En stat

En stat
Polonium ← Astate → Radon
jeg
  Kubisk krystalstruktur
 
85		 På
 
               
               
                                   
                                   
                                                               
                                                               
   
                                           
↑
På
↓
Ts
Fuldt bord • Udvidet bord
Position i det periodiske system
Symbol På
Efternavn En stat
Atom nummer 85
Gruppe 17
Periode 6 th periode
Blok Bloker s
Elementfamilie Halogen / metalloid
Elektronisk konfiguration [ Xe ] 4 f 14 5 d 10 6 s 2 6 p 5
Elektroner efter energiniveau 2, 8, 18, 32, 18, 7
Elementets atomare egenskaber
Atommasse [ 210  u ]
Kovalent radius 150  pm
Van der Waals-radius 202  pm
Oxidationstilstand ± 1,3,5,7
Elektronegativitet ( Pauling ) 2.2
Oxid ukendt
Ioniseringsenergier
1 Re  : ~ 920  kJ · mol -1
Mest stabile isotoper
Iso ÅR Periode MD Ed PD
MeV
209 Kl {syn.} 5,41  timer β +
α 		3,486
5,758		 209 Po
205 Bi
210 Kl {syn.} 8,1  timer β +
α 		3.981
5.632		 210 Po
206 Bi
211 Kl {syn.} 7.214  timer ε
α 		0,786
5,983		 211 Po
207 Bi
Enkle kropsfysiske egenskaber
Almindelig tilstand Solid
Krystal system Ansigt centreret kubisk (forudsigelse)
Farve metallisk (?)
Fusionspunkt 302  ° C
Kogepunkt 312  ° C til 337  ° C (beregnet)
Varmeledningsevne 1,7  W · m- 1 · K- 1
Forskellige
N o  CAS 142364-73-6
Forholdsregler
Radioaktivt element
Radioelement med bemærkelsesværdig aktivitet
Enheder af SI & STP, medmindre andet er angivet.

Den astatin er en radio element , symbol At og atomnummer 85. Det er den sjældneste af grundstoffer uden transuran findes naturligt i jordskorpen , hvor den er fremstillet ved radioaktivt henfald af tungere grundstoffer . Alle astatinisotoper har korte halveringstider , den mindst ustabile er astatin 210 med en halveringstid på 8,1 timer. En synlig prøve af det rene element blev aldrig produceret, men enhver makroskopisk prøve ville hurtigt fordampe af varme som følge af dens egen radioaktivitet.

Astatins egenskaber som materiale kendes derfor ikke med sikkerhed. Mange af disse er blevet estimeret ud fra elementets position i det periodiske system , idet astatin ses som en tungere kemisk analog af iod og et medlem af halogengruppen . En astatineprøve ville sandsynligvis være mørk og kunne være en halvleder eller måske et metal  ; det ville sandsynligvis have en højere smeltetemperatur end iod. Kemisk kendes adskillige anioniske arter af astatin, og de fleste af disse forbindelser ligner dem af iod. Elementet opfører sig også som et metal fra flere synsvinkler, især er det i stand til at danne en stabil monoatomisk kation i vandig opløsning (i modsætning til lettere halogener).

Elementet blev opdaget under dets første syntese, udført i 1940 af Dale R. Corson , Kenneth Ross MacKenzie og Emilio G. Segrè ved University of California i Berkeley . Holdet foreslog at navngive det astatine på engelsk fra det græske astatos ( άστατος ), der betyder "ustabil". Fire isotoper af astatin er siden blevet identificeret i naturen, men i mængder så små, at der kun findes omkring et gram i jordskorpen til enhver tid. Hverken isotopen med den længste halveringstid, astatin 210 eller den mest medicinsk lovende isotop , astatin 211, findes i naturen; de syntetiseres i en cyclotron , normalt ved at bombardere et vismut-209- mål med alfapartikler .

Egenskaber

Astatin er et ekstremt radioaktivt element  ; alle dens kendte isotoper har halveringstider på 8,1 timer eller derunder og henfalder til andre astatinisotoper , vismut , polonium eller radon . De fleste af dens isotoper er meget ustabile med halveringstider på mindre end et sekund. Af de første 101 elementer i det periodiske system er kun francium mere radioaktivt, og alle isotoper af astatin, der er mindre radioaktive end francium, er menneskeskabte og findes ikke i naturen.

Astatins makroskopiske egenskaber kendes ikke med sikkerhed. Forskning er begrænset af dens korte halveringstid, hvilket forhindrer dannelsen af ​​betydelige mængder (0,5  µg astatin er allerede mere radioaktiv end et gram radium ). En mængde astatin, der er synlig med det blotte øje, vil fordampe hurtigt på grund af den intense varme, der afgives af dets høje radioaktivitet. Det er tilbage at se, om det med passende køleorganer ville være muligt at deponere en makroskopisk mængde astatin i form af et tyndt lag. Dette kemiske element klassificeres generelt blandt ikke-metaller eller metalloider  ; dannelsen af ​​en metallisk fase er ikke desto mindre forudsagt.

Fysiske egenskaber

De fleste af astatins fysiske egenskaber er blevet estimeret (ved interpolation eller ekstrapolering ) ved hjælp af teoretiske eller semi-empiriske metoder. For eksempel er halogener mørkere, jo tungere de er: fluor er næsten farveløs, klorgrøn -gul, bromrødbrun og jod en mørk lilla-grå. Astatin beskrives derfor undertiden som sandsynligvis et sort fast stof (forudsat at det følger dette mønster) eller har et metallisk udseende (hvad enten det er et metalloid eller et metal). Smelte- og kogepunkterne for astatin forventes også at følge trenden med halogenserien, blandt hvilke de stiger med atomnummer . Ifølge denne antagelse estimeres de henholdsvis til 575 og 610  K (302 og 337  ° C ). Nogle eksperimentelle resultater antyder ikke desto mindre lavere værdier med 503  K som kogepunkt for diatomisk astatin. Det sublimerer mindre let end jod med et lavere damptryk . Alligevel vil halvdelen af ​​en given mængde astatin fordampe på cirka en time, hvis den efterlades på en ren glasoverflade ved stuetemperatur. Dets absorptionsspektrum i det midterste ultraviolette område har linjer ved 224,401 og 216,255  nm , hvilket har tendens til at indikere 6p til 7s elektroniske overgange .

Strukturen af ​​fast astatin er ukendt. Som en halogen- og iodanalog kan den have en orthorhombisk krystalstruktur sammensat af diatomiske astatinmolekyler og være halvleder (med et hul på 0,7  eV ). Hvis astatin i kondenseret form opfører sig mere som et metal, kunne den på den anden side krystallisere i et ansigt-centreret kubisk system og kunne endda vise sig i denne hypotese at være superledende , som jod, der under højt tryk danner denne type fase . Eksperimentelle resultater vedrørende eksistens eller ikke-eksistens af diatomisk astatin (At 2 ) er sjældne og ufattelige. Nogle kilder hævder, at denne form ikke findes eller i det mindste aldrig er blevet observeret, andre argumenterer eller antyder det modsatte. På trods af denne kontrovers blev mange diatomiske astatinegenskaber forudsagt: for eksempel ville længden af ​​linket være 300 ± 10  pm , dissociationsenergien på 83,7  ±  12,5  kJ mol -1 og dens latente fordampningsvarme (∆H vap ) på 54,39  kJ mol −1 . Denne sidstnævnte værdi indebærer, at astatin kunne være metallisk, i det mindste i sin flydende form, i betragtning af at alle grundstoffer med en latent fordampningsvarme større end ca. 42  kJ mol -1 er metalliske i flydende tilstand det diatomiske iod , med en værdi på 41,71  kJ mol -1 , er placeret lige under denne tærskelværdi.

Kemiske egenskaber

Dens kemi "tilsløres af de ekstremt lave koncentrationer, hvor astatineksperimenter blev udført, og af muligheden for reaktioner med urenheder, med vægge eller filtre eller med radioaktive biprodukter og ved andre parasitære interaktioner i nanoskopisk skala" . Mange af dets tilsyneladende kemiske egenskaber er blevet observeret i eksperimenter, hvor astatin findes i ultra-spor, ekstremt fortyndet opløsning, typisk mindre end 10 -10  mol L -1 (hvilket allerede svarer i aktivitet til ca. 1, 6  GBq L -1 ) . Visse egenskaber, såsom dannelse af anioner, findes i andre halogener. Det har visse egenskaber ved et metal, såsom aflejring på en katode , co-udfældning med andre metalsulfider i saltsyre og dannelse af en stabil monoatomisk kation i vandig opløsning. Det danner komplekser med EDTA , et chelateringsmiddel , og det vises at være i stand til at reagere som et metal, når der mærkes antistoffer  ; i visse aspekter astatin i dets oxidationsgrad + jeg opfører mig som sølv i samme tilstand. Hoveddelen af ​​den organiske kemi af astatin ligner alligevel den for iod: den er især i stand til at danne en halogenbinding , endnu lettere end iod.

Astatin har en elektronegativitet på 2,2 på den reviderede Pauling-skala , lavere end for jod og den samme som brint. I hydrogen astature (HAT), er den negative ladning angiveligt båret af hydrogenatomet, hvilket indebærer, at denne forbindelse i stedet bør kaldes astatin hydrogenide. En sådan observation ville være i overensstemmelse med værdien af ​​elektronegativitet på Allred-Rochow-skalaen (1.9), mindre end værdien af brint (2.2). Det blev forudsagt i 2011, at astatins elektroniske affinitet ville være en tredjedel lavere end klor (som blandt halogener har størst) på grund af spin-orbit-interaktioner , denne affinitet er bekræftet i 2020 svarende til 233  kJ · mol - 1 .

Forbindelser

Astatin er mindre reaktiv end iod , som i sig selv er den mindst reaktive af de andre halogener. Dens forbindelser er blevet syntetiseret i små mængder og undersøgt så meget som muligt inden deres radioaktive henfald. De involverede reaktioner er hovedsageligt blevet testet med fortyndede opløsninger af astatin blandet med større mængder iod. Jod gør det muligt at sikre tilstedeværelsen af ​​en tilstrækkelig mængde materiale til korrekt funktion af sædvanlige laboratorieteknikker, såsom filtrering eller udfældning . Ligesom jod kan astatin vedtage ulige grader af oxidation fra -1 til +7.

Kendte forbindelser dannet med metaller er sjældne. Astaturen af natrium , palladium , sølv , thallium og bly bekræftes . Visse egenskaber ved de astatures af sølv og natrium, såvel som af de astatures af andre alkali- og jordalkalimetaller , blev estimeret ved ekstrapolation fra halogeniderne af andre metaller.

Pionererne inden for astatinkemi bemærkede dannelsen af ​​en forbindelse med astatin og hydrogen, generelt betegnet som hydrogenastatur , skønt " astatinhydrogenid " er et mere passende navn. Denne forbindelse oxideres let; forsuring med fortyndet salpetersyre giver formene At 0 eller At + , og den efterfølgende tilsætning af sølv (I) kan i bedste fald kun delvist udfælde astatin i form af sølvastatur (I) (AgAt). Tværtimod oxideres iod ikke og danner let et bundfald af sølv (I) iodid .

Astatin kan danne en binding med bor , kulstof og nitrogen . Forskellige borkomplekser er blevet fremstillet med At - B obligationer, som er mere stabile end At - C obligationer. Astatin kan erstatte hydrogen i en benzenring til dannelse astatobenzene, C 6 H 5 At; dette kan oxideres til C 6 H 5 AtCl 2 af klor . Behandling af forbindelsen med en opløsning basisk af hypochlorit kan produceres C 6 H 5 Ato 2 . I dipyridin-astate (I) perchlorat [Ved (C 5 H 5 N) 2 ] [ClO 4 ] og nitrat analog er astatin bundet til hver af nitrogenet af de to pyridin ringe .

Som forbindelser med ilt er AtO - og AtO + -ioner blevet demonstreret i vandig opløsning dannet ved reaktion mellem astatin og en oxidant såsom elementært brom eller (for AtO + ) natriumpersulfat i en opløsning af perchlorsyre . Arten tidligere identificeret som ATO 2 - har siden vist sig at være Ato (OH) 2 - , et hydrolyseprodukt af ASådan + (som er AtOOH). Den velkarakteriserede ATO 3 - anion kan bl.a. ved oxidation af astatin opnået ved kaliumhypochlorit i en opløsning af kaliumhydroxid . Lanthan triastatate La (ATO 3 ) 3 blev fremstillet ved oxidation af astatin i en varm opløsning af Na 2 S 2 O 8 . Yderligere oxidation af ATO 3 - , for eksempel ved xenondifluorid (i varm basisk opløsning) eller periodat (i neutral eller basisk opløsning), resulterer i perastatate ion ato 4 - , som kun er stabil ved pH større end eller lig med 7. Det antages, at astatin også er i stand til at danne kationer i salte med oxyanioner , såsom iodat eller dichromat , da co-udfældning af astatin i en syreopløsning observeres i en sur opløsning. Monovalent eller mellemliggende positiv oxidationstilstand med uopløselige salte af metal kationer såsom sølv (I) iodat eller thallium (I) dichromat.

Astatin kan danne forbindelser med andre chalcogener , for eksempel S 7 At + og At (CSN) 2 - med svovl , en selenourea- koordinerende forbindelse med selen og et astat-tellurium kolloid med tellur .

Astatin er kendt for at reagere med sine lettere modstykker af gasformigt iod , brom og chlor ; disse reaktioner producerer interhalogenforbindelser med formlerne AtI, AtBr og AtCl. De to første af disse forbindelser kan også produceres i vand - astatin reagerer med en iod / iodidopløsning for at danne AtI, mens dannelsen af ​​AtBr kræver (foruden astatin) en iodopløsning. / Iodmonobromid / bromid . Overskydende iodid eller bromid kan føre til dannelsen af AtBr 2 - og ATI 2 - ioner , eller i chloridopløsning de kan producere arter som AtCl 2 - eller AtBrCl - via ligevægtsreaktioner med chlorider. Oxidation af elementet med dichromat (i salpetersyreopløsning) viser, at tilsætning af chlorider omdanner astatin til et molekyle med usikker identifikation, sandsynligvis AtCl eller AtOCl. Ligeledes kan AtOCl 2 - eller AtCl 2 - produceres . De halogenider PdAtI 2 , Csati 2 , TlAtI 2 , og PbAtI vides at være blevet udfældet (eller formodes at have været). I et plasmamassespektrometer (som ionkilde) blev [AtI] + , [AtBr] + og [AtCl] + -ionerne dannet ved at indføre dampene fra de lettere halogener i den heliumfyldte celle indeholdende astatin, som er en indikation til fordel for eksistensen af ​​stabile neutrale molekyler i det ioniserede plasma. Intet astatinfluorid er endnu opdaget. Deres fravær er muligvis tilskrevet den ekstreme reaktivitet af sådanne forbindelser, som vil omfatte omsætning af en fluoreret forbindelse, der oprindeligt blev dannet med beholderens glasvægge til dannelse af et ikke-flygtigt produkt. Selvom syntesen af ​​et astatinfluorid ikke er udelukket, kan det derfor kræve et flydende halogenfluoridopløsningsmiddel, som det er blevet anvendt til karakteriseringen af radonfluorid .

Historie

I 1869, da Dmitry Mendeleev offentliggjorde sit periodiske system , var rummet under jod tomt. Når det fysiske grundlag for klassificering af grundstoffer er etableret af Niels Bohr , synes denne placering at være optaget af det femte halogen . Før officiel anerkendelse af dets opdagelse blev dette hypotetiske element kaldet eka-iod ( eka-iod på engelsk fra sanskrit एक , éka for "a") for at afspejle sin position en rang under iod (som eka-boring, eka-cæsium, eller andre). På grund af sin ekstreme sjældenhed meddeles mange falske opdagelser over tid.

Den første påstand om opdagelsen af eka- jod er lavet i 1931 af den amerikanske Fred Allison  (i) og kolleger på Polytechnic Institute of Alabama (nu Auburn University ), ved hjælp af 45  kg af monazite fra Brasilien for at isolere det element. De giver det navnet alabam ( alabamin på engelsk) efter Alabama og symbolet Am, derefter ændret til Ab, som forbliver i brug i et par år. Metoden med Allison og hans opdagelse er ugyldiggjort i 1934 af Herbert G. MacPherson  (in) fra University of California i Berkeley .

I 1937 meddelte den indiske kemiker Rajendralal De opdagelsen af ​​element 85 fra monazit. Han døber ham dakin , sandsynligvis efter byen Dhaka, hvor han arbejder, derefter dekhine . Han hævder at have isoleret det fra thorium-henfaldskæden , hvor det ville have samme sted i forhold til thorium som radium F (polonium 210) i radiumserien . Egenskaberne af dakin svarer imidlertid ikke til astatins egenskaber, og der er faktisk ingen isotop af astatin i thorium henfaldskæden, selv ikke i mindretals forfaldsveje. Dakins virkelige identitet forbliver derfor ukendt.

I 1936 hævdede den rumænske Horia Hulubei og den franske Yvette Cauchois opdagelsen af ​​element 85 ved røntgenspektroskopi . De offentliggør en artikel i 1939, der bekræfter og supplerer deres data fra 1936. Hulubei offentliggør et resumé af disse data i 1944 og hævder, at andre forskeres arbejde bekræfter dem. Han navngiver dette gyldne element , fra rumænsk for “lyst, nostalgi”. Dens opdagelse blev tilbagevist i 1947 af den østrigske Friedrich Paneth . Faktisk, selvom prøverne af Hulubei indeholdt astatin, var dets midler til at opdage det for svage efter nutidige standarder til, at det effektivt kunne have identificeret det. Hulubei står også bag en fejlagtig meddelelse om francium-opdagelse , som muligvis har fået andre forskere til at se hans arbejde med skepsis.

I 1940 annoncerede den schweiziske Walter Minder opdagelsen af ​​element 85 i beta- nedbrydningsprodukter af radium A ( polonium 218 ) og kaldte det helvetium efter Schweiz . Berta Karlik og Traude Bernert reproducerer ikke sit eksperiment og tilskriver hendes resultater forurening af radonstrømmen ( radon 222 er den overordnede isotop af polonium 218). Med briten Alice Leigh-Smith annoncerede Minder opdagelsen af ​​en anden isotop af element 85 i 1942, sandsynligvis et beta-henfaldsprodukt af thorium A ( polonium 216 ). De to forskere døber det Anglo-Helvetium med henvisning til deres respektive lande. Karlik og Bernert er dog endnu engang ude af stand til at replikere disse resultater.

Elementet blev endelig isoleret i 1940 af Dale R. Corson , KR MacKenzie og Emilio Segrè fra University of California i Berkeley . I stedet for at lede efter det i naturen syntetiserer de det ved at bombardere bismuth-209 med alfapartikler i en cyklotron . Reaktionen ledsages af emissionen af ​​to neutroner og resulterer i astatin 211, den første isotop formelt identificeret. Opdagerne kom ikke straks med et navn på dette nye element på grund af deres metode: på det tidspunkt blev identifikationen af ​​et element, der endnu ikke blev opdaget i naturen, men skabt ved syntese i usynlige mængder, ikke betragtet som gyldig. Derudover er kemikere tilbageholdende med at betragte radioisotoper som så legitime som stabile isotoper. I 1943 opdagede Berta Karlik og Traude Bernert astatin i to kæder af naturligt forfald, først i uran 238, derefter i uran 235. Derefter blev astatin også opdaget i hovednedbrydningskæden af ​​neptunium 237, men neptunium er meget sjælden i sin naturlige tilstand, produceret ved neutronindfangning i uranmalm.

I 1946 opfordrede Friedrich Paneth endelig til at anerkende syntetiske elementer, idet han især blandt sine argumenter citerede den nylige bekræftelse af deres naturlige forekomst, og han foreslog, at opdagerne af disse nye elementer var dem, der navngiver dem. I begyndelsen af ​​1947 offentliggjorde Nature opdagernes forslag: et brev fra Corson, MacKenzie og Segrè foreslog det engelske navn astatine , der kommer fra det græske astatos ( άστατος ), der betyder "ustabil" på grund af dets tendens til at gå i opløsning med slutningen "-ine", som på engelsk er karakteristisk for halogener. Dette navn hjælper også med at videreføre traditionen med at navngive halogener efter en af ​​deres egenskaber. Det blev accepteret af International Union of Pure and Applied Chemistry i 1949.

Corson og hans kolleger klassificerer astatin som et metal baseret på dets analytiske kemi. Yderligere undersøgelser viser adfærd svarende til jod, kationisk eller amfoter. I et retrospektiv i 2003 skrev Corson, at "nogle af astatins egenskaber [ligner dem af jod", og at elementet "også udviser metalliske egenskaber, tættere på egenskaberne ved polonium og vismut , dets metalliske naboer" .

Der er 39 kendte isatoper af astatin med massetal mellem 191 og 229. Teoretisk modellering antyder den mulige eksistens af 37 yderligere isotoper. Ingen stabile eller lange halveringstid-isotoper er blevet observeret og forventes ikke at eksistere.

Alfa-henfaldsdata for nogle isotoper
Nummer

af
masse

Overskydende
masse		 Halvt liv Energi

gennemsnit

Sandsynlighed
207 -13,243 MeV 1,80 timer 5.873 MeV 8,6%
208 -12,491 MeV 1,63 timer 5.752 MeV 0,55%
209 -12,880 MeV 5,41 timer 5.758 MeV 4,1%
210 -11.972 MeV 8,1 timer 5.632 MeV 0,175%
211 -11.647 MeV 7,21 timer 5.983 MeV 41,8%
212 -8,621 MeV 0,31 s 7.825 MeV ≈ 100%
213 -6,579 MeV 125 ns 9.255 MeV 100%
214 -3,380 MeV 558 ns 8,986 MeV 100%
219 10.397  MeV 56 s 6.324 MeV 97%
220 14.350  MeV 3,71 min 6.052 MeV 8%

De desintegrationsegenskaber energier af alfahenfald af astatin følger samme tendens som andre tunge genstande. De lettere isotoper har relativt høje alfa-henfaldsenergier, som falder med tungere isotoper. Astatin 211 har en betydeligt større energi end den tidligere isotop, fordi den har en kerne med 126 neutroner, hvilket svarer til et magisk tal og dermed til en fyldt neutron lag . Selvom dens halveringstid er sammenlignelig med den foregående isotop (7,2  timer for 211 At, 8,1  timer for 210 At), er sandsynligheden for alfa-henfald meget større: 41,81% mod kun 0, 18%. De næste to isotoper frigiver endnu mere energi, især med astatin 213, der frigiver mest energi. Af denne grund er det også den kendte isotop, der har den korteste halveringstid. Selvom tungere isotoper frigiver mindre energi, er der ingen isotop med lang halveringstid på grund af beta-henfaldets (elektronemissions) stigende rolle . Denne opløsningsmetode er særlig vigtig for astatin; så tidligt som i 1950 postulerede forskere, at alle isotoper af dette element ville henfalde ved beta-ruten. Beta-henfaldstilstande er fundet for alle kendte astatinuklider undtagen 213 At, 214 At, 215 At og 216 m At. Astatine 210 og lettere isotoper kan henfalde i β + -tilstand (emission af positron), astatin 216 og tungere isotoper henfalder β - tilstand , og astata 212 kan henfalde i begge tilstande, mens astata 211 kan gennemgå elektronindfangning .

Den mindst radioaktive af isotoperne er astatin 210 med en halveringstid på 8,1  timer . Dens vigtigste henfaldsmåde er β + mod polonium 210 , selv en alfa-emitter, der har en længere halveringstid svarende til 138  dage . I alt har kun fem kendte isotoper en halveringstid på mere end en time (fra 207 kl. Til 211 kl.). Den mest radioaktive isotop i den kendte jordtilstand er astatin 213 med en halveringstid på 125  ns . Det henfalder alfa til vismut 209 , som er næsten stabil.

Der kendes 24 nukleare isomerer ved astatin , som er kerner med en eller flere nukleoner i en ophidset tilstand . En nuklear isomer kaldes undertiden metastabil , hvilket betyder, at systemet har højere intern energi end jordtilstanden (den minimale energitilstand), og derfor har den nukleare isomer tendens til at vende tilbage til grundtilstanden. Der kan være mere end en nuklear isomer pr. Isotop. Den mindst radioaktive af disse er astatin 202m1, som har en halveringstid på ca. 3 minutter. Den mest radioaktive er astatin 214m1 med en halveringstid på 265 nanosekunder (kortere end for alle kendte nuklider undtagen 213 At).

Overflod

Blandt de elementer, der findes i naturen, er de eneste elementer, der er mindre rigelige end astatin, transuranics , hvorfor det generelt betragtes som det sjældneste element. Den samlede mængde af dette element i jordskorpen (masse på 2,36 × 10 25  gram) anslås at være mellem en tiendedel og tredive gram på et givet tidspunkt.

Hvert astatinatom, der er til stede i dannelsen af ​​jorden, er gået i opløsning. De fire isotoper, der findes i naturen ( 215 kl., 217 kl., 218 kl. Og 219 kl.), Fornyes løbende som nedbrydningsprodukter af de primære isotoper af thorium , uran og spor af radiogent 237 neptunium . De første seksten kilometer i dybden af ​​hele det amerikanske kontinent indeholder i størrelsesordenen 10 12 astatine 215 atomer på et givet tidspunkt (i størrelsesordenen 3,5 × 10 -10  gram). Astatin 217 produceres under henfaldet af neptunium 237 (se figur modsat), der er til stede i spormængder i uranmalm, hvor det produceres ved transmutation. Astatin 218 er den første isotop, der findes i naturen, mens astatin 219 med en halveringstid på cirka 56 sekunder er den naturligt forekommende isotop med den længste halveringstid.

Visse astatins isotoper anses ikke altid for at være naturligt til stede i miljøet på grund af uvidenhed eller uenighed i litteraturen. Således er tilstedeværelsen af ​​astatin 216 i naturen blevet rapporteret, men dens rapport er kontroversiel og ubekræftet.

Syntese

Uddannelse

Mulige reaktioner efter alfabombardement af vismut 209
Reaktion Energi af α-partikler
209
83Bi + 4
2Han → 211
85Ved + 2 1
0ikke 		26  MeV
209
83Bi + 4
2Han → 210
85Ved + 3 1
0ikke 		40  MeV
209
83Bi + 4
2Han → 209
85Ved + 4 1
0ikke 		60  MeV

Astatin blev først produceret ved at bombardere et bismuth-209-mål med energiske alfapartikler, og denne syntetiske vej er fortsat den mest anvendte til at producere de relativt lange halveringstidsisotoper 209 At, 210 At og 211 At Astatine produceres kun i meget små mængder , moderne teknikker, der tillader op til 6,6 GBq produceret ad gangen (ca. 86  ng eller 2,47 × 10 14 atomer). Syntese af større mængder astatin under anvendelse af denne metode er begrænset af den lave tilgængelighed af egnede cyclotroner og udsigten til at smelte målet. Den radiolyse af opløsningsmidlet som følge af den samlede virkning af henfald af astatin også problemer. Med kryoskopiske teknikker er det muligt, at man kan nå det producerede mikrogram af astatin ved bestråling af proton fra et mål for thorium eller uran , hvorved man genererer radon 211, der henfalder til astatin 211. Det forventes dog, at denne metode resulterer i kontaminering af isotopen produceret af astatin 210.

Den vigtigste isotop er astatin 211, den eneste, der har kommerciel brug. For at fremstille vismutmålet spruttes metallet på en overflade af guld, kobber eller aluminium med en hastighed på 50 til 100  mg cm -2 . Vismutoxid kan bruges i stedet; den loddes derefter på en kobberplade. Målet holdes under en inert nitrogenatmosfære og afkøles med vand for at forhindre for tidlig fordampning af astatin. I en partikelaccelerator, såsom en cyclotron, kolliderer alfapartikler med vismut. Selvom der kun anvendes en isotop af bismuth ( bismuth 209 ), kan reaktionen forekomme på tre forskellige måder afhængigt af alfapartiklernes energi og producerer 209 At, 210 At eller 211 At. Uønskede nuklider, den maksimale energi af partikelacceleratoren er sat til en værdi (ideelt set 29,17  MeV ) større end den krævede for at producere astatin 211 (for at producere den ønskede isotop korrekt), men mindre end den, der ville resultere i astatin 210 (for at undgå at producere uønskede isotoper).

Adskillelsesmetoder

Da astatin er det vigtigste produkt af syntese, behøver det kun efter dets dannelse at blive isoleret fra målet og fra enhver forurening. Flere metoder er mulige til dette formål, "men de følger generelt en af ​​to tilgange - tør destillation eller behandling i sur opløsning af målet efterfulgt af opløsningsmiddelekstraktion . " Metoderne beskrevet nedenfor er moderne tilpasninger af ældre procedurer, som gennemgået af Kugler og Keller. Teknikker før 1985 omfattede ofte fjernelse af polonium 210, som derefter blev co-produceret under bestråling, men denne foranstaltning er mindre nødvendig ved at sikre, at energien i cyclotronbestrålingslinjen ikke overstiger en tærskelværdi.

Ved tør proces

Den bestrålede target nu indeholder Astatin opvarmes til ca. 650  ° C . Den astatine flygtiggøres og kondenseres derefter (typisk i en kold fælde ). Højere temperaturer (op til 850  ° C ) kan øge udbyttet med risiko for forurening af prøven gennem co-fordampning af vismut. Det kan være nødvendigt at omdestillere kondensatet for at begrænse tilstedeværelsen af ​​vismut (da vismut kan interferere med astatine-mærkningsreaktioner ). Astatinen udvindes fra fælden ved anvendelse af fortyndet natriumhydroxid, methanol eller chloroform. Udbytter, der nærmer sig 80%, kan opnås. Den tørre rute er den mest anvendte metode til fremstilling af en kemisk anvendelig form for astatin.

Våd

Bismuth mål (undertiden bismuth trioxide ) opløses i koncentreret syre (sædvanligvis salpetersyre eller perchlorsyre). Astatin ekstraheres under anvendelse af et organisk opløsningsmiddel, såsom butyl eller isopropylether eller thiosemicarbazid . Et separationsudbytte på 93% med salpetersyre er blevet offentliggjort, faldende til 72% ved afslutningen af ​​rensningsoperationerne (destillation af salpetersyre, udrensning af resterende nitrogenoxider og opløsning af vismutnitrat for at tillade væske-væskeekstraktion ). Våde metoder involverer "flere trin, der involverer håndtering af radioaktive materialer" og er ikke særlig velegnede til isolering af store mængder astatin. De kan ikke desto mindre tillade produktion af astatin til en bestemt grad af oxidation og kan derfor finde flere anvendelser inden for eksperimentel radiokemi .

Anvendelser og forholdsregler

”[Astatin er] et ondt at producere og helvede at håndtere. "

- P. Durbin, Human Radiation Studies: Remembering the Early Years , 1995

Nogle astatin 211 forbindelser og deres anvendelser
Agent Ansøgninger
Astatin-tellurium kolloider Rumtumorer
6-Astato-2-methyl-1,4-naphthaquinoldiphosphat Adenokarcinom
Radiomærket methylenblåt Melanom
Meta-astatobenzyl guanidin Neuroendokrine tumorer
5-astato-2'-deoxyuridin Forskellige
Radiomærkede Biotinforbindelser Forskellige præ-målretning
Radiomærket octreotid Somatostatin receptorer
Monoklonale antistoffer og radiomærkede fragmenter Forskellige
Radiomærkede biphosphonater Knoglemetastaser

Astatin 211 er genstand for aktiv forskning inden for nuklearmedicin . Isotopen skal anvendes kort efter syntese i betragtning af dens halveringstid på 7,2  timer  ; denne periode er ikke desto mindre tilstrækkelig til at muliggøre mærkningsstrategier i flere faser. Astatin 211 har potentiale til at blive brugt i alfa-immunterapibehandlinger , da det henfalder enten i alfa-tilstand (mod vismut 207 ) eller ved elektronindfangning (mod polonium 211 , ved meget kort halvlængde). Selve levetiden og alfa-emitteren) . Røntgenstrålerne udsendt af polonium 211, mellem ca. 77 og 92  keV , muliggør overvågning af astatin hos dyr og patienter. Selvom astatin 210, med en lidt længere halveringstid end astatin 211, kan virke mere interessant til samme anvendelse, er denne isotop totalt uegnet til medicinsk brug, fordi den henfalder til polonium 210 , hvilket er ekstremt giftigt, især til knoglemarv , og med en længere halveringstid.

Hovedforskellen i det medicinske miljø mellem astatin 211 og jod 131 (en isotop af jod, der anvendes i nuklearmedicin) ligger i emissionen af ​​højenergi beta-stråling med 131 I i modsætning til 211 At. Beta har en større gennemtrængende kraft i vævene. end alfastråling: en alfapartikel af medium energi, der udsendes af 211 At kan krydse 70  µm i det omgivende væv, når en beta-partikel af medium energi, der stammer fra 131 I, kan nå næsten tredive gange længere og krydse ca.  2 mm . En kort halveringstid forbundet med den begrænsede gennemtrængende effekt af alfastråling i væv er en fordel, når "tumorbyrden er lav, og / eller populationer af ondartede celler er placeret i nærheden af ​​normalt sundt væv" . Signifikant celledødelighed i kulturer af celler, der reproducerer humane kræftformer, blev således opnået med et til ti astatin 211 atomer bundet pr. Celle.

Udviklingen af ​​astatinbaserede lægemidler til bekæmpelse af kræft har stødt på flere forhindringer. Den anden verdenskrig forsinket forskningen næsten et årti. Foreløbige testresultater viste, at der skulle udvikles et selektivt kræfttransportmiddel, og det var først i 1970'erne, at monoklonale antistoffer, der kunne spille denne rolle, kom på markedet. Modsætning iod, astatin tendens til at bryde sin binding med sådanne molekyler, især med sp 3 hybridiserede carbonatomer (mindre for dem sp 2 hybridiseret ). I betragtning af astatins toksicitet, som har tendens til at opbygges i kroppen, når radioisotopen er fri til at cirkulere, er det vigtigt at sikre, at den forbliver knyttet til værtsmolekylet. Mens effektiviteten af ​​transportmolekyler, der langsomt metaboliseres, kan vurderes, forbliver metaboliserede molekyler hurtigere en væsentlig hindring for vurderingen af ​​astatin som en medicinsk behandling. Dæmpende radiolysis (på grund af astatin) af bærermolekyler er en anden mulig udviklingsvej. En praktisk anvendelse af astatin som en behandling mod kræft kan potentielt gavne et "svimlende" antal patienter; produktionen af ​​astatin i mængder, som derefter ville være nødvendig, forbliver et problem.

Dyreforsøg viser, at astatin, ligesom jod, men i mindre grad, hovedsagelig er koncentreret i skjoldbruskkirtlen . I modsætning til jod viser astatin også en tendens til at akkumulere i lungerne og milten , muligvis på grund af in vivo oxidation af At - til At + . Når astatin gives som et radiokolloid, har det en tendens til at koncentrere sig i leveren . Eksperimenter med rotter og aber antyder, at astatin 211 forårsager meget mere alvorlig skade på skjoldbruskkirtlen end jod 131. Gentagne injektioner af nuklidet resulterer således i nekrose og celledysplasi i cellen . Foreløbige undersøgelser antyder, at injektionen af ​​astatin 211 i kvindelige gnavere forårsager morfologiske ændringer i brystvæv; denne konklusion forblev kontroversiel i årevis. Konsensus, som efterfølgende blev opnået, er, at denne virkning sandsynligvis var forårsaget af bestråling af brystvævet kombineret med de hormonelle ændringer på grund af bestråling af æggestokkene. Meget små mængder astatin kan håndteres uden fare under et stinkskab, hvis hætten er godt ventileret. introduktion af elementet i kroppen bør dog undgås.

Noter og referencer

Bemærkninger

  1. Det vil sige, den mest stabile (længste halveringstid) isotop af francium, francium-223, har en halveringstid på 22 minutter, kortere end den mest stabile astatin.
  2. Denne halvfordampningstid ville gå op til 16 timer, hvis aflejringen blev foretaget på en guld- eller platinoverflade, måske på grund af interaktionerne, der stadig er dårligt forstået mellem astatin og disse ædle metaller .
  3. Den molære refraktivitet af diatomisk astatin blev ekstrapoleret til 41,4  cm 3 ved anvendelse af fremgangsmåden givet af Johnson (dvs. fra grafen af kendte værdier for F, Cl, Br og I plottet som funktion af tredje potens af deres radius kovalens). Denne værdi indikerer, at astatin kan være et metal i dets kondenserede tilstand, baseret på Goldhammer-Herzfeld-kriteriet, som forudsiger metallisk opførsel, hvis forholdet mellem molær brydningsevne og molært volumen er større end eller lig med 1.
  4. "  Den foregående beskrivelse er imidlertid overskygget af de ekstremt lave koncentrationer, hvor astatineksperimenter er blevet udført, og muligheden for reaktioner med urenheder, vægge og filtre eller radioaktivitetsbiprodukter og andre uønskede interaktioner i nano-skala  " .
  5. Det er også muligt, at dette er sorption på en katode snarere end elektroafsætning.
  6. Algoritmen, der bruges til at generere Allred-Rochow-skalaen, fungerer ikke for brint, den genererer en værdi tæt på iltværdien (3.5). I stedet tildeles brint en værdi på 2,2. På trods af dets mangler er Allred-Rochow-skalaen ret bredt anerkendt og brugt.
  7. 2.41578 (7) eV fra artikel, værdi konverteret i SI-system
  8. Jod kan udfylde denne rolle på trods af sine reaktioner med astatin i vandig opløsning, fordi disse reaktioner kræver iodid ion (I - ), ikke dioden I 2 (eller i det mindste ikke kun).
  9. Et første forsøg på at fluorere astatin under anvendelse af chlortrifluorid resulterede i dannelsen af ​​et reaktionsprodukt, der forblev "fast" til glasvæggen. Den klor monofluoride , chlor og tetrafluorosilane dannet. Forfatterne til eksperimentet kaldte det "foruroligende" og indrømmede, at de forventede dannelsen af ​​et flygtigt fluor. Ti år senere blev denne forbindelse forudsagt at være ikke-flygtig i modsætning til andre halogener men som radondifluorid  ; det blev derefter bestemt, at det var ionisk.
  10. Astatin 218 er faktisk datterisotopen af ​​polonium 218 ved beta-henfald, som er en minoritetsvej (0,02% af henfald).
  11. “  Nogle af egenskaberne [af astatin] ligner jod, dets lavere homolog. Det udviser også metalliske egenskaber, mere som dets metalliske naboer Po og Bi  ” .
  12. I denne tabel, under ordene "overskydende masse", gives energiækvivalenterne i stedet for masseværdierne.
  13. "M1" betyder, at dette er den første exciterede tilstand over grundtilstanden. "M2" og andre lignende indikationer indikerer tilstande med højere energi. Antallet er undertiden udeladt, hvis den pågældende nukleare isomer er den eneste vare, der er etableret, som for 216m astatin.
  14. Se dog Nagatsu et al. , som indkapsler vismutmålet i en tynd aluminiumfilm og placerer det i et niobstativ, der er i stand til at tilbageholde smeltet vismut.
  15. "  Der er rapporteret en række forskellige metoder til 211 ved genopretning, men de følger generelt en af ​​to tilgange - tør destillation eller syrebehandling af målet efterfulgt af opløsningsmiddelekstraktion  " .
  16. Se også Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  243-253.
  17. “  flere trin til håndtering af radioaktivitet  ” .
  18. "  [Astatine er] elendigt at lave og helvede at arbejde med  " .
  19. "  i kliniske miljøer, hvor tumorbyrde er lav og / eller maligne cellepopulationer er placeret i umiddelbar nærhed af væsentlige normale vævsstrukturer  " .
  20. Med andre ord, hvor den findes atomorbital af et carbon og tre p orbitaler hybridiserer til opnåelse fire orbitaler, hvis form er mellemliggende mellem oprindelige s orbital og p-orbitaler.

  21. Desværre er det gåde, der står over for 211 At-feltet, at kommerciel levering af 211 At afventer demonstration af klinisk effektivitet; demonstration af klinisk effekt kræver imidlertid en pålidelig forsyning på 211 At.

    ”Desværre er dilemmaet med astatine 211-studieretningen, at kommerciel udvikling af astatin 211-produktionen afventer demonstration af klinisk effekt; denne demonstration af effektivitet kræver imidlertid eksistensen af ​​en pålidelig kilde til astatin 211. "

Referencer

  1. (i) Beatriz Cordero Verónica Gómez, Ana E. Platero-Prats, Marc Reves Jorge Echeverría, Eduard Cremades, Flavia og Santiago Barragan Alvarez , "  Covalent radier revisited  " , Dalton Transactions ,2008, s.  2832 - 2838 ( DOI  10.1039 / b801115j ).
  2. (i) David R. Lide, Gummibibelen , CRC Press,2009, 90 th  ed. , 2804  s. , Indbundet ( ISBN  978-1-420-09084-0 ).
  3. (in) K. og N. Otozai Takashi , "  Estimate of the Chemical Form and the Boiling Point of Elementary Astatine by Radiogaschromatography  " , Radiochimica Acta , vol.  31, n knogle  3-4, Maj 1982, s.  201-204 ( DOI  10.1524 / ract.1982.31.34.201 , læs online )
  4. (i) Andreas Hermann , Roald Hoffmann og Neil W. Ashcroft , "  Condensed Astatin: monatomic og Metallic  " , Physical Review Letters , vol.  111, nr .  11,12. september 2013, Artikel nr .  116404 ( PMID  24074111 , DOI  10.1103 / PhysRevLett.111.116404 , bibcode  2013PhRvL.111k6404H , læs online )
  5. (i) Database Chemical Abstracts via SciFinder Web interviewedes december 15, 2009.
  6. (da) “  Nubase-evalueringen af ​​nukleare og henfaldsegenskaber  ” , Nuclear Physics A , vol.  729, nr .  1,22. december 2003, s.  3–128 ( ISSN  0375-9474 , DOI  10.1016 / j.nuclphysa.2003.11.001 , læst online , adgang til 22. marts 2018 ).
  7. Greenwood og Earnshaw 2002 , s.  795.
  8. (en) Nils Wiberg ( oversat  fra tysk af M. Eagleson og WD Brewer), Holleman-Wiberg: Uorganisk kemi , BJ Aylett,2001, 1884  s. ( ISBN  978-0-12-352651-9 , læs online ) , s. 423.
  9. (in) Emsley, J., Nature's Building Blocks: An AZ Guide to the Elements , Oxford University Press ,2011, 699  s. ( ISBN  978-0-19-960563-7 , læs online ) , pp. 57–58.
  10. (in) Andreas Hermann , Roald Hoffmann og NW Ashcroft , "  Condensed Astatine: monatomic and Metallic  " , Physical Review Letters , vol.  111, nr .  11,12. september 2013, s.  116404 ( DOI  10.1103 / PhysRevLett.111.116404 , læst online , adgang 23. marts 2018 ).
  11. (i) Kotz, JC , Treichel, PM og Townsend, J. , Chemistry & Chemical Reaktionsevne , Cengage Learning,2011, 8 th  ed. , 1296  s. ( ISBN  978-0-8400-4828-8 ) , s. 65.
  12. (i) Thomas P. Jahn og Gerd P. Bienert , mindsteimportpriser og deres roller i udvekslingen af Metalloider , New York, NY / Austin Tex., Springer,11. januar 2011, 145  s. ( ISBN  978-1-4419-6315-4 , læs online ) , s. 41.
  13. (in) Sławomir Siekierski og John Burgess , Concise Chemistry of the Elements , Horwood Pub.,2002, 198  s. ( ISBN  978-1-898563-71-6 , læs online ) , pp. 65, 122.
  14. (i) Maddock, AG, "Astatine". Supplement til Mellors omfattende afhandling om uorganisk og teoretisk kemi, supplement II, del 1, (F, Cl, Br, I, At). , Longmans, Green & Co. (Ltd.),1956, s. 1064–1079.
  15. (i) Garrett, AB Richardson, JB og Kiefer, AS , Kemi: et første kursus i moderne kemi , Ginn1961( læs online ) , s. 313.
  16. (in) Glenn T. Seaborg, Transuranium element (Encyclopedia Britannica) ( læs online ).
  17. (i) Hock Leong Oon , Kemi Expression: en forespørgsel Approach: O Level, Special, Express , Panpac Uddannelse Pte Ltd,2006, 446  s. ( ISBN  978-981-271-162-5 , læs online ).
  18. (i) Per Freiesleben Hansen ( trad.  Dansk), The Science of Byggematerialer , Heidelberg / New York, Springer Science & Business Media,18. september 2009( ISBN  978-3-540-70898-8 , læs online ).
  19. (da) K. Otozai og N. Takahashi , “  Estimation of the Chemical Form and the Boiling Point of Elementary Astatine by Radiogas-chromatography  ” , Radiochimica Acta , bind.  31, n knogle  3-4,1982, s.  201–203 ( DOI  10.1524 / ract.1982.31.34.201 , læs online ).
  20. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  251.
  21. (i) Ralph McLaughlin , "  absorptionsspektrum af Astatin *  " , Josa , vol.  54, nr .  8,1 st august 1964, s.  965–967 ( DOI  10.1364 / josa.54.000965 , læst online , adgang 23. marts 2018 ).
  22. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  235.
  23. J. Donohue , Elements Structures , Robert E. Krieger,1982( ISBN  978-0-89874-230-5 , læs online ) , s.  400.
  24. (i) R. Vernon , "  Hvilke elementer er metalloider?  ” , Journal of Chemical Education , bind.  90, nr .  12,2013, s.  1703–1707 (1704) ( DOI  10.1021 / ed3008457 , Bibcode  2013JChEd..90.1703V ).
  25. J. Merinis , G. Legoux og G. Bouissières , "  Undersøgelse af gasfasedannelse af interhalogenerede astatinforbindelser ved termokromatografi  ", Radiochemical and Radioanalytical Letters , bind.  11, nr .  1,1972, s.  59–64.
  26. (in) N. Takahashi og K. Otozai , "  The Mechanism of the Reaction of Elementary Astatine with Organic Solvents  " , Journal of Radioanalytical and Nuclear Chemistry , Vol.  103,1986, s.  1–9 ( DOI  10.1007 / BF02165358 ).
  27. (i) N. Takahashi, D. og H. Yano Baba (1992) "Kemisk Adfærd af molekyler Astatin" Proceedings fra den internationale konference om Evolution i Beam Applications, Takasaki, Japan, November 5-8 1991 : 536-539 s ..  .
  28. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  21.
  29. Kugler og Keller 1985 , s.  110, 116, 210-211, 224.
  30. (i) RA Meyers , "Halogen Chemistry" , i Encyclopedia of Physical Science and Technology , Academic Press,2001, 3 e  ed. , 197-222 (202)  s. ( ISBN  978-0-12-227410-7 ).
  31. C. Keller , W. Wolf og J. Shani , Ullmanns Encyclopedia of Industrial Chemistry , vol.  31,2011, 89–117 (96)  s. ( ISBN  978-3-527-30673-2 og 3-527-30673-0 , DOI  10.1002 / 14356007.o22_o15 ) , "Radionuklider, 2. Radioaktive elementer og kunstige radionuklider".
  32. SS Zumdahl og SA Zumdahl , kemi , Cengage Learning,2008, 8 th  ed. , 1184  s. ( ISBN  978-0-547-12532-9 og 0-547-12532-1 , læs online ) , s.  56.
  33. C. E. Housecroft og AG Sharpe , Uorganisk kemi: løsninger manual , Pearson Education,2008, 3 e  ed. , 368  s. ( ISBN  978-0-13-175553-6 , læs online ) , s.  533.
  34. Kugler og Keller 1985 , s.  116.
  35. (in) L. Visscher og KG Dyall , "  Relativistic Effects on Molecular and Correlation properties. I. Dihalogens F 2 , Cl 2 , Br 2 , I 2 og I 2  ” , The Journal of Chemical Physics , vol.  104, nr .  22,1996, s.  9040–9046 ( DOI  10.1063 / 1.471636 , Bibcode  1996JChPh.104.9040V , læs online ).
  36. (ru) VP Glushko , VA Medvedev og GA Bergma , Termicheskie Konstanty Veshchestv , vol.  1, Nakua,1966, s.  65.
  37. (in) CNR Rao og P. Ganguly , "  A New Criterion for the metallicity of Elements  " , Solid State Communications , vol.  57, nr .  1,1986, s.  5–6 ( DOI  10.1016 / 0038-1098 (86) 90659-9 , Bibcode  1986SSCom..57 .... 5R ).
  38. GWC Kaye og TH Laby , tabeller over fysiske og kemiske konstanter , Longman,1973, 14 th  ed. ( ISBN  0-582-46326-2 ).
  39. (en) GR Johnson (1967). ”  Dielektriske egenskaber ved polytetrafluorethylen  ” i konferencen om elektrisk isolering og dielektrisk fænomen  : 78–83 (81) s., National Academy of Sciences - National Research Council. Adgang til 9. april 2015  ..
  40. (i) PP Edwards og J. Sienko , "  på forekomsten af Metallic Karakter i periodiske system Elements  " , Journal of Chemical Education , vol.  60, n o  9,1983, s.  691–696 ( DOI  10.1021 / ed060p691 , Bibcode  1983JChEd..60..691E ).
  41. A. Smith og WF Ehret , College kemi , Appleton-Century-Crofts,1960, s.  457.
  42. (en) J. Champion , M. Seydou , A. Sabatié-Gogova , E. Renault , G. Montavon og N. Galland , “  Assessment of an Effektiv Quasirelativistic Methodology Designed to Study Astatine Chemistry in Aqueous Solution  ” , Physical Chemistry Chemical Physics , bind.  13, nr .  33,2011, s.  14984–14992 (14984) ( DOI  10.1039 / C1CP20512A , Bibcode  2011PCCP ... 1314984C ).
  43. (i) Hr Milanov , V. Doberenz , VA Khalkin og A. Marinov , "  kemiske egenskaber Positive enkeltladede Astatin Ion i vandig opløsning  " , Journal of Radioanalytisk og Nuclear Chemistry , Vol.  83, nr .  21984, s.  291–299 ( DOI  10.1007 / BF02037143 ).
  44. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  234.
  45. (i) J. Champion , C. Alliot , E. Renault , BM Mokili Mr. Cherel N. Galland og G. Montavon , "  Astatin Standard redoxpotentiale og Speciation i surt medium  " , The Journal of Physical Chemistry A , flyvning.  114, nr .  1,2010, s.  576–582 (581) ( DOI  10.1021 / jp9077008 , Bibcode  2010JPCA..114..576C , læs online ).
  46. (in) S. Milesz Mr. Jovchev , D. Schumann og VA Khalkin , "  The EDTA complexes of Astatine  " , Journal of Radioanalytical and Nuclear Chemistry , Vol.  127, nr .  3,1988, s.  193–198 ( DOI  10.1007 / BF02164864 ).
  47. (en) F. Guérard , J.-F. Gestin og MW Brechbiel , "  Produktion af [ 211 At] -statinerede radiofarmaka og applikationer i målrettet α-partikelterapi  " , Cancer Biotherapy and Radiopharmaceuticals , vol.  28,2013, s.  1–20 ( PMID  23075373 , PMCID  3545490 , DOI  10.1089 / cbr.2012.1292 ).
  48. (i) Ning Guo, Rémi Maurice Teze David Jerome Graton, Julie Champion Gilles Montavon og Nicolas Galland, "  Experimental og beregningsmæssige tegn på halogenbindinger Involvering astatin  " , Nature Chemistry , vol.  10, nr .  4,19. marts 2018, s.  428-434 ( ISSN  1755-4330 og 1755-4349 , DOI  10.1038 / s41557-018-0011-1 , læst online , adgang 14. maj 2018 ).
  49. (in) Mr. Dolg W. Kuchle , H. Stoll , H. Preuss og P. Schwerdtfeger , "  Ab Initio Pseudopotentials for Hg to Rn: II. Molekylære beregninger af hydriderne af Hg til At og fluoriderne af Rn  ” , Molecular Physics , bind.  74, nr .  6,1991, s.  1265–1285 (1265, 1270, 1282) ( DOI  10.1080 / 00268979100102951 , Bibcode  1991MolPh..74.1265D ).
  50. (in) T. Saue , K. Faegri og O. Gropen , "  Relativistic Effects on the Bonding of Heavy and Superheavy Hydrogen Halides  " , Chemical Physics Letters , bind.  263, n knogler  3-4,1996, s.  360–366 (361–362) ( DOI  10.1016 / S0009-2614 (96) 01250-X , Bibcode  1996CPL ... 263..360S ).
  51. M. Barysz , relativistiske metoder til kemikere , Springer,2010( ISBN  978-1-4020-9974-8 , læs online ) , s.  79.
  52. (i) JS Thayer , "  relativistiske effekter og kemi af de tungeste hovedgruppegrundstoffer  " , Journal of Chemical Education , vol.  82, nr .  11,2005, s.  1721–1727 (1725) ( DOI  10.1021 / ed082p1721 , Bibcode  2005JChEd..82.1721T ).
  53. G. Wulfsberg , Uorganisk kemi , University Science Books,2000( ISBN  1-891389-01-7 ) , s.  37.
  54. DW Smith , Uorganiske stoffer: En optakt til studiet af beskrivende uorganisk kemi , Cambridge University Press ,1990( ISBN  0-521-33738-0 , læs online ) , s.  135.
  55. (i) David Leimbach , Julia Karls , Yangyang Guo og Rizwan Ahmed , "  The elektron affinitet astat  " , Nature Communications , bd.  11, nr .  1,30. juli 2020, s.  3824 ( ISSN  2041-1723 , DOI  10.1038 / s41467-020-17599-2 , læst online , hørt 26. oktober 2020 )
  56. (i) E. Anders , "  Technetium og astatin kemi  " , Annual Review of Nuclear Science , vol.  9,1959, s.  203–220 ( DOI  10.1146 / annurev.ns.09.120159.001223 , Bibcode  1959ARNPS ... 9..203A ) Registrering påkrævet.
  57. (en) VD Nefedov , Yu. V. Norseev , MA Toropova og Vladimir A. Khalkin , "  Astatine  " , Russian Chemical Reviews , bind.  37, nr .  21968, s.  87–98 ( DOI  10.1070 / RC1968v037n02ABEH001603 , Bibcode  1968RuCRv..37 ... 87N ) Registrering påkrævet.
  58. (in) AHW, Jr. Aten , T. Doorgeest , U. Hollstein og HP Moeken , "  Afsnit 5: Radiokemiske metoder. Analytisk kemi af astatin  ” , Analyst , bind.  77, nr .  920,1952, s.  774–777 ( DOI  10.1039 / AN9527700774 , Bibcode  1952Ana .... 77..774A ) Registrering påkrævet.
  59. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  31.
  60. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  38.
  61. Kugler og Keller 1985 , s.  213–214.
  62. Kugler og Keller 1985 , s.  214–218.
  63. Kugler og Keller 1985 , s.  211.
  64. Kugler og Keller 1985 , s.  109–110, 129, 213.
  65. M. Davidson , moderne borekemi , Royal Society of Chemistry ,2000, 538  s. ( ISBN  978-0-85404-835-9 , læs online ) , s.  146.
  66. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  276.
  67. (i) J. Elgqvist R. Hultborn S. Lindegren , S. Palm og S. Speer ( red. ), Målrettet Radionuklid Therapy , Philadelphia, Lippincott Williams & Wilkins,2011, 380–396 (383)  s. ( ISBN  978-0-7817-9693-4 , læs online ) , "Ovariecancer: baggrund og kliniske perspektiver".
  68. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  190–191.
  69. Kugler og Keller 1985 , s.  111.
  70. (i) Dumitru-Claudiu Sergentu David Teze , Andrea Sabatié-Gogova Cyril Alliot Ning Guo Fadel Bassel , Isidro Da Silva , David Deniaud Rémi Maurice Julie Champion , Nicolas Galland og Gilles Montavon , "  Advances på Bestemmelse af Astatin Pourbaix Diagram: Overvejelse af AtO (OH) 2 - over At - i grundlæggende betingelser  ” , Chem. Eur. J. , bind.  2016, nr .  22,2016, s.  2964–71 ( DOI  10.1002 / chem.201504403 ).
  71. Kugler og Keller 1985 , s.  222.
  72. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  238.
  73. Kugler og Keller 1985 , s.  112, 192–193.
  74. Kugler og Keller 1985 , s.  219.
  75. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  192–193.
  76. Zuckerman og Hagen 1990 , s.  212.
  77. (en) GA Brinkman og HW Aten , "  Nedbrydning af cæsiumdiiodeastatat (I), (Csati 2 )  " , Radiochimica Acta , bind.  2, n o  1,1963, s.  48 ( DOI  10.1524 / ract.1963.2.1.48 , læs online ).
  78. Zuckerman og Hagen 1990 , s.  60.
  79. Zuckerman og Hagen 1989 , s.  426.
  80. (in) EH Appelman IN dovendyr og MH Studier , "  Observation of Astatine Compounds by Time-of-Flight Mass Spectrometry  " , Inorganic Chemistry , Vol.  5, n o  5,1966, s.  766–769 ( DOI  10.1021 / ic50039a016 ).
  81. (i) KS Pitzer , "  Fluor af Radon og Element 118  " , Journal of the Chemical Society, Chemical Communications , vol.  5, nr .  18,1975, s.  760b - 761 ( DOI  10.1039 / C3975000760B ).
  82. (i) N. Bartlett og FO Sladky , "The Chemistry of Krypton, xenon og radon" i Bailar JC, HJ Emeléus R. Nyholm, Comprehensive Inorganic Chemistry , Vol.  1, Pergamon,1973, 213–330  s. ( ISBN  0-08-017275-X ).
  83. (i) P. Ball , The Ingredienser: en guidet tur i Elements , Oxford University Press,2002, 100–102  s. ( ISBN  978-0-19-284100-1 ).
  84. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  228.
  85. (i) Marco Fontani , Mariagrazia Costa og Mary Virginia Orna , den forsvundne elementer: Den periodiske system 's Shadow Side , New York, Oxford University Press ,2015( 1 st  ed. 2014), 531  s. ( ISBN  9780199383344 ) , s.  329-330.
  86. (i) F. Allison , E. J Murphy , ER Bishop og AL Sommer , "  Bevis for påvisning af visse stoffer i element 85  " , Physical Review , bind.  37, nr .  9,1931, s.  1178–1180 ( DOI  10.1103 / PhysRev.37.1178 , Bibcode  1931PhRv ... 37.1178A ) Registrering påkrævet.
  87. (in) "  Alabamine & Virginium  " , Time Magazine ,15. februar 1932( læs online ).
  88. (i) RF Trimble , "  Hvad skete der med Alabamine, Virginium, og illinium?  ” , Journal of Chemical Education , bind.  52, nr .  9,1975, s.  585 ( DOI  10.1021 / ed052p585 , Bibcode  1975JChEd..52..585T ) Registrering påkrævet.
  89. (in) HG MacPherson , "  En undersøgelse af den magneto-optiske metode til kemisk analyse  " , Physical Review , bind.  47, nr .  4,1934, s.  310–315 ( DOI  10.1103 / PhysRev.47.310 , Bibcode  1935PhRv ... 47..310M ).
  90. [PDF] (da) SC Burdette og BF Thornton , "  Find Eka-Iodine: Discovery Priority in Modern Times  " , Bulletin for the History of Chemistry , bind.  35,2010, s.  86–96 ( læs online ).
  91. (in) "  Isotopdata for thorium-232 i det periodiske system  " på www.periodictable.com (adgang til 24. marts 2018 ) .
  92. (i) JW Mellor , En omfattende afhandling om uorganisk og teoretisk kemi , Longmans, Green,1965( OCLC  13842122 , læs online ) , s.  1066.
  93. (i) Marco Fontani , Mariagrazia Costa og Mary Virginia Orna , den forsvundne elementer: Den periodiske system 's Shadow Side , New York, Oxford University Press ,2015( 1 st  ed. 2014), 531  s. ( ISBN  9780199383344 ) , s.  338-339.
  94. Scerri 2013 , s.  168.
  95. Scerri 2013 , s.  170.
  96. (in) "  Isotopdata for polonium-218 i det periodiske system  " på www.periodictable.com (adgang til 24. marts 2018 ) .
  97. (de) B. Karlik og T. Bernert , “  Über Eine Vermutete β-Strahlung des Radium A und die Natürliche Existenz des Elementes 85  ” [“Om en mistænkt β-stråling af Radium A og om den naturlige eksistens af elementet 85 »], Naturwissenschaften , vol.  30, nr .  44–45,1942, s.  685–686 ( DOI  10.1007 / BF01487965 , Bibcode  1942NW ..... 30..685K ) Registrering påkrævet.
  98. (in) A. Leigh-Smith og W. Minder , "  Eksperimentel dokumentation for eksistensen af ​​element 85 Thorium i familien  " , Nature , bind.  150, nr .  3817,1942, s.  767–768 ( DOI  10.1038 / 150767a0 , Bibcode  1942Natur.150..767L ) Registrering påkrævet.
  99. (i) Marco Fontani , Mariagrazia Costa og Mary Virginia Orna , den forsvundne elementer: Den periodiske system 's Shadow Side , New York, Oxford University Press ,2015( 1 st  ed. 2014), 531  s. ( ISBN  9780199383344 ) , s.  342-343.
  100. (in) DR Corson , KR MacKenzie og E. Segre , "  Artificially Radioactive Element 85  " , Physical Review , vol.  58, nr .  8,1940, s.  672–678 ( DOI  10.1103 / PhysRev.58.672 , Bibcode  1940PhRv ... 58..672C ) Registrering påkrævet.
  101. "  Astate  " , Encyclopædia Universalis (adgang til 18. april 2010 ) .
  102. Helen Miles Davis , The Chemical Elements , Science Service , Ballantine Books ,1959, 2 nd  ed. , 29  s. ( læs online ).
  103. (de) B. Karlik og T. Bernert , “  Eine Neue Natürliche α-Strahlung  ” [“En ny naturlig α-stråling”], Naturwissenschaften , vol.  31, nr .  25-26,1943, s.  298–299 ( DOI  10.1007 / BF01475613 , Bibcode  1943NW ..... 31..298K ) Registrering påkrævet.
  104. (De) B. Karlik og T. Bernert , "  Das Element 85 in den Natürlichen Zerfallsreihen  " ["Element 85 i serien af ​​naturligt forfald"], Zeitschrift für Physik , bind.  123, n knogle  1-2,1943, s.  51–72 ( DOI  10.1007 / BF01375144 , Bibcode  1944ZPhy..123 ... 51K ) Registrering påkrævet.
  105. CM Lederer , JM Hollander og I. Perlman , Table of Isotopes , John Wiley & Sons ,1967, 6. th  ed. , s.  1–657.
  106. (in) "  Isotopdata for neptunium-237 i det periodiske system  " på www.periodictable.com (adgang til 25. marts 2018 ) .
  107. (in) DR Corson , "  Astatine  " , Chemical & Engineering News , bind.  81, nr .  36,2003( læs online ).
  108. (en) C. Fry og M. Thoennessen , “  Opdagelse af astatine-, radon-, francium- og radiumisotoperne  ” , Atomic Data and Nuclear Data Tables , vol.  09,2013, s.  497–519 ( DOI  10.1016 / j.adt.2012.05.003 , Bibcode  2013ADNDT..99..497F , arXiv  1205.5841 ).
  109. (in) "  Names of New Elements Confirmed by International Union of Chemistry  " , Chemical & Engineering News , Vol.  27, nr .  42,17. oktober 1949, s.  2996–3091 ( ISSN  0009-2347 , DOI  10.1021 / cen-v027n042.p2996 , læs online , adgang til 8. april 2018 ).
  110. Corson, MacKenzie og Segrè 1940 , s.  672, 677.
  111. (in) JG Hamilton og MH Soley , "  A Comparison of the Metabolism of Iodine and of Element 85 (Eka-Iodine)  " , Proceedings of the National Academy of Sciences , bind.  26, nr .  8,1940, s.  483–489 ( PMID  16588388 , PMCID  1078214 , DOI  10.1073 / pnas.26.8.483 , Bibcode  1940PNAS ... 26..483H , læs online ).
  112. (i) HM Neumann , "  Solvent Distribution Undersøgelser af Chemistry of Astatin  " , Journal of Inorganic og Nuclear Chemistry , Vol.  4, n knogle  5-6,1957, s.  349–353 ( DOI  10.1016 / 0022-1902 (57) 80018-9 ).
  113. (in) GL Johnson , RF Leininger og E. Segre , "  Astatins kemiske egenskaber. I  ” , Journal of Chemical Physics , bind.  17, nr .  1,1949, s.  1–10 ( DOI  10.1063 / 1.1747034 , Bibcode  1949JChPh..17 .... 1J ).
  114. (De) I. Dreyer , R. Dreyer og VA Chalkin , “  Kationer af astatin i vandige opløsninger; Produktion og nogle egenskaber  ” , Radiochemical and Radioanalytical Letters , vol.  36, nr .  6,1979, s.  389–398.
  115. (en) AHW, Jr. Aten , "  The Chemistry of Astatine  " , Advances in Inorganic Chemistry and Radiochemistry , vol.  6,1964, s.  207-223 ( DOI  10.1016 / S0065-2792 (08) 60227-7 ).
  116. (i) VD Nefedov , Yu. V. Norseev , MA Toropova og VA Khalkin , "  Astatin  " , Russisk Chemical Reviews , vol.  37, nr .  21968, s.  87–98 ( DOI  10.1070 / RC1968v037n02ABEH001603 , Bibcode  1968RuCRv..37 ... 87N ).
  117. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  229.
  118. K. Rankama , Isotop Geologi , Pergamon Press ,1956, 2 nd  ed. ( ISBN  978-0-470-70800-2 ) , s.  403.
  119. (i) Geerd-J Meyer , "  Astatin  " , Journal of mærkede forbindelser og Radiopharmaceuticals , Vol.  61, nr .  3,22. februar 2018, s.  154–164 ( ISSN  0362-4803 , DOI  10.1002 / jlcr.3573 , læst online , adgang til 9. maj 2018 ).
  120. DR Lide ( red. ), CRC Handbook of Chemistry and Physics , CRC Press ,2004, 85 th  ed. ( ISBN  0-8493-0485-7 ) , s.  14-10.
  121. (i) D. Scott Wilbur , "  Enigmatic astatin  " , Nature Chemistry , vol.  5, n o  3,20. februar 2013, s.  246 ( DOI  10.1038 / nchem.1580 , læst online , adgang til 25. marts 2018 ).
  122. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  228-229.
  123. I. Asimov , Only a Trillion , Abelard-Schuman,1957( læs online ) , s.  24.
  124. (i) "Del II: Elementernes analytiske kemi" i afhandling om analytisk kemi , bind.  4, New York, Interscience Encyclopedia,1964, s.  487.
  125. Kugler og Keller 1985 , s.  4.
  126. (in) hr. Maiti og S. Lahiri , "  Produktionstværsnit af At radionuklider fra 7 Li + nat Pb og 9 Be + nat Tl-reaktioner  " , Physical Review C , bind.  84, nr .  6,2011, s.  07601–07604 (07601) ( DOI  10.1103 / PhysRevC.84.067601 , Bibcode  2011PhRvC..84f7601M , arXiv  1109.6413 ).
  127. Greenwood og Earnshaw 2002 , s.  796.
  128. Kugler og Keller 1985 , s.  5.
  129. (i) GW Barton , A. Ghiorso og I. Perlman , "  Radioactivity of Isotopes Astatine  " , Physical Review , bind.  82, nr .  1,1951, s.  13–19 ( DOI  10.1103 / PhysRev.82.13 , Bibcode  1951PhRv ... 82 ... 13B ) Registrering påkrævet.
  130. Zalutsky og Pruszynski 2011 .
  131. (en) RH Larsen , BW Wieland og MRJ Zalutsky , “  Evaluering af et internt cyklotronmål for produktionen af 211 At via 209 Bi (α, 2n) 211 At reaktion  ” , Anvendt stråling og isotoper , bind.  47, nr .  21996, s.  135–143 ( DOI  10.1016 / 0969-8043 (95) 00285-5 ).
  132. (i) K. Nagatsu , KH Minegishi , Mr. Fukada , H. Suzuki , S. Hasegawa og Mr. Zhang , "  Produktion af 211 Ved af en lodret bestråling metode  " , Applied Radiation og Isotoper , vol.  94,2014, s.  363–371 ( DOI  10.1016 / j.apradiso.2014.09.012 ).
  133. (en) J. Barbet , M. Bourgeois og J. Chatal , Therapeutic Nuclear Medicine , Springer,2014, 95-104 (99)  s. ( ISBN  978-3-540-36718-5 ) , "Cyclotronbaseret radiofarmaceutikum til nuklearmedicinsk behandling".
  134. (da) DS Wilbur , “  Overvinde hindringerne for klinisk evaluering af 211 mærket radiofarmaceutikum  ” , The Journal of Nuclear Medicine , bind.  42, nr .  10,2001, s.  1516–1518 ( PMID  11585866 , læs online ).
  135. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  233.
  136. (i) R. Gopalan , Uorganisk kemi for Bachelorstuderende , Universiteter Press,2009, 953  s. ( ISBN  978-81-7371-660-7 , læs online ) , s.  547.
  137. (i) T. Stigbrand , J. Carlsson og GP Adams , målrettet Radionukleid tumorterapi: Biologiske Aspekter , Springer,2008( ISBN  978-1-4020-8695-3 , læs online ) , s.  150.
  138. (in) G. Gyehong , K. Chun , SH Park og B. Kim , "  Produktion af a-partikelemitterende 211 ved 45 MeV ved anvendelse af a-stråle  " , Physics in Medicine and Biology , bind.  59, nr .  11,2014, s.  2849–2860 ( DOI  10.1088 / 0031-9155 / 59/11/2849 , Bibcode  2014PMB .... 59.2849K ).
  139. Kugler og Keller 1985 , s.  95–106, 133–139.
  140. Kugler og Keller 1985 , s.  97.
  141. (in) S. Lindegren , T. Bäck og HJ Jensen , "  Dry-destillation of Astatine-211 from Irradiated Bismuth Targets: A Time-saving Procedure Recovery with High Yields  " , Anvendt stråling og isotoper , vol.  55, nr .  22001, s.  157–160 ( DOI  10.1016 / S0969-8043 (01) 00044-6 ).
  142. (i) AT Yordanov , O. Pozzi , S. Carlin , GJ Akabani , B. Wieland og R. Zalutsky , "  Wet Høst af No-carrier-added 211 Ved årets fra bestrålede 209 Bi Mål for Radioaktive Applications  " , Journal of Radioanalytical and Nuclear Chemistry , bind.  262, nr .  3,2005, s.  593–599 ( DOI  10.1007 / s10967-005-0481-7 ).
  143. (en) D. Fisher (1995). “  Oral History of Dr. Patricia Wallace Durbin, Ph.D.  ” Human Radiation Studies: Remembering the Early Years , United States Department of Energy, Office of Human Radiation Experiments. Adgang til 25. marts 2015. 
  144. Vértes, Nagy og Klencsár 2003 , s.  337.
  145. (i) Michael Zalutsky og Ganesan Vaidyanathan , "  Astatin-211-mærket radioterapeutika An Emerging tilgang til målrettet Alpha-Particle Stråleterapi  " , Current Pharmaceutical Design , Vol.  6, nr .  14,1 st september 2000, s.  1433–1455 ( DOI  10.2174 / 1381612003399275 ).
  146. (i) D. Scott Wilbur , "  Enigmatic astatin  " , Nature Chemistry , vol.  5, n o  3,20. februar 2013, s.  246 ( PMID  23422568 , DOI  10.1038 / nchem.1580 , Bibcode  2013NatCh ... 5..246W , læs online , adgang til 19. november 2016 ).
  147. Vértes, Nagy og Klencsár 2003 , s.  338.
  148. (i) G. Vaidyanathan og R. Zalutsky , "  astatin Radiopharmaceuticals: Perspektiver og problemer  " , Current Radiopharmaceuticals , Vol.  1, nr .  3,2008, s.  177–196 ( PMID  20150978 , PMCID  2818997 , DOI  10.2174 / 1874471010801030177 ).
  149. Lavrukhina og Pozdnyakov 1970 , s.  232-233.
  150. (da) TT, Jr. Odell , AC Upton , H. Schwiegk ( dir. ) Og F. Turba ( red. ), Radioaktive isotoper inden for diagnostik og terapifysiologi ["radioaktive isotoper i diagnosen og fysiologi-terapien"], Springer -Verlag ,2013( 1 st  ed. Softcover genoptryk af hardcover 1. udgave 1961), 375-392 (385)  s. ( ISBN  978-3-642-49477-2 ) , "Senvirkninger af internt deponerede radioisotoper".
  151. (i) Cornelius Keller , Walter Wolf og Jashovam Shani , Ullmanns Encyclopedia of Industrial Chemistry , Weinheim, Wiley-VCH,2005( DOI  10.1002 / 14356007.o22_o15 ).

Se også

Bibliografi

Dokument, der bruges til at skrive artiklen : dokument brugt som kilde til denne artikel.

  • (en) DR Corson , KR MacKenzie og E. Segrè , "  Kunstigt radioaktivt element 85  " , Physical Review , bind.  58, nr .  8,1940, s.  672–678 ( DOI  10.1103 / PhysRev.58.672 , Bibcode  1940PhRv ... 58..672C ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) NN Greenwood og A. Earnshaw , Chemistry of the Elements , Oxford / Auckland / Boston osv., Butterworth-Heinemann,2002, 2 nd  ed. , 1341  s. ( ISBN  0-7506-3365-4 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) HK Kugler og C. Keller , 'At, Astatine', system nr. 8a , bind.  8, Springer-Verlag , koll.  "Gmelin Handbook of Uorganic and Organometallic Chemistry",1985, 8 th  ed. ( ISBN  3-540-93516-9 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) AK Lavrukhina og AA Pozdnyakov (Oversat af R. Kondor), Analytisk kemi af Technetium, Promethium, Astatine og Francium , Ann Arbor - Humphrey Science Publishers,1970( ISBN  0-250-39923-7 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) Eric Scerri , A Tale of Seven Elements , Oxford University Press ,20. maj 2013, 304  s. ( ISBN  978-0-19-991074-8 , læs online ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) A. Vértes , S. Nagy og Z. Klencsár , Handbook of Nuclear Chemistry , bind.  4, Springer,2003, 398  s. ( ISBN  978-1-4020-1316-4 , læs online ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) MR Zalutsky og M. Pruszynski , "  Astatine-211: Production and Availability  " , Current Radiopharmaceuticals , vol.  4, n o  3,2011, s.  177–185 ( PMID  22201707 , PMCID  3503149 , DOI  10.2174 / 1874471011104030177 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) JJ Zuckerman og AP Hagen , Uorganiske reaktioner og metoder, bind 3, dannelsen af ​​obligationer til halogener (del 1) , John Wiley & Sons ,1989, 710  s. ( ISBN  978-0-471-18656-4 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen
  • (en) JJ Zuckerman og AP Hagen , Uorganiske reaktioner og metoder, bind 4, dannelsen af ​​bindinger til halogener (del 2) , John Wiley & Sons ,1990, 491  s. ( ISBN  978-0-471-18657-1 ). Bog, der bruges til at skrive artiklen

eksterne links


  1 2                               3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18
1  H     Hej
2  Li Være   B VS IKKE O F Født
3  Ikke relevant Mg   Al Ja P S Cl Ar
4  K Det   Sc Ti V Cr Mn Fe Co Eller Cu Zn Ga Ge Es Se Br Kr
5  Rb Sr   Y Zr Nb Mo Tc Ru Rh Pd Ag CD I Sn Sb Du jeg Xe
6  Cs Ba   Det Det her Pr Nd Om eftermiddagen Sm Havde Gd TB D y Ho Er Tm Yb Læs Hf Dit W Re Knogle Ir Pt På Hg Tl Pb Bi Po På Rn
7  Fr Ra   Ac Th Pa U Np Kunne det Er Cm Bk Jf Er Fm Md Ingen Lr Rf Db Sg Bh Hs Mt Ds Rg Cn Nh Fl Mc Lv Ts Og
8  119 120 *    
  * 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142  


  alkali   metaller
 		  Alkalisk  
jord 		  Lanthanider  
overgangsmetaller   metaller   		  Dårlige   metaller
 		  Metal-  
loids 		Ikke-
  metaller   		halo
  -gener   		  Ædle   gasser
 		Varer
  uklassificeret  
Actinides
    Superactinider