnoy tog det op for egen regning det følgende år, i 1698 , i sin historie l'Oranger et l'Abeille .
Ogres er portrætteret som gigantiske brutes, lurvet, uintelligent og grusom. Hvis giganten Ogre i den bretonske fantasi er en bygherre af megalitter og dolmens , blev hans figur populariseret af Charles Perrault i min mors gås fortællinger :
Den græske mytologi , gennem karakteren af Cronus ( Saturn for romerne) fortærer sine egne børn, varsler den ogre primære, findes i de sorte malerier af Francisco de Goya .
Charles Perrault misbruger ikke ogrefiguren og bruger den kun tre gange med to mandlige ogre og en ogress. I alle tre tilfælde indtager ogrene en høj social position og er velhavende:
Den kannibalisme , der opfeder kroppen og stiger til at gøre gigant, er således ledsaget af et væld af rigdom og ekstraordinære beføjelser: ekstrem mobilitet for første gennem syvmilestøvler , metamorfose til den anden og regency for den sidste.
Ogres har kun en besættelse: at spise frisk kød. Deres yndlingsfødevarer er små børn. I modsætning til ulven , der fortærer sine rå ofre, kan Ogre gerne, at kødet skal tilberedes og koges i sauce, da man har plads til kalvekød eller fårekød.
Vi ser Ogres som gode venner. Petit Poucet forbereder sig på at behandle sine Ogre-venner med frisk kød. Han beskrives som en "god mand" og far til syv små piger, som han opdrager som prinsesser. Imidlertid besvimede han til sidst ikke gennem døden, men i søvn, da hans syv-liga støvler blev taget af, som om han derefter mistede al magt med forsvinden af dette ydre tegn på formue og magt.
På trods af deres størrelse, deres appetit, deres rigdom og deres høje sociale stilling, der gør dem endnu mere frygtede, bliver Ogres let narre: den ene af et barn, den anden af en kat, den sidste af hans herrehotel, selvom hun ender med at opdage bedraget: Puss in Boots overbeviser let Ogre om at blive til en mus, ligesom for den lille tommelfinger bytter han sin nattehue og hans brødres krone til pigerne fra 'Ogre', som vil føre sidstnævnte dræber sit afkom.
I fortællingerne er Ogress-karakteren igen den kvindelige modstykke til Ogre-karakteren, det vil sige et væsen, der udviser en voldsom appetit på frisk kød (mor til prinsen i Beauty in the Woods sovende , heks i Hänsel og Gretel af brødrene Grimm ), eller mere simpelt hustru eller døtre til en Ogre ( Le Petit Poucet ).
L'Ogresse vises i anden del af Perraults fortælling, som ofte overses og opgives i senere tilpasninger. Hun er konen til kongen og prinsens mor. Selvom denne kvinde ser normal ud, sætter nogle få spor spor læseren på vejen: hun virker for nysgerrig, rygter løber om hende og endda hendes søn er mistænksom over for hende:
”Prinsen frygtede hende, skønt han elskede hende, for hun var med i Ogress-løbet, og kongen havde kun giftet sig med hende for hans store ejendele; de hviskede endda ved hoffet, at hun havde ogres 'tilbøjeligheder, og at hun, da hun så små børn passere forbi, havde alle problemer i verden at afstå fra at kaste sig på dem ”
Hun har kun en idé i tankerne om at tilfredsstille sin kannibalistiske impuls ved at fortære den lille Aurora og den lille dag, det vil sige hendes egne børnebørn og deres mor. For at gøre dette vil hun bruge sin butlers medvirken ved at drage fordel af børnenes fars fravær:
”Jeg vil spise lille Aurore ved min middag i morgen. - Ah! Fru, sagde Maître d'Hôtel . - Jeg vil have det, sagde dronningen (og hun siger det i en tone af Ogresse, der ønsker at spise frisk kød), og jeg vil spise det med Robert Sauce . "
Det er således nok, at hans rivalisering som stedmor med en svigerdatter, der er for smuk, forstærkes af regentens kræfter, som fraværet af kongen, hendes søn, giver ham for hans instinkter at løbe vild. For at afslutte det hele udøves hans perversion inden for sin egen familie. Den ømme butler tager dog forsigtigheden af at lægge børn og prinsesse i hus i sit eget hjem og rumme et lille lam til erstatning for Aurore, et lille barn i stedet for Jour og en ung doe. I stedet for den unge dronning.
Hänsel og Gretel , mistet af deres forældre, får efter at have vandret i skoven et lille hus med brød og kage, ogressens hjem, beskrevet som en heks i fortællingen. Hun vil opfede den lille dreng og bruger den lille pige som tjener. Gretel skubber den ind i ovnen, tændt for at tilberede Hänsel. De to børn ender med at vende tilbage til deres fars hus ved at rejse på bagsiden af en and, ikke uden tidligere at have fået fat i kongressens perler og ædelsten.
Ogreens syv døtre kaldes "små ogresses" og præsenteres i disse termer i Charles Perraults fortælling:
”Ogren havde syv døtre, som stadig kun var børn. Disse små ogresses havde alle en meget smuk hudfarve, fordi de spiste frisk kød som deres far; men de havde små runde grå øjne, hængte næser og meget store mund med lange, meget skarpe tænder, der var langt fra hinanden. De var endnu ikke meget onde; men de lovede meget, fordi de allerede bidte små børn til at suge deres blod ”
Ogres kone præsenteres også som Ogress, men kun hendes ægteskab tjener hende denne status. Langt fra at spise frisk kød og ønsker at spise børnene, bliver hun deres medskyldige ved at forsøge at skjule dem for sin mand.
Psykoanalytisk diskurs har forsøgt at fortolke figuren af Ogre. For Freuds disciple udgør det det omvendte og mareridtebillede af faderen, hvor sidstnævnte i historiefortælleren næsten altid har en ekstrem negativ rolle. I de samme kunstneres øjne er det det gennemsigtige symbol på tilbagevenden til moderens livmoder. Ogreens vildskab ville være en symbolsk transponering af den følelsesmæssige vold indeholdt i familieforhold.
I sin Psykoanalyse af eventyr , Bruno Bettelheim ser i Ogre et ekko til frygten for små børn, når de orale drev afspiller. Dette drev, der skubber børn til at lægge ethvert objekt i munden (den mundtlige fase beskrevet af Freud ), opfattes som en destruktiv magt, som skal overvindes. Dette er, hvad eventyrene tilbyder, der giver børn et scenarie med sejr over Ogre.
Figuren af Ogre er meget imponerende for småbørn, der henviser til voksnes almægtighed og frygt for at fortære. I dette er det sammenligneligt med den for den store dårlige ulv i børnenes historier; disse arketyper giver en kulturel form til barnslig frygt, der typisk opleves i en alder af 3/4 år ved sengetid.
Co- forfatter af Dungeons and Dragons ( D & D ), den første rollespil (offentliggjort i 1973), Gary Gygax minder det latinske Orcus etymologi fælles for trolde og orker . Hans rollespil sørger for at skelne mellem de to slags skabninger ved at integrere dem hver i bestian. Fra den første udgave af D&D fremtræder ogres som monstre, der kort beskrives som store og skræmmende. I reglerne for avancerede fangehuller og drager ( avancerede fangehuller og drager , siger " AD & D ") er tromler inkluderet i den første monsterhåndbog ( monsterhåndbog , 1978), legende bestiær, at lejren som en kategori af giganter, fjerne fætre troller og umættelige tæver, der sandsynligvis vil tjene penge på deres krigslignende kapacitet. Senere udgaver af spillet og dets tilføjelser indeholder andre arter af ogrer, inklusive de blåhudede "ogres mages", en smartere asiatisk sort med fokus på den magiske kunst.
I Warhammer Battle , den spillet af regulære slag mellem miniature hære, og Warhammer fantasy-rollespil , ogres udgøre som store, imponerende menneskelignende væsner, tilbøjelige til vold og ærer efter mad. Lejesoldater, der er i stand til at omgås både menneskelige regimenter og ork-kohorter, kan udgøre en hær i sig selv siden offentliggørelsen i 2004 af Ogre Kingdoms- supplementet til krigsspillet . Arbejdet, der detaljerer detaljer om disse evigt sultne giganter, giver dem som et folk med en gammel historie, en rå social organisation såvel som en grådig kosmogoni .
I Gloranthas verden er ogrer mennesker ødelagt af kaos. De lever blandt mænd, hvorfra de kun adskiller sig fra deres lidt overlegne størrelse og styrke. De ser sig selv som menneskers naturlige rovdyr, ligesom kaos er verdens. De ved endda hvordan man bedrager guderne for at integrere dem i de sædvanlige kulter.
I Harmonde, verden af rollespil Agone , de ogres danner et folk født fra personificeringen af sommeren. Stolte, arrogante og legende vælger de ofte en militær eller borgerlig karriere og går derefter ind i en hård handelskrig.
Karakteren til Shrek er et specielt tilfælde. Hvis han ser ud som en tromme, har han ikke vaner eller manerer: han bor alene, isoleret, i en hytte dybt inde i skoven og spiser ikke børnene (selvom han i en video officiel DreamWorks siger han babyer er boller til ogres). Folk er stadig bange for ham, bare på grund af udseende: han ligner en tromme, så han skal være en med alt det, der indebærer.
Betydningen af Shreks fortælling ligger i, at vi ikke skal narre af udseende. Budskabet har al sin værdi i vores moderne samfund af billedet: trollet har således et godt hjerte og lider under dets isolation, prinsessen har en offentlig side (smuk om dagen) og privat (deformeret om natten), prinsen charmerende er i virkeligheden indbildsk, egoistisk og uudholdelig skylder kongen sin majestæt kun kærlighed og kyss fra sin kone, han selv er kun en frø osv.
Ogre i sagaen om fangehullet i Naheulbeuk af John Lang , alias Pen Of Chaos, er medlem af Naheulbeuks firma. Disse medlemmer er Ranger, Barbar , Elf , Dværgen , Tryllekunstneren , Tyven , Minstrel , Paladin i Dlul, Northern Forest Gnome, Gluby og selvfølgelig Ogre. Det er en stor væsen, der altid er sulten, og som udtrykker sig gennem uforståelige rumlinger. Han spiser hvad han finder og handler kun efter instinkt, hvilket bringer ham lidt tættere på barbaren. Kun tryllekunstneren forstår hendes sprog og kan derfor oversætte sine ord til andre tegn. På trods af en tilsyneladende dumhed viser han undertiden intelligens, hengivenhed (især med heksen) og ærlig kammeratskab med sine ledsagere (især dværgen og barbaren). Desuden ser de ham både som en "ven" og som et "monster".
Udtrykket forbliver knyttet til visse historiske figurer af politiske årsager; således, at de modstandere af Napoleon I are tilnavnet "Ogre" .
Derudover bruges ordet "ogre" som et kaldenavn for visse seriemordere af børn, såsom Michel Fourniret kendt som "Ardenernes ogre" .